Sådan skal rugbrødet opbevares

Sådan undgår du bedst, at rugbrødet bliver muggent eller tørt og hårdt.
rugbrød i skiver

Rugbrødsfabrikkernes skiveskårne rugbrød holder i lige så lang tid som et helt rugbrød.

Rugbrød skal ikke i køleskabet

Rugbrød skal som hovedregel opbevares i en tætlukket pose i stuetemperatur, altså ca. 20 grader, råder rugbrødsfabrikanterne Kohberg og Schulstad.

I køleskabet bliver brødet hurtigere tørt og hårdt end udenfor. Køleskabet kan dog forlænge rugbrødets holdbarhed især om sommeren. Når temperaturen og luftfugtigheden er høj, er der større risiko for mugdannelse. Brød mugner, når det bliver angrebet af skimmelsvamp.

Skiveskåret rugbrød holder lige så længe som helt rugbrød

Det skiveskårne rugbrød fra fabrik kan holde sig lige så længe som et helt rugbrød, det vil sige 6-10 dage. Rugbrødet skæres i skiver cirka 1 time efter, det er taget ud af ovnen og køles ned inden det pakkes. Det når derfor ikke at tørre, inden det emballeres i en lufttæt pose.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Berør brødet så lidt som muligt

Dit brød holder længere, hvis du kun rører ved den del af brødet, du skal bruge. Du kan holde brødet fast med hånden på posen eller lægge et rent viskestykke mellem brødet og din hånd, mens du skærer af det.

Rugbrødsskiver, der tages ud af posen og lægges tilbage i posen, er mere udsatte for angreb af mug, end brød, der ikke er blevet rørt ved. Brug eventuelt en plasticpose som handske, hvis du har meget brød til et større selskab, og du gerne vil have resterne til at holde længe.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Brug altid en frisk pose

Brug ikke en brugt pose til nyt brød, og bland ikke nyt og gammelt brød. Brød holder sig bedst i en frisk og ren pose.

Hjemmebagt rugbrød skal først pakkes, når det er afkølet

Bager du selv rugbrød, skal du køle det af, inden du lægger det i en ren og ny plasticpose - for eksempel en frysepose. Et varmt brød vil danne kondens i en lufttæt pose og vil dermed være udsat for mug. Brødet tørrer lidt, mens det står til afkøling. Pak det eventuelt ind i et rent viskestykke, og frys halvdelen ned, så du har frisk brød i lang tid. Frosset brød kan opbevares i 4-5 måneder.

Sæt ikke hvedebrød i køleskabet

Hvis hvedebrød opbevares i køleskab, bliver det hurtigt hårdt og tørt. Det skyldes, at hvedebrødets stivelse danner krystaller i køleskabstemperatur. Rugbrød har ikke nær så stærk tendens til krystaldannelse. Frys gerne hvedebrød ned, men vær opmærksom på, at når skorpen er kraftig, kan den løsne sig ved nedfrysning. Skær eventuelt skorpen af eller nedfrys brød, der er bagt med sukker eller mælk i dejen. Det giver en tyndere skorpe, der ikke vil have så stor tendens til at løsne sig som en tyk skorpe.

Kilder: Fødevarestyrelsen, Tænk, Schulstad, Kohberg, VOM, Viden om Mad