Sådan slipper du af med kvikgræs
Meterhøjt græs
Kvikgræs er en genstridig ukrudtsplante, der består af grønne, flade, stive blade og blomsteraks, hvis småaks vender den brede side ind mod strået.
Kvikgræs kan blive op til en meter højt. Panten har ligesom skvalderkål lange, hvide rødder, der løber vandret. Det er særligt berygtet for at lade sine rødder forgrene sig i det uendelige og danne et tæt væv - ofte vævet ind i andre planters rødder.
Sådan bekæmper du kvikgræs
I græsplænen:
Slå græsset ca. en gang om ugen, så forsvinder kvikgræsset hurtigt.
I køkkenhaven:
Lug kvikgræs væk, så snart du ser det. Optimalt set, når det har fået halvandet blad.
Løsn jorden omkring kvikgræsset med en gravegreb, få fat på de hvide rødder og pil dem op en for en. Gentag flere gange om nødvendigt.
Læg evt. mørk plastik eller andet lystæt materiale ud over jordloddet i et års tid. På den måde drænes området for kvikgræs.
I blomsterbedet:
Pil kvikgræs op, så snart du ser det - det holder det i ave. Hvis dine stauders rødder er infiltreret af kvikgræs-rødder, kan kvikgræsset være svært at få bugt med, fordi selv den mindste lille rodrest kan sende en grøn plante op over jorden.
Så læg bedet om til græsplæne i en periode, og slå græsset ofte.
Mellem fliser, i perlesten og belægninger:
Fjern kvikgræsset med fingrene eller et flisejern. Forebyg ved at fylde fugerne med fugesand, eller læg ukrudtsduge, kraftig mørk plastik eller fibertex under belægningerne.
Det sulter planterne ihjel, fordi de ikke får lys.
NB: Brug aldrig en havefræser i et kvikgræsplaget område, da den skærer kvikgræsrødderne i mindre stykker og give endnu flere kim til kvikgræsplanter.
Virker ukrudtsmidler på kvikgræs?
Roundup og lignende ukrudtsmidler kan godt bruges mod kvikgræs. Hvor effektivt det er, kommer meget an på, om du bruger midlet korrekt, og hvor stort rodnettet på kvikgræs er.
Sprøjt kun på kvikgræsset, så du ikke også udrydder blomster eller grøntsager, og sprøjt ikke med ukrudtsmidler i blæsevejr. Pensl evt. ukrudtsmidlet direkte på kvikgræsset.
Mange gartnere advarer mod brugen af Roundup og andre ukrudtsmidler i private haver, fordi haveejere ofte bruger meget større doser, end der står anbefalet på produkterne, og det går ud over miljøet.
Gartnernes råd mod kvikgræs
Lug med håndkraft, og hvis du VIL bruge ukrudtsmidler, så husk altid at overholde de anbefalede doser. Og læs i øvrigt altid brugsanvisningen grundigt på etiketten, inden du bruger ukrudtsmidlet.
Hvornår skal du bekæmpe kvikgræs?
Årstid:
Fjern kvikgræsset i det sene efterår, når bed og køkkenhaver gøres klar til vinteren. Kopier den metode, landmændene bruger med deres kvikharver: Træk en kraftig håndkultivator gennem bedet på kryds og tværs.
Fjern derefter de tilbageblevne rødder med en gravegreb. Fjern også kvikgræs i det tidlige forår, hvor jorden er let fugtig og nem at have med at gøre.
Jo flere gange du hugger hovedet af kvikgræsset, og jo flere rødder du piller op, jo mere udsultes planten, og det mindsker bøvlet længere hen i sæsonen.
Vejr:
Hvis du bruger fingrene eller en gravegreb, får du det bedste resultat i fuld sol, når jorden ikke er for våd men heller ikke for tør. Så vil de planter og rødder, du har gravet op, visne hurtigt og være nemme at rive sammen, uden at de når at slå rod igen.
Hvor ofte:
Du får altid det bedste resultat ved en grundig forårsklargøring af haven og derefter lugning ca. en gang om ugen. Bruger du bare 20 minutter om ugen på at bekæmpe ukrudt, kommer du langt.
Kan du bruge kvikgræs til noget?
Kvikgræs kan faktisk forbedre jord og gøre den bedre at dyrke grøntsager eller blomster i. Den har nemlig rødder, der kravler igennem hvad som helst, og rødderne er dermed med til at løsne jorden.
Når kvikgræs har opfyldt sit formål og fået løsnet jorden tilstrækkeligt i et område, forsvinder det faktisk af sig selv.
Tørret kvikgræs sælges også som te i helsebutikker. Og kvikgræs kan også bruges i madlavning i salater eller i sammenkogte retter.