Kan man drikke for meget vand?
2 liter vand om dagen som tommelfingerregel
Vand er symbol på liv, men får du for meget vand, kan du ende, hvor du ikke kan bunde. Der findes en udmærket tommelfingerregel om, at du skal drikke cirka en tredjedel af din kropsvægt i deciliter om dagen.
Vejer du 60 kilo, vil det sige 20 deciliter. På godt dansk er det lig med 2 liter vand om dagen.
Ifølge Erling Bjerregaard Pedersen, professor ved klinisk institut for medicin på Aarhus Universitet, er det et cirkatal. Så der er ingen grund til at rende rundt med et decilitermål i tasken for at opnå et præcist indtag af væske.
For meget vand skader dine nyrer
Hvis du drikker 4-5 liter vand om dagen, risikerer du, at dine nyrer mister evnen til at udskille urin fra kroppen. Så ender du med at få vandforgiftning.
»Der er nogle processer i nyrerne, der sørger for, at du har det vand og salt i kroppen, du skal have. Hvis du drikker 4-5 liter vand om dagen gennem en længere periode, tager nyrerne skade. Så går der kludder i systemet,« siger professoren.
Dit blod har behov for vand og salt. Hvis nyrerne overbelastes på grund af for meget vand, kan det resultere i svimmelhed, kramper, manglende evne til at holde balancen og i de ekstreme tilfælde dødsfald.
Drik vand, når du er tørstig
Helt banalt gælder det om at lade sig styre af sin tørst, pointerer Erling Bjerregaard Pedersen. Er du tørstig: drik et glas vand. Hvis du drikker meget, men ikke ekstremt meget vand om dagen, eksempelvis 3 liter, skal du blot oftere på toilettet. Det sker der ingen skade ved.
»Der kan selvfølgelig være situationer, hvor man taber meget væske. Hvis du dyrker motion, har et hårdt fysisk arbejde eller sveder, når du er på ferie i troperne, stiger kroppens behov for at få vand,« understreger han.
Jo mere du motionerer, jo mindre væske vænner din krop sig til at have behov for. Den første løbetur i parken vil højst sandsynlig også være mere svedig, end når du har løbet flere gange om ugen i et år.
Alkohol er ikke vand
Suppe tæller selvsagt også som væske, ligesom agurker, tomater og jordbær indeholder omkring 95 procent vand. Det kan dog være problematisk at erstatte vand med alkohol. Alkohol er vand, men uden salt. Så kroppen kommer til at mangle salt, man ellers finder i almindeligt postevand, hvis man drikker en øl frem for et glas vand.
Kroppen har automatisk behov for vand
Helt grundlæggende skal vi drikke vand, fordi vores krop er udstyret med en negativ vandbalance.
»Stofskiftet hos en normalvægtig person producerer 0,5 liter vand om dagen. Men vi udskiller godt 1 liter om dagen gennem vores åndedræt, afføring og sved. Derfor er der behov for at udligne balancen, så vi ikke dehydrerer,« forklarer Erling Bjerregaard Pedersen.