Indret fleksibelt
Ved at indrette med fleksible løsninger, er der meget plads at hente, da elementerne på altanen hurtigt kan flyttes. Hæv møbler og planter fra gulvet, det give følelsen af mere plads. Og vælg møbler med hjul under, så du hurtigt kan rokere rundt. Det er især praktisk, hvis du har små børn, der gerne vil lege derude.
Slip de grønne fingre løs
Har du grønne fingre, er der rig mulighed for at få dine urban garden-drømme opfyldt på en mellem altan. Brug både pladsen i højden og langs altanen med altankasser og plantesøjler. Og køb et par gamle trækasser og plant rabarber, tomater eller et frugttræ. Der findes særlige frugttræer til altaner kaldet ’søjletræer’, der ikke fylder så meget. Vælg dog ikke planter, der skal krydsbestøves, og vær opmærksom på, at du selv skal hjælpe med bestøvningen, hvis du bor i 3. -4. sals højde. Så højt gider bierne nemlig ikke at flyve. Men med en pensel fra den ene blomst til den anden, kan du godt få en god høst alligevel.
Sådan indretter du en stor altan
Er du heldig at have en stor altan på omkring 4x5 meter, er det bare om at udnytte de mange muligheder. For indretter du altanen rigtigt, vil den være dit primære opholdsrum hele sommeren.
Del altanen op i funktioner
På den store altan er der nærmest lige så mange muligheder som indenfor i en lejlighed. Her har du derfor mulighed for at opdele altanen i forskellige afdelinger: En til spisning, en til afslapning med bløde loungemøbler og liggestole og en til børnene og deres legetøj. Opdelingen gør altanen mere intim og hyggelig.
Brug skillevægge og læhegn
Del din store altan op i mindre rum med et flettet havehegn, et sejl eller plantekummer med højt græs eller buske i. Du kan også få skåret et stykke glas eller en plade af stål. Hegnene kan give læ og skygge samt lidt privatliv fra naboer og forbipasserende. Sæt evt. hjul under kummerne og hegnene. På den måde bliver rumopdelingen fleksibel og hurtig at ændre.
Nyd pladsen til komfort
Med masser af plads har du plads til en terrassevarmer, der kan forlænge sommeren til et godt stykke hen i efteråret. Du kan også have en hyndeboks, uden at du nødvendigvis også skal sidde på den. Og vil du invitere på grillmiddag, behøver du ikke rykke ned i gården, da der er fin plads til både grill og gæster på samme tid. På samme måde kan du fint hænge en hængekøje op, oprette et udekøkken eller sove hele familien under åben himmel. Nyd mulighederne og slip fantasien løs!
Dyrk altanen som en have
På den store altan behøver du ikke overveje, om du helst skal have persille eller margueritter på altanen, for du har plads til begge dele. Selv et lille drivhus, hvis du gerne vil have masser af solmodne tomater. Tænk derfor altanen som din nye have og dyrk alle de planter, du vil. Drømmer du om frugttræer, bør du dog stadig gå efter særligt altanegnede træer, der kan nøjes med en spand at vokse i. Selvom du har mange kvadratmeter at gøre godt med, kan det stadig se fint ud at hæve nogle af planterne med en plantestige eller altankasser på rækværket, ligesom klatreplanter på et espalier. Det giver et mere intimt og frodigt udtryk.
Sådan skaber du hygge på din altan
Selvom en altan som regel danner ramme om en hyggelig stund, er det ikke alle altaner, der er lige hyggelige. Og det gælder uanset, om du har en lille, en mellem eller en stor altan. Med en række enkle tips, kan du hurtigt forvandle en kedelig og trist altan til en indbydende og hyggelig oase.
Læg et altangulv
Den betongrå bund på altanen kan virke kold og trist. Heldigvis findes der masser af altangulve i træ, der hurtigt kan give varme og stuestemning. Samtidig er træet blødt og rart at gå på. Husk dog at løfte dine krukker med krukkefødder, så de ikke giver misfarvninger. Dine planter står jo nok ikke samme sted hvert år.
Sæt lamper og lys op
Lys i form af lyskæder, fakler og stearinlys er en sikker vinder, når der skal skabes hygge på altanen. Vær dog opmærksom på ikke at efterlade de levende flammer.
Tilføj tekstiler og puder
Tekstiler og puder kan hurtigt bløde en steril og kold betonterrasse op. Samtidig er det en god og billig måde at tilføre lidt personlighed og farve til terrassen – og de kan let skiftes ud året efter, hvis du ønsker et andet udtryk.
Plant planter
Planter er den ultimative stemningsskaber på en altan og kan hurtigt sende dig i sommerstemning, selvom du på grå dage med god grund kan tvivle på årstiden. Bland store og små planter og placer dem i flere niveauer for et ekstra frodigt udseende. Husk dog, at visne planter sjældent er hyggelige eller pæne. Så får du ikke vandet planterne, bør du måske hellere vælge et par kunstige.
Ryd op
Rod er er en stemningsdræber – også på altanen. Husk derfor at rydde op. Det kan være en god ide at stable et par æblekasser oven på hinanden, så du har et fast sted at stille posen med jord og de tomme flasker.
Hæng børnenes kreationer op
Personlige elementer, der siger noget om dem, der bor der, er altid en god ide i indretningen, hvad enten det er inde eller ude. Har du børn, kan du bruge nogle af deres perleplader eller værker fra billedkunsttimerne.
Brug farver
Selvom du bor stringent og minimalistisk indenfor, kan det sagtens være en god ide at have et kolonihavehus som stilikon i altanindretningen. Mal fx et par stole fra genbrugsbutikken i en festlig farve, vælg en vandkande, man får øje på, og hæng farverige guirlander op.
Sådan indretter du en flot vinteraltan
Når temperaturen falder, og mørket trænger sig mere og mere på, begynder de fleste at rykke indenfor og væk fra deres altan. Men du kan sagtens få glæde af din altan om vinteren til andet end tomme flasker, og når køleskabet er for lille. Det gælder bare om at gøre den klar i tide og tilføje et par nye ting.