Sådan holder du arbejds- og privatliv adskilt, når du arbejder hjemme
Struktur og klarhed er vigtig
Får du ikke struktur på hverdagen, flyder arbejdsliv og privatliv sammen. Det gør dig ofte mindre effektiv og kan give en tilstand af stress, hvis du føler, du er på hele tiden, men med få tiltag kan du gøre hjemmearbejdsdagene til en fornøjelse.
Efterlign din almindelige hverdag
Uanset om du har børn rendende om fødderne eller bor alene, er et af de vigtigste råd for at få dagligdagen til at fungere at forsøge at få dagen til at ligne en almindelig hverdag så meget som muligt. Det kan du gøre ved at holde fast i dine normale rutiner, så du står op, spiser morgenmad og drikker kaffe på samme tidspunkter, som du ville have gjort på en almindelig dag. Gør dig klar til at arbejde på det tidspunkt, du normalt ville være mødt på din arbejdsplads, og gerne med samme computer eller arbejdsredskaber som sædvanlig. Hold den samme mængde pauser og læg din frokostpause ligesom normalt. Forsøg at undgå at blive afbrudt, og vent med at ordne vasketøjet eller gøre rent, til din arbejdsdag er ovre. Det giver bedre koncentration og bedre arbejdsrutiner. Lader du normalt din private telefon ligge i jakkelommen, mens du er på arbejde, så gør det samme derhjemme, så du ikke bliver distraheret. Det er o.k. ikke at være tilgængelig hele tiden, for du ér faktisk på arbejde. Det er også en god idé at droppe joggingtøjet og klæde sig på som på arbejdet – det er nemlig de små ting, der kan skabe grænsen mellem arbejde og fritid.
Forventningsafstem og prioriter arbejdsopgaver
En anden god idé til at få hjemmearbejdet til at fungere er at aftale med din leder og kollegaer, hvornår arbejdsdagen starter og slutter. Læg en plan for, hvilke opgaver du kan lave hjemmefra, hvilke opgaver der er vigtigst, og aftal, hvor ofte du skal svare på mails. Ved at være åbne omkring det får I klare linjer, og det gør det nemmere for både dig, din leder og dine kollegaer at vide, hvad I kan forvente af hinanden, og er også en fordel, hvis al tiden pludselig bliver slugt af børnepasning, hjemmeskoling eller andet uforudset.
Marker overgang fra arbejde til fritid
Når du arbejder hjemmefra, udviskes det naturlige skel mellem arbejde og fritid. Derfor er det ekstra vigtigt at være opmærksom på, hvad du gør hvornår, så du så vidt muligt undgår, at det hele smelter sammen. Derfor er det også en god idé at markere tydeligt, når arbejdsdagen er slut. Det kan for eksempel være ved at skifte til noget andet tøj, pakke computeren helt væk eller slukke arbejdstelefonen. På den måde bliver det nemmere for dig at være 100 procent i enten arbejds- eller fritidsrollen, og det mindsker risikoen for stresstilstande.
Brug apps og en bullet journal
Et godt redskab til at få styr på den nye hverdag er apps, der hjælper dig med at strukturere og holde overblik.
Cozi er oplagt til hele familien. Appen indeholder nemlig både en kalender, I alle kan tilføje aftaler til og dele med hinanden, så I nemt kan overskue hinandens planer, og to do-lister, og samtidig kan du prioritere dine egne opgaver. I appen kan du også lave indkøbslister, så du kan klare dagligvareindkøbene, og du har mulighed for at gemme dine yndlingsopskrifter, så du har dem lige ved hånden. Cozi samler alt fra familielivet i én overskuelig app, som hver dag også giver dig et overblik over dagen, så du nemt kan se, hvad der er på programmet. Appen er altså både anvendelig i den almindelige dagligdag, der er fyldt med arbejde og legeaftaler, men også til at få overblik og struktur på den nye hverdag i karantænetiden.
Er du en af dem, der ikke helt ved, hvor tiden bliver af, når du sidder foran skærmen, kan appen RescueTime også være en hjælp. Appen holder nemlig styr på, præcis hvad du bruger din tid på online, eller hvilke apps du er særligt glad for, og fungerer altså godt til at finde ud af, hvad der oftest stjæler din tid.
Alternativt er en bulletjournal også en rigtig stor hjælp til at skabe overblik over dine aftaler og opgaver, hvis du er mere til det analoge og hyggelige. Har du endnu ikke en, findes der her en guide til, hvordan du kommer i gang.