Kræsen? Mød Noah, der primært spiste spegepølse og pasta som barn, og nu spiser det meste fra menukortet

Noah levede stort set kun levet af rugbrød med spegepølse

På en restaurant midt i København summer der af spisende gæster. En af dem er 19-årige Noah Wærum Dar, der lader de mørkebrune øjne glide ned over menukortet. Han ser både gratinerede snegle, farseret vagtel og rørt tartar, én enkelt ret er han forbeholden over for at vælge: Stenbiderrogn med 38 procent cremefraiche, dild, citron og rødløg. Løg er han aldrig blevet glad for at spise, specielt ikke når det er synligt i maden. Det samme gælder tomater.

»Jeg vil gerne bede om en steak frites,« beslutter han, da tjeneren tager imod bestilling.

Det er 11 år siden, Samvirke mødte Noah for første gang. Dengang var han 8 år, og siden 3-årsalderen havde han stort set kun levet af rugbrød med spegepølse. Ud over spegepølsemadderne kunne det tælles på én hånd, hvilke madvarer han spiste: Pasta, havregryn, gulerødder og lidt frugter. Noahs ekstreme kræsenhed bekymrede forældrene, som især var usikre på, om han manglede næringsstoffer. Men mindst lige så bekymrende var det, at han skulle hentes tidligt fra børnefødselsdage, undgik at spise hos andre eller måtte gå sulten i seng på lejrskoler, eller når han sov hos andre, fordi han ikke kunne lide at være til besvær og bede om noget andet mad. I takt med at Noah blev ældre og mere bevidst om sin kræsenhed, begyndte han at bemærke, når andre kommenterede hans madvaner. For eksempel da et familiemedlem sagde til tjeneren under et restaurantbesøg:

»Han spiser kun brød med smør, så han skal ikke have noget særligt.«

Eller da en forælder fra klassen spurgte Noahs mor:

»Hvad er der med ham, er han bange for maden eller hvad?«

Selvom kommentarerne var ment som harmløse, ramte de et ømt sted. Allerhelst ville Noah bare gerne spise det samme som alle andre.

Læs også: 10 råd til at få madmodige børn 

Kræsenhed er et »skraldespandsbegreb«

Børn, der afviser mad igen og igen, kalder vi kræsne. Et ord, hvis negative klang afspejler, at kræsenhed bestemt ikke er at foretrække, når man som forældre gerne vil have sit barn til at spise sund og varieret mad. Kræsenhed er kilde til over halvdelen af de konflikter, som udspiller sig omkring danske middagsborde ifølge en undersøgelse fra Coop Analyse. Måske fordi kollisionen mellem forældres vigtige mission om at servere mad efter kostrådene og børns ofte svingende lyst til at spise den kan føles som at løbe ind i en mur for begge parter. I frustration ender mange med at konkludere mere eller mindre udtalt: Mit barn er kræsent. Faktisk har 6 ud af 10 børn ifølge en undersøgelse fra Arla Fonden oplevet at blive kaldt kræsne. Men at drage den konklusion er sjældent hele sandheden og kan endda give bagslag.

»Kræsenhed er blevet et skraldespandsbegreb, som vi bruger, når barnet har sagt fra over for noget mad, i stedet for at udvide ordforrådet og være nysgerrige på, hvad der var godt og skidt ved maden,« mener Bente Svane Nielsen, der er leder af Coop Skolekontakten og programchef for GoCook, Coops madprogram for børn og unge. I sit arbejde med børn og måltider møder hun forældre, der allerede på vegne af deres barn har taget stilling til, om barnet kan lide pastinak eller ej. Forbehold som dette bliver måske taget i bedste mening, men er med til at sætte barnet i bås.

»At man indimellem bruger ordet kræsen, er harmløst, men hvis det er et prædikat, man altid kommer til at pådutte barnet, kan det blive selvopfyldende,« mener Bente Svane Nielsen, og i værste fald begynder barnet måske selv at definere sig som én, der ikke tør prøve ny mad. I stedet opfordrer hun forældre til at tale med barnet om, hvad der kunne have været anderledes ved for eksempel tilberedningen, konsistensen eller sammensætningen. Og at italesætte, at pastinakken er noget, vi øver os på, frem for at gøre smagspræferencen til noget definitivt.

»Og så er det i øvrigt også i orden, at der er noget, man ikke kan lide,« understreger Bente Svane Nielsen.

 

Børnene er kede af at blive kaldt kræsne

I Arla Fondens undersøgelse fortæller 15 procent af børnene også, at de er kede af at blive kaldt kræsne. Samtidig mener størstedelen af børnene faktisk selv, at de er gode til at smage på ny mad. Noget tyder altså på, at vi trænger til at justere lidt på vores retorik.

