arbejdsliv

Mød 7 børnearbejdere fra Bangladesh

Mohammed blev forladt af sin far, Jasmin arbejder for en fremmed familie og Israfil laver madkasser 12 timer om dagen. I Bangladesh bliver mange børn nødt til at arbejde. Du kan møde nogle af børnene og høre deres historie.

Mohammed, 12 år, bor på børnehjem

Mohammed mistede sin mor, da han var syv år. Efter moderens død forærede Mohammeds far Mohammeds lillesøster til en anden familie i landsbyen og forsvandt. Mohammed skulle klare sig alene, og han tog toget til Dhaka, hvor han boede på gaden nogle dage. Mohammed fik en plads på en skole, hvor han både har boglige og håndværksmæssige fag. »Jeg har lært at tale fransk. Nu går jeg i femte klasse og er glad for at gå i skole. Engelsk er blevet mit yndlingsfag. Efter jeg kom til Dhaka, har jeg fået en god ven, der hedder Mahmoud. Han går i skole om eftermiddagen, og sammen kan vi tale om alting. Hans liv minder meget om mit.«

Jasmin, 11 år, er tjenestepige

Jasmin begyndte at arbejde i huset hos middelklassefamilier, da hun var fem år gammel. Først arbejdede hun sammen med sin mor, nu er hun alene.»Min dag begynder klokken seks om morgenen, hvor jeg vasker gulvet i hele lejligheden. Jeg laver også morgenmad. Faderen i huset vil gerne spise klokken syv, moderen står først op, så hun kan spise klokken otte. Jeg bruger meget tid i køkkenet, hvor jeg forbereder dagens måltider, vasker op og gør rent.«Jasmin bruger stort set hele dagen i køkkenet, hvor temperaturen stiger til hedt, når hun laver mad. Køkkenet er otte kvadratmeter, og når dagens arbejde er slut, ruller Jasmin en måtte ud på gulvet, hvor hun sover.

Israfil, 14 år, arbejder på fabrik

»Tidligere har jeg arbejdet på en fabrik, hvor jeg lavede øreringe, men her får jeg en bedre løn. Vi er fire søskende og mine forældre, og jeg afleverer næsten hele min løn på 340 kroner om måneden. Selv har jeg syv kroner, som jeg køber slik eller legetøj for. Da jeg begyndte at arbejde, fik vi råd til, at min mor kan gå hjemme.« Israfil arbejder 12 timer hver dag, seks dage om ugen – kun afbrudt af en times frokost. »Det bedste er, hvis strømmen går, for så kan vi holde en lidt længere pause. Nogle gange får jeg lov af ham, der ejer fabrikken, til at gå i skole et par timer, men det er ikke hver dag. Jeg skal læse lektier om aftenen, men rigtigt tit er jeg alt for træt, og så har jeg ikke lyst til at gå i skole næste dag.«

Tansila, 17 år, i lære som syerske

Da Tansila var helt ung, arbejdede hun dagligt for at tjene penge til familien. De seneste fem år har hun gået i skole hver dag. Som en del af skolen har hun fået undervisning i tekniske fag. »Fremtiden for os i Bangladesh ligger i tekstilindustrien. Vi kan sy tøj til de store firmaer, og mange har allerede job som syersker.«Tansilas skole har sørget for, at hun har fået et job i fem timer om dagen. Skolen har sikret, at der er ordentlige og sikre arbejdsforhold – og at hun får en fair løn. Hun er i lære og får nu 215 kroner om måneden. Det er det dobbelte af en ufaglært.

Mohammed, 16 år, i lære som symaskinemekaniker

Mohammed er ved at lære om industrielt maskineri og reparationer. Faget er primært målrettet tekstilindustrien, og Mohammed har lært, hvordan man skal reparere symaskiner. »Min ældre søster arbejder som syerske, og hun har sagt, at på hendes fabrik er der altid problemer med, at symaskinerne går i stykker. De har brug for folk, der kan reparere symaskinerne.« Mohammed har mistet sin far. Søsteren er 20 år gammel, og han har en søster, der er ældre endnu. Mohammeds mor arbejder på en fabrik, hvor de laver konfekture og slik. Det mener moderen er det bedste sted. Han har selv haft et job ved siden af skolen i de seneste seks år. Det slutter, når han får sin læreplads. »Lige nu arbejder jeg seks timer om dagen. Da jeg begyndte fik jeg ikke løn de første fire måneder. Min mor får alle mine penge, men når jeg får et job som symaskinereparatør, vil jeg begynde at spare op, så jeg en dag kan købe mit eget hus.«

Ithi, 12 år, er hushjælp

»Hele min familie har arbejdet i huset for andre. Jeg har selv været her i familien i nogle år, og mine opgaver består i at hjælpe med madlavningen og rengøringen.« Ithi har fået lov af familien til at komme ned på det lokale fritidscenter nogle timer om eftermiddagen. Her lærer hun at skrive, synge og har mulighed for at være sammen med sine veninder.

Faisal, 10 år, bor på Dhakas hovedbanegård

Faisal forlod sin hjemby for et år siden. »De første dage levede jeg alene på gaden. En dreng kom hen til mig og sagde, at vi kunne holde sammen og passe på hinanden. Han havde også et sted, vi kunne sove. Siden er han blevet min bedste ven.« Faisal begynder dagen klokken 05. Typisk tager han sammen med sin ven til busstationen, hvor de samler affald. Måske kan de være heldige at samle nok affald sammen, som de kan sælge videre for 200 taka (14 dkk). Nogle dage kan drengene også finde på at tigge sammen. »De penge, jeg tjener, bruger jeg på at købe mad. Jeg har også nået at spare 1000 taka op. Pengene har jeg gemt.«