Sådan stopper du Facebook i at holde øje med dig, når du besøger andre hjemmesider
Facebook holder øje med din færden, selvom du ikke er på Facebook
Du har kigget på nye sko, lukket din computer ned. Næste gang du logger på Facebook, er der pludselig masser af reklamer for netop de sko, du dvælede ved i netbutikken. Smart, hvis du havde glemt linket – og endnu mere smart for annoncørerne, der kan friste dig igen og igen med produkter, du måske overvejer at købe.
Reklamerne skyldes den viden, Facebook har om dig, og som sælges til interesserede annoncører. En viden, Facebook har, fordi de holder øje med, hvad du laver, selvom du ikke er på Facebooks egen side eller i Facebook-appen.
Sådan sletter du de ting, Facebook ved om dine besøg på andre sider
Vil du mindske overvågningen eller i hvert fald slette alle de data, Facebook har om dig allerede, kan du gøre det ved hjælp af en ny privatlivsindstilling. I vanlig Facebook-stil hedder funktionen noget så ugennemskueligt som ”Aktivitet uden for Facebook”.
Samvirke viser på de følgende billeder, hvordan det ser ud på skærmen, hvis du sletter dine data fra en mobiltelefon.
Trin 1:
For at slette Facebooks overvågningsdata om din færden på andre hjemmesider skal du gå ind under menupunktet ”Indstillinger og privatlivsindstillinger”. Punktet finder du, hvis du trykker på de 3 vandrette streger i bunden af højre side i Facebook-appen. Vælg så menupunktet ”Indstillinger” og vælg menupunktet ”Aktivitet uden for Facebook”.
Trin 2:
Under punktet ”Din aktivitet uden for Facebook” kan du nu se, hvilke sider og apps Facebook kan spore dig på, selvom du ikke bruger Facebook. Det kan eksempelvis være nyhedssider og webshops. Oplysningerne om, hvad du læser, og hvilke varer du kigger på, bruger Facebook til at tegne en profil af dig, så de kan sælge annoncer, mens du er på Facebook.
Trin 3:
Du kan nu gennemgå, hvad Facebook har samlet om dig på de enkelte sider eller apps. Tryk på en side for at blive klogere på, hvad der er indsamlet om dig netop her, hvis du gerne vil være klogere.
Trin 4:
Hvis du trykker på ”Ryd din historik”, sletter du al den information, Facebook har om din færden på andre sider. Rydder du historikken, betyder det ikke, at du vil få færre reklamer, men at annoncerne til dig vil være mindre målrettede.
Trin 5:
Du kan slå sporing fra for altid. Det gør du ved at trykke på menupunktet ”Flere indstillinger”. Herefter trykker du på ”Administrer fremtidig aktivitet” i den lille menu, der popper op.
Trin 6:
Flyt den lille skyder ved punktet ”Fremtidig aktivitet uden for Facebook” til venstre. Herefter får du en lang forklaring fra Facebook. Tryk til sidst på ”Slå fra” i bunden.
I det sidste billede fik du en forklaring om, at Facebook fortsat vil måle din aktivitet på andre sider. Det gør de også. Forskellen er nu, at de ikke knytter, hvad du laver uden for Facebooks hjemmeside eller apps, direkte til din profil.