»Man ville jo aldrig sige til nogen, at de er dårlige til læsning eller matematik. Så hvorfor kalder vi egentlig børn kræsne?« spørger Annemarie Olsen, der er lektor ved Institut for Fødevarer ved Københavns Universitet og har forsket i børns spisevaner i 15 år. Hun fortæller, at kræsenhed ofte defineres ret bredt, for eksempel at man afviser en række kendte fødevarer, og desuden kommer i mange grader og af mange årsager. Derfor giver det tit ikke mening at bruge ordet kræsen så kategorisk, som vi gør. Derudover blandes det ofte sammen med en fase, som børn i typisk 2-6-årsalderen gennemgår, hvor de bliver forsigtige over for både ny og kendt mad, hvilket kaldes neofobi.

»Den neofobiske fase peaker omkring 2-årsalderen og har været hensigtsmæssig evolutionært, fordi børn i denne alder kunne begynde at bevæge sig rundt på egen hånd og potentielt spise giftige ting,« forklarer Annemarie Olsen. 

Derfor vil de fleste forældre opleve, at deres barn i perioder vælger bestemte madvarer fra, og at det går over igen.

Det ufødte barn kan smage aromastofferne fra morens kost gennem fostervandet

Men også helt tidlige påvirkninger i livet har indflydelse på børns smagspræferencer.

»Vi er alle født med en præference for sød smag og afviser surt og bittert i starten. Men derudover er langt de fleste smagspræferencer faktisk tillærte,« fortæller Annemarie Olsen. 

Allerede i sidste tredjedel af graviditeten begynder det ufødte barn at smage aromastofferne fra morens kost gennem fostervandet. Senere sker det samme gennem modermælken, hvis barnet bliver ammet. Og fra barnet begynder at spise grød og mos og op til 1-2-årsalderen er der et helt særligt vindue for at introducere variation i maden.

»Det er vigtigt at præsentere små børn for forskellige smage og teksturer og lade dem interagere med maden, at dufte til den og lære den at kende,« siger Annemarie Olsen. Det er også én af grundene til, at små poser med smoothie og grød, som barnet kan suge af, helt uden at dufte, se eller røre maden, ofte bliver kritiseret af fagfolk. For jo flere forskellige smage, teksturer og dufte barnet lærer at kende, inden det når 1-2-årsalderen, des bedre er chancen for, at det ikke vil afvise maden i den neofobiske fase.

 

Der er en ubehagelig lyd, når man tygger

Tjeneren sætter tallerkenerne på bordet, og Noah hælder bearnaise ud på tallerkenen af en lille kobbergryde. Så stikker han gaflen i den glinsende ribeye-steak og begynder at skære med kniven på tværs af kød og fedtmarmoreringer, som han spiser uden tøven. For 10 år siden havde han aldrig rørt en steak, og for 5 år siden ville han som minimum have skåret fedtet fra.

»Når man tygger fedtet, laver det jo en lidt ubehagelig lyd,« forklarer han.

»Men for nylig fandt jeg ud af, at det smager ret godt, når man spiser det sammen med kødet.«

Når Noah selv tænker tilbage på sin kræsne barndom, er det svært at gennemskue, hvad der helt præcist afholdt ham fra at spise det, som hans lillebror og forældre gladeligt øste op på deres tallerkener. Men han mindes, at især konsistenser kunne gøre ham utilpas. For eksempel kartoffelmos, som »bare bliver ved med at være der«, selvom man tygger og tygger. Eller hårdkogt æggeblomme, som han synes, smuldrer mærkeligt ligesom gær.

»Det lyder måske skørt, men jeg føler altid, jeg har set og duftet ting, som andre ikke har lagt mærke til,« funderer Noah. 

Ønsket om at lære at spise anden mad voksede dag for dag

Også forældrene havde en mistanke om, at Noah sansede mere og generelt tog flere indtryk ind end andre. Som hvis der for eksempel havde været en anden grøntsag på skærebrættet før gulerødderne. På en lejrskole til Samsø i 5. klasse ringede Noah grædende til sin mor, da de andre var faldet i søvn, mens han selv lå vågen med knurrende mave. Frokosten bestod af en frugt og en sandwich, som han var bange for, om han mon kunne spise, fordi han ikke var sikker på, hvad der var i. Der var for langt hjem til at blive hentet før tid, og i sidste ende var han stolt over, at han blev. Når han var på besøg hos venner, begyndte tankerne at køre, så snart tiden nærmede sig aftensmad: Enten skulle han finde på en undskyldning for at tage tidligt hjem, eller også skulle han på en eller anden måde sikre sig, at der ville være noget på bordet, han kunne spise. Noahs forældre fulgte alle de gode råd og prøvede senere kræfter med både coaching og healing, men intet virkede. Da Noah i en periode ofte var ramt af infektionssygdomme, blev han undersøgt hos lægen, men alt tydede på, at hans krop klarede sig fint på den ensidige diæt. Således fortsatte kræsenheden, selvom ønsket om at lære at spise anden mad voksede dag for dag.

