Kan du blive syg af din hund eller kat?

Når katten spankulerer rundt på køkkenbordet, når hunden sover i sengen hos sin ejer eller slikker ham i ansigtet - er det så hyggeligt, ulækkert eller direkte smittefarligt? Læge Kurt Fuursted fra Statens Serum Institut guider til en fornuftig omgang med hund og kat.

Nogen egentlig smittefare er der ikke ved, at hunden sover i sengen.

Lille risiko for at blive syg

Hunde og katte kan smitte os med mange forskellige slags vira, bakterier og parasitter.   Men hvor bange skal man egentlig være?

”Der er ingen tvivl om, at der er en lille risiko for, at vi kan blive syge af vores kæledyr, men risikoen er meget lille. Det er uhyre sjældent, vi oplever det,” fastslår Kurt Fuursted, der er læge og fagchef på afdelingen for bakteriologi på Statens Serum Institut.

Godt at udveksle mikroorganismer

Dét at omgås kæledyr med andre mikroorganismer end os mennesker kan ligefrem være en fordel.

”I de senere år er vi begyndt at se mere på det, som vi med et fint ord kalder diversiteten – dvs. hvor forskelligartede mikroorganismer vi har i tarmen, på huden og i slimhinderne.

Mere og mere tyder på, at en af årsagerne til det stigende antal allergiske personer skal findes i vores miljø, som nok er ved at være for sterilt. Derfor er det slet ikke så tosset, at vi udveksler bakterier og andre mikroorganismer med vores kæledyr og med verden omkring os,” siger han.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Tag dine forholdsregler 

Han mener, det er vigtigt at skelne mellem det ulækre og det smittefarlige. Nogen egentlig smittefare er der for eksempel ikke ved, at hunden sover i sengen, selvom mange nok vil betragte det som ulækkert. Man skal med andre ord ikke være hysterisk, men derfor kan man godt tage sine forholdsregler alligevel.

”Jeg har selv haft hund, og vi kan hurtigt blive enige om, at ud fra en almindelig ’ulækkerhedsbetragtning’ er det heller ikke rart, at en hund slikker en på munden, når man ved, at den måske lige har haft sin næse nede i en stor hundelort. Det er almindelig sund fornuft. Men det er ikke det samme, som at man er i smittefare, og at man derfor ikke skal være sammen med sin hund. Det er et spørgsmål om at holde en fornuftig og sund hygiejne som på så mange andre områder,” siger Kurt Fuursted.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Gode råd, så du ikke bliver syg af din hund eller kat

Almindelig fornuft og god hygiejnisk standard på hjemmefronten er de bedste våben til at undgå eventuel smitte fra hund og kat, siger Kurt Fuursted. Her er hans 5 bedste råd:

1. Vask hænder

Vask altid hænder, når du har tømt kattebakken og i det hele taget, når du har været i nærheden af dyreekskrementer. Det er en indlysende hygiejneforanstaltning på samme måde som at skylle hænderne, når man er blevet beskidt af jord eller andet snavs. Hvis bakterier fra kattens afføring finder vej til utilstrækkeligt varmebehandlet mad, er der risiko for at få en infektion med en parasit - toxoplasmose. De fleste infektioner forløber uden symptomer. Kun hos ca. 15 % ses hævede lymfeknuder, typisk på halsen, og i enkelte tilfælde træthed og feber. Men en toxoplasmoseinfektion hos gravide, især i de første 3 måneder, kan have store konsekvenser og medføre en alvorlig medfødt infektion hos fostret, der blandt andet kan give barnet nethindebetændelse og forkalkninger i hjernen. Toxoplasmose kan behandles med antibiotika. 

2. Dæk sandkassen til

Dæk sandkassen til med et låg, når legen er slut. Ekskrementer fra katte og hunde kan i sjældne tilfælde give en rundormeinfektion hos små børn. Det er oftest børn mellem 1 og 5 år, der får orm. Det skyldes, at børn kan finde på at spise både sand og jord og derigennem ufrivilligt komme til at spise æg fra ormene. Kan behandles medicinsk.

3. Pas på kradserier

Pas på, hvis katten kradser - det kan overføre bakterier og føre til ’kattekradssyge’. Det viser sig typisk først ved en rød knop samt betændelse, der hvor katten har bidt, slikket eller kradset. Efter 1-7 uger kan ejeren få hævede lymfeknuder, feber, træthed, appetitløshed og hovedpine. Sygdommen kan forkortes ved at give antibiotika.

4. Hold dyrene væk fra madlavningen

Hold hunde og katte væk fra madlavningen. Det er en skidt idé at lade katten spankulere rundt på køkkenbordet, når man laver mad, eller at lade hunden komme i nærheden af fødevarer. Både hunde og katte kan overføre bakterierne campylobacter og salmonella, der kan give os opkast, diarré og feber og være alvorlige især for i forvejen svækkede personer. Langt, langt den overvejende del af de smittede er dog blevet syge ad helt andre kanaler.

5. Tag bid alvorligt

Tag det alvorligt, hvis du bliver bidt af en kat eller hund, så det bløder. Her er vigtigt at tage en tur på skadestuen, som vil vurdere, hvor alvorlig skaden er. Der er en lille risiko for at få stivkrampe. Det er ikke biddet i sig selv, der er årsag til en eventuel stivkrampe, men åbningen i huden kan bane vej for bakterierne. Derfor vil der måske blive givet en stivkrampevaccination og en forebyggende antibiotikabehandling. Man vil også gøre såret ordentligt rent, og det er de nok bedre til på skadestuen end derhjemme. Hvis såret ikke bliver grundigt renset, kan det give nogle grimme sår.