Lyt til din mave – den prøver at sige noget

Maven og hjernen kommunikerer konstant

Nervøsiteten sidder lige i maven, og du har ikke kunnet få andet end et par bidder morgenmad ned. Den fornemmelse er velkendt for de fleste, som har været på vej til eksamen eller en vigtig jobsamtale. Men er du forelsket eller glæder dig spændt til en længe ventet ferie, kender du også den urolige tilstand af flagrende sommerfugle, som pludselig synes at have taget bolig i din maveregion.

Maven er på godt og ondt stedet, hvor følelserne kommer til udtryk. Helt fysisk. Det skyldes, at hjernen og maven konstant kommunikerer med hinanden, fordi de sammen skal løse den store opgave, det er at holde kroppen mæt og sikre fordøjelsen af maden. Men lidt ulogisk og stadig uvist af hvilken årsag er maven og tarmen også meget påvirkelige over for følelser.

Fordøjelsessystemet styres af det enteriske nervesystem, som er et komplekst system af omkring 100 millioner nerver indlejret i tarmvæggen. Det kommunikerer med hjernen via det autonome nervesystem, som styrer aktiviteten i så godt som alle vores indre organer. Nervesystemet er uden for vores viljemæssige kontrol og består af det sympatiske og det parasympatiske nervesystem, og det er via de to systemer, at hjernen og maven sender vigtige oplysninger frem og tilbage.

Kroppen har svært ved at skelne mellem påvirkninger

Når du for eksempel spiser, fortæller det parasympatiske nervesystem, at nu er maven fyldt, hvilket hjælper dig med at føle dig mæt. Og til at slappe af og sætte gang i fordøjelsen. Alt sammen oplysninger og mekanismer, som får de fysiske funktioner til at virke.

Men kommunikationen kan også gå den anden vej. Når du bliver nervøs eksempelvis før en eksamen, tolker hjernen det til at handle om »angreb, flugt eller frygt«. Det får hjertet til at banke hurtige, adrenalinniveauet til at stige, og blodet bliver ledt hen til de organer, hvor der er brug for det. Kroppen går i beredskabsposition, og det sympatiske system lukker ned for fordøjelsen og appetitten. Det forklarer, hvorfor din lyst til mad forsvinder, når du er nervøs.

»Systemet er lavet til at klare fordøjelsen, og så er den del af det også blevet udviklet til at vise emotioner. Man ved ikke helt hvorfor, og kroppen har svært ved at skelne mellem, hvad påvirkningen skyldes. Hvis man får sommerfugle i maven, kan den have svært at afgøre, om det er, fordi man har spist noget forkert, eller fordi man er forelsket,« siger hjerneforsker Morten Kringelbach, leder af Hedonia, TrygFonden Research Group ved Aarhus og Oxford Universiteter.

Hjernen fortolker

Det enteriske system har flere strukturelle og kemiske ligheder med hjernen, og opdagelsen af dette har fået især den alternative verden til at tale om maven som »den anden hjerne«. Men selvom det er i maven, du mærker følelserne, er det hjernen, som står for fortolkningen.

Et klassisk eksempel er et forsøg, hvor forsøgspersoner møder en kvinde enten lige før, de går ud på en hængebro, eller ude på hængebroen. Bagefter spørger man dem, hvor attraktiv de syntes, kvinden var. Og det viser sig, at kvinden er betydelig mere attraktiv for dem, der mødte hende ude på hængebroen, hvor deres mave blev påvirket af broens bevægelser. 

»Fornemmelsen i maven skyldes, at hjernen sender signaler til maven om, at noget er galt – for eksempel med balancen, når man står på en hængebro. Mavefornemmelsen bliver herefter sendt op til hjernen, hvor hjernen fortolker den. I det her tilfælde enten til, at man er søsyg, eller at kvinden giver dig sommerfugle i maven,« forklarer Morten Kringelbach.

Vi kan blive bedre til at styre hjernen og maven

Samspillet mellem hjernen og maven kan virke som benzin på et bål, hvis du er nervøs eller angst. For jo mere du mærker, at du får ondt i maven, jo mere nervøs bliver du, og jo mere kramper maven sig sammen. Samme mekanismer får stress og depression til at påvirke fordøjelsen og give ondt i maven.

Forstoppelse, kvalme og mavesmerter er også typiske symptomer hos nogle af de omkring 300.000 danskere, som lider af såkaldte funktionelle lidelser, hvor man har fysiske symptomer uden at kende den præcise årsag.

»Hvis vi blev bedre til at forstå den cyklus, der foregår mellem hjernen og kroppen, så kunne vi også blive bedre til at styre mekanismen. Man kan godt oplære sig selv til at styre sine kropslige funktioner for eksempel via meditation. Og hvis man blev mere opmærksom på sine tankemønstre og sin adfærd, kunne man måske undgå at få angst af sine problemer,« mener Morten Kringelbach.