Find artiklen fra 2012 på  samvirke.dk her

Kræsenhed kan bide sig fast

For nogle fortsætter det, man måske kan kalde den naturlige barnekræsenhed, helt eller delvist ind i voksenlivet. Hvorfor det sker, findes der ikke et helt godt svar på. Man mener, at 25 procent af befolkningen er såkaldte supersmagere og opfatter visse smage bedre end andre. Men modsat hvad man måske skulle tro, er der ikke fundet nogen klar sammenhæng mellem at være supersmager og kræsen.

»Der findes kun meget få studier af kræsne voksne. Men generelt kan man se, at der er en stor kontinuitet i, hvad vi kan lide som barn og voksen. Samtidig tyder det på, at der er nogle bestemte faser af voksenlivet, hvor man kan være mere eller mindre åben over for ændringer,« fortæller Annemarie Olsen. 

Det kunne for eksempel være, når man flytter hjemmefra, og andre faktorer som for eksempel pris, tid eller sociale situationer betyder mere. Annemarie Olsen har været med til at gennemgå en lang række studier i kræsenhed for at undersøge, hvad vi ved, og hvilke tilgange der egentlig virker. 

Server den samme madvare igen og igen

Det allermest veldokumenterede råd mod kræsenhed virkede aldrig for familien Wærum Dar: At servere den samme madvare igen og igen. Faktisk helt op til 10 gange, siger man, der skal til, for at lære at spise noget nyt.

»Kræsenhed kan være en svær størrelse, og hvad der virker for det ene barn, virker måske ikke for det andet,« siger lektor Annemarie Olsen og nævner også et andet kendt råd, man på fagsprog kalder rollemodellering. Når man spiser sammen med andre, der ikke er nær familie, viser forsøg, at de fleste allerede efter få måltider ændrer præferencer, når de øvrige i gruppen kan lide anden mad. Listen med råd som disse er lang, du kan se en oversigt sammen med denne artiken. Men det er vigtigt for Annemarie Olsen, at de mange råd ikke bliver endnu en kilde til selvbebrejdelse:

»Man kan prøve at følge de råd, der findes, så godt man kan, men passe på med at gøre det til en kæmpe tjekliste, som man bagefter kan slå sig i hovedet med som forælder.«

En kvinde med stor erfaring i at hjælpe familier ud af kræsenhed er Ulla Lebahn. Hun er uddannet ergoterapeut og traumeterapeut og har i 20 år behandlet ekstremt kræsne børn og unge. Fælles for dem alle er et brændende ønske om at lære at spise som andre.

Ofte handler det om konsistens og måske et dybereliggende fysisk problem hos barnet

»Men de får bare lyst til at løbe væk, når de ser maden,« fortæller Ulla Lebahn, en reaktion, der sjældent handler om smag, men ofte om konsistens og måske et dybereliggende fysisk problem hos barnet. Det kan for eksempel starte med mundmotoriske problemer såsom et stramt tungebånd, der for det helt lille barn gør det svært at sutte og det lidt ældre barn at tygge og synke. Og har man først haft oplevelsen af, at bestemte konsistenser er svære at få ned, kan det blive starten på et kompliceret forhold til mad. Også problemer med at amme og få flaske, alvorlig sygdom tidligt i livet eller overkompensation fra forældre kan ifølge Ulla Lebahn medvirke til spiseudfordringer. Ofte ser hun en kombination af flere underliggende årsager.

»Selvom barnet, når det bliver ældre, fysisk godt kan spise andre madvarer end de trygge, så fortæller noget i barnets nervesystem, at maden føles utryg,« forklarer Ulla Lebahn. 

Og når nervesystemet har lært at være på vagt i måltidssituationer, skal der ikke så meget til, før barnet afviser maden. Men børn med tidlige spiseudfordringer bliver ikke nødvendigvis kræsne, og her spiller forældrenes håndtering en vigtig rolle.

