Med servicehund: Daisy og jeg kan trygt handle i SuperBrugsen
Servicehunde hjælper mennesker med psykiske og/eller fysiske funktionsnedsættelser.
Elisabeth Braes, der er servicehundebruger, har skrevet dette læserbrev til Samvirke:
Jeg skriver for at sige stor tak til SuperBrugsen i Gråsten. Jeg er servicehundebruger og har på grund af angst store udfordringer med at begå mig i store menneskemængder og ukendte situationer - herunder at handle.
Men med hjælp fra min servicehund og det fantastiske team i SuperBrugsen kan jeg nu klare det selv. Personalet har modtaget mig og min servicehund med åbne arme, og de er der altid til at hjælpe, når det bliver for svært, og hvis jeg får et angstanfald. Vi har en "nødplan" sammen, og deres hjælp gør det til et trygt sted for mig at købe dagligvarer. Den venlighed og hjælp, de møder mig med, gør en kæmpe forskel. Jeg har derfor lyst til at udbrede budskabet og informere om, hvad en servicehund er.
Jeg er 30 år og har servicehunden Daisy på lidt over 2 år. Hun er min faste makker, og hun har åbnet min verden, så jeg kan leve et liv meget tættere på normalen, end jeg har kunnet i rigtig mange år.
Den primære grund til, at jeg har fået Daisy, er, at jeg lider af angst. Vejen til at få en servicehund har været en sej kamp på næsten 15 år. Ifølge loven skal alle andre muligheder for behandling osv. være forsøgt og fundet ikke brugbare.
Hun er min faste makker, og hun har åbnet min verden, så jeg kan leve et liv meget tættere på normalen, end jeg har kunnet i rigtig mange år
I dag bor jeg i et lille hus sammen med min kæreste, kat og servicehund. Jeg har et flexjob, som jeg er meget glad for, og jeg er trappet ud af størstedelen af min medicin. Tænk, hvor meget en servicehund kan hjælpe! Og hvordan det, at folk møder mig venligt, gør en kæmpe forskel - en uforstående person eller et upassende møde kan udløse et anfald eller gøre det enormt svært at komme ud igen i den næste tid.
Før kunne jeg intet selv ude af huset. Jeg kunne ikke handle, tage til lægen, gå på gågaden, tale i telefon, være sammen med flere mennesker osv., uden at det provokerende angst.
I dag tør og kan jeg handle selv, ja jeg glæder mig næsten til at hilse på personalet i brugsen. Efter de har lært mig og Daisy at kende, er der kun smil og hjælpsomhed at hente, og det hænder vi får os en hyggelig snak, eller at de hjælper mig igennem et anfald. Det gør mig enormt trygt.
Hvad er en servicehund?
En servicehund må medbringes i butikker, også fødevarebutikker såsom supermarkeder, restauranter, caféer osv., som almindelige familiehunde ikke har adgang til.
Hunden er trænet til at hjælpe personer med psykiske sygdomme som f.eks. PTSD, skizofreni eller angst m.m. Hunden kan hjælpe brugeren med at finde ud af, om noget er en hallucination eller ej, hjælpe personen gennem et panikanfald eller skabe afstand til andre i butikker. For mange er hunden livsnødvendig og livgivende - og kan gøre, at brugeren får det liv, som mange har måtte opgive. Møder du en servicehund, bedes du ignorere hunden, fordi den skal kunne koncentrere sig om sit arbejde. En servicehund er et levende hjælpemiddel, så selvom den har lært at samarbejde, kan den blive både forvirret og stresset, utryg og eller lignende