Pas på pindsvinene i haven
Hvorfor skal vi passe på pindsvinene i haven?
»Pindsvinene er vigtige for vores økosystem, fordi de spiser havens krible krable dyr. De er særligt vilde med æg fra dræbersnegle, som er den rene kaviar for pindsvin, men guffer også gerne orme, bænkebidere og biller i sig. Men pindsvinene, der i forvejen er truede dyr, forsvinder stille og roligt ud af vores haver, og antallet af pindsvin i Danmark synes at falde.«
Færre pindsvin
Antallet af pindsvin i Danmark synes at falde. Det skyldes blandt andet klimaforandringer, som medfører mere tørke, samt en faldende bestand af insekter. Forskere spår, at der i værste fald ikke vil være flere insekter tilbage i verden om 100 år.
Kilder: Annemette Duus, næstformand i Dansk Pindsvinepleje og Beskyttelse, og Danmarks Naturfredningsforening.
Hvorfor bliver der færre af dem?
»Pindsvinene har ikke mange levesteder tilbage. De lever i vores villa- og kolonihaver, hvor de bygger rede i kompostbunker, døde hegn og lignende. Generelt elsker de mørke, lune gemmesteder, hvor de kan føle sig trygge. Men i dag anlægger vi store græsplaner og fliseterrasser og kører vores kompost på genbrugspladsen, og så er der ikke nogen steder tilbage, hvor pindsvinene kan bo. Vi fjerner også de små vandhuller, hvor pindsvinene kan drikke, og lægger gift ud i haven, som dræber både pindsvinets føde og pindsvinene selv.«
Hvordan skaber man så en pindsvine-venlig have?
»Det handler om at skabe gemmesteder til pindsvinene. Man kan for eksempel lade kompostbunken eller brændestable ligge eller bygge et lille pindsvinebo af euro-paller, grene og blade. Derudover skal man sørge for, at der er adgang til rent, frisk drikkevand, og vil man hjælpe pindsvinene lidt ekstra på vej, kan man lægge kattetørkost ud. Vi fodrer vores fugle, så hvorfor ikke også fodre pindsvinene? Om vinteren går de i hi, men de vil meget gerne fodres fra maj til oktober. Husk dog, at man aldrig må give pindsvinene mælk –de kan ikke tåle det!«
Derfor kommer dyrene til skade eller dør
- Mangel på vand og føde
- Infektioner
- Hundebid
- Skader forårsaget af haveredskaber, robotplæneklippere og buskryddere
- Trafikskader
- Insektgifte
Kilde: Annemette Duus, næstformand i Dansk Pindsvinepleje og Beskyttelse
Er der andet, man ikke må gøre?
»Man kan forsøge at undgå at lave pindsvinefælder i haven. Pindsvin kan ikke bakke eller kravle op af dybe huller, så ryger de ned i et trampolinhul eller sidder de fast i et net, har de svært ved at komme fri igen og risikerer at dø af sult og tørst. Har man pindsvinefælder i haven, så husk løbende at holde øje med, at der ikke er gået et pindsvin i fælden. Pas også på med plæneklipperen, når den skal ind under buske og andet krat. Den kan let fræse et pindsvin over.«
Hvad skal man gøre, hvis man finder et såret eller svagt pindsvin?
»Finder man et pindsvin ude ved højlys dag, der ikke bevæger sig, eller et pindsvin, der sidder fast eller er røget i et hul, har det sandsynligvis brug for hjælp. Kom forsigtigt pindsvinet i en papkasse, læg et håndklæde over for at skærme det og tag det med ind. Sørg for, at det har det lunt, og tilbyd det frisk vand og eventuelt lidt opblødt kattetørkost. Ring så til en pindsvineplejestation, som kan sørge for den videre pleje af pindsvinet.«
Kilde: Karin Albin Kjær-Hansen