Skab variation i måltidet

»Hvis far eller mor er desperat efter, at barnet skal spise, har de kun fokus på at få maden ned i barnets mave, og så er der alt for meget pres på måltidssituationen,« forklarer Ulla Lebahn, og i ren desperation ender mange forældre forståeligt nok i at kompensere med pulvergrød, mos på glas og tubemad, selvom de havde forberedt sig med lækker, hjemmelavet mad, før barnet blev født. Problemet er, at man risikerer at fastholde barnet i kræsenheden, fordi »færdigmad, der altid smager ens, er en gave til kræsne børn,« som Ulla Lebahn formulerer det. 

I stedet råder hun til, at man skaber variation i måltidet, der hvor man kan. Selv mikrovariation inden for den mad, barnet er trygt ved at spise, er nemlig med til at skabe fleksibilitet i den kræsne hjerne. Det kunne være variation i udskæringen, tilberedningen eller endda farven på tallerkenen. Men vigtigst af alt skal barnet have lov til at passe sin egen tallerken og have det rart ved bordet.

»Vi forældre skal kun blande os, hvis barnet har brug for hjælp til at spise. Alle børn er kræsne i en eller anden grad, men hvis man får lov til at spise selvstændigt, kommer de fleste igennem barnekræsenheden,« siger Ulla Lebahn. 

Sker det ikke, opfordrer hun forældre til at få undersøgt, om der kan være underliggende årsager, der stopper barnet i den normale spiseudvikling.

Ikke kræsen mere

På Noahs tallerken ligger der nu kun en lille bunke pomfritter, bearnaise og et par stykker fedt tilbage, som han alligevel endte med at skære fra.

»Lige de her stykker synes jeg faktisk ikke, ser så lækre ud. Så dem går jeg udenom,« forklarer han uden at undskylde, for alle har jo noget, de ikke bryder sig om. Det er ikke tilfældigt, at Noah spiser steak her til aften. En steak på en ferie til Milano blev nemlig afslutningen på hans kræsenhed.

Med på ferien var ud over Noahs mor og bror også en flok andre mødre og 3 piger fra Noahs klasse. På et feriebillede sidder alle de 6 børn om et rundt bord med hvid dug og blomster i en vase på midten. Ud over Noahs lillebror er de alle i konfirmationsalderen, og halvdelen af pigerne er skudt i vejret, mens Noah endnu er blandt de laveste i flokken. Han smiler med løftede bryn og skæver over mod sine klassekammerater.

»Jeg var nok lidt bange for, om de tænkte, det var unormalt, hvis jeg ikke kunne spise med, når vi var ude og spise,« fortæller Noah. Så en aften på hotellets restaurant bad han til sin mors store overraskelse om lov til at bestille en steak. Hun svarede »selvfølgelig« og tænkte ved sig selv, at den steak aldrig ville ende i Noahs mave. Men det gjorde den. Noah kan ikke huske, hvordan den smagte.

»Jeg kan bare huske, at alle andre bestilte pastaretter, så nu ville jeg være den, der prøvede noget lidt mere fancy,« griner han, lidt overbærende med sit yngre jeg.

Måske var det bare alderen og modenheden, der gjorde sit arbejde

I tiden op til ferien ændrede Noah karakter. Gennem nogle år var forældrene blevet opmærksomme på begrebet særlig sensitivitet, hvis beskrivelse passede godt på Noah: At være ekstra modtagelig over for stemninger, følelser og indtryk. Men fra at være en dreng med let til bekymring blev han gradvist mere glad, rolig og selvsikker. Måske var det bare alderen og modenheden, der gjorde sit arbejde. Noah tror i hvert fald selv, at alderen har betydet meget for hans madmæssige gennembrud. Hvor han før ikke var så god til at være ude på egen hånd, som på lejrskoler, eller fan af at spise med andre, kunne han nu begynde at spise hos sine venner uden problemer. Og allervigtigst begyndte han at se sig selv som en, der ikke var kræsen:

»Det blev ligesom en del af mig, at jeg var sådan en, der godt kunne spise sammen med andre.«

Jævnligt opdagede Noah nye retter, han faktisk godt kunne lide, selvom han før havde dømt dem ude, og hver gang gav det ham mod på at prøve mere. I dag kan han med en vis stolthed fortælle, at han spiser det meste. Endda tatar på en restaurant med sin far for nylig eller til nytår, hvor en af hans venner havde lavet jomfruhummersuppe til forret.

Men han går fortsat uden om løg og tomater, når han bestiller en shawarma, og det er helt okay, at vennerne griner lidt af ham. For han er jo ikke den kræsne Noah mere.