Må man skylle de rå spisesvampe?

Må man kun børste champignongerne og kantarellerne for at få dem rene?
?

Vi diskuterer for tiden hjemme, hvordan man korrekt ordner svampe? Både købesvampe som champignon og selvplukkede svampe som kantareller. Min mand børster dem let af og ikke andet. Jeg synes ikke, at han får al jorden af på den måde. Jeg vasker altid selv svampene, da jeg absolut ikke bryder mig om at få mad med jord på.

Hanne Jensen, Frederiksværk

Svar fra Inger Abildgaard

Din mand har ret. Svampe mister smag og tager imod vand, når man vasker dem. Det er næsten umuligt at riste vaskede svampe. De kommer til at soppe i vand på panden og koger i stedet for at blive ristet.

Men helt ærligt. Det er svært med en børste at få al jorden væk fra for eksempel kantareller. Så sig det ikke til nogen, en hurtig tur under vandhanen gør ikke den store skade. En svamp ad gangen og med hattens bue opad. Tør svampen bagefter. Badning af svampe i en balje må frarådes.

Inger Abildgaard er madredaktør på Samvirke, hvor hun siden 1994  har skrevet og redigeret bladets madsider.

Se, hvad vi ellers skriver om: #grøntsager