Redaktionen anbefaler






Med en god bog i hænderne kan uendeligt mange utænkelige verdener åbne sig. Man kan opdage, at man ikke står alene med sine tanker, følelser og oplevelser. At der faktisk er andre, der har det på samme måde. Man kan møde karakterer, man kan spejle sig i, og måske endda se op til. I bøgernes verden kan man låne en andens perspektiv, udvide sin horisont og lære, at livet er fuldt af nuancer og langt større end én selv.
Og så kan en bog være en indirekte måde at give et ungt menneske et par livsråd med på vejen, som ellers ville blive ignoreret, fordi det kom fra ”mor og far".
Derfor er læseglæde den bedste gave, man kan give et ungt menneske.
Gå på opdagelse i bøgernes verden og find netop den gavebog, der passer til din kærlige, sjove, søde, sårbare, skøre og skønne student med livet foran sig.
Sund student er kogebogen til studenten, der om lidt selv skal jonglere både køkken og madbudget og gerne vil leve sundt. Med over 100 opskrifter inspirerer bogen til alt fra morgenmad og frokost, til aftensmad og snacks, der er nemme at lave. Få inspiration til nemme og billige måltider, der smager fantastisk og lav lækre retter med ingredienser, der allerede er i køkkenet.
Bogen rummer 6 ugers madplaner med indkøbslister, der gør det nemt at holde et stramt budget. Det er opskrifter, hvor alle kan være med, og de kan laves med simple ingredienser, der findes i det nærmeste supermarked. Bogen giver også tips til, hvordan man kan spare penge og reducere madspild.
Fyrsten er et af de mest kontroversielle værker i verdenslitteraturen, og det er derfor en god bog til den diskussionlystne student, der måske skal læse statskundskab. Med sin berømte og berygtede tanke om, at målet helliger midlet, er den en tidløs refleksion over det komplicerede forhold mellem folket og styret, mellem menneskene og magten.
Da embedsmanden Niccolò Machiavelli i 1513 skrev Fyrsten, var det med formålet at udøve og fastholde magten i fyrstedømmet Firenze, hvor den indflydelsesrige Medici-familie netop var vendt tilbage til magten. Fyrsten er skrevet i en pessimistisk krisetid og med en opskrift på, hvordan krisen kan løses, og værket bidrog til at indføre realisme og modernitet i europæisk politik.
Alex Vanopslagh har skrevet nyt forord til denne udgave af Fyrsten, der også indeholder efterskrift af oversætter Ole Jorn samt introduktion til de historiske og politiske forhold, som gjorde sig gældende, da Machiavelli skrev sit berømte værk.
En af dem, der selv husker ungdommens følelse af uvished og utilstrækkelighed, er forfatter Niels Overgaard. I dag står han bag to bestsellerbøger om antik filosofi og søgen efter et meningsfuldt, lykkeligt liv, men han har lært det på den hårde måde – for hans egen ungdom gav ham masser af skrammer og ar på sjælen. Derfor har han nu skrevet en ny bog med 48 livsråd, han ville ønske, han selv havde kendt, da han var ung.
Ikke fordi Niels Overgaard ved noget særligt om, hvordan det er at være ung i dag, eller fordi han har fundet den gyldne opskrift på det lykkelige liv – men han har brugt år på at dykke ned i, hvad de antikke filosoffer ved om et lykkelig liv, gået til psykolog og gjort sig livskloge erfaringer. De bedste råd deler han ud af i sin nye bog: Det skal nok gå – 48 ting jeg ville ønske, jeg havde vidst, da jeg var ung. Fra en generation til en anden.
”Jeg har lyst til at komme med et positivt budskab til en generation af unge, som har fået tudet ørerne fulde om, hvor forfærdelig verden og deres liv er. Det kan de ikke bruge til en skid, det er tid til at tale op til dem i stedet. Jeg tror på dem. Jeg ønsker for dem, at de også tror på livet og på sig selv,” fortæller Niels Overgaard.
Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet er et indigneret, selvudleverende og ømt manifest om klassekamp, proletariat og elite, om provinsbøsser og repræsentationssmykker, moralisme og hykleri, om dem, der altid får taletid, og dem, der ikke føler sig berettiget til en stemme.
Med vrede, misundelse og humor brænder Glenn Bech alle illusioner om lige muligheder ned og insisterer på at tale ud fra sine egne erfaringer i klassesamfundet. Glenn Bechs manifest er en nyklassiker i dansk litteratur og blev overvældende modtaget af anmeldere og læsere. Til efteråret er Glenn Bech aktuel igen med bogen ”Jeg er ikke færdig med dig”.
Vi er i Hertfordshire, England, i starten af 1800-tallet. Her bor mr. og mrs. Bennet med deres fem ugifte døtre – Jane, Elizabeth, Mary, Kitty og Lydia. Mrs. Bennets eneste formål i livet er at få døtrene godt gift, så de kan arve faderens herregård. Så da den rige ungkarl mr. Bingley, hans to søstre og hans ven mr. Darcy lejer sig ind i nabolaget, bliver hun ovenud lykkelig. Jagten går ind på Bingley, der hurtigt får et godt øje til Jane, mens Darcy giver indtryk af at være snobbet og arrogant og føle sig højt hævet over familien Bennet.
Den stærke og egenrådige Elizabeth og mr. Darcy føler først stor foragt for hinanden, forblændet af fordomme, misforståelser og et dårligt førstehåndsindtryk. Men som historien udfolder sig, begynder deres følelser at ændre sig, og de må begge overvinde deres egen stolthed for at se ind bag den andens facade.
Stolthed og fordom er en tidløs klassiker om kærlighed, kønsroller og klassesnobberi. Den udgives her i Lærke Pades nyoversættelse og med nyt efterord af den britiske forfatter Natasha Brown. Natasha Brown er en af de mest markante unge stemmer fra England i disse år, hun slog igennem med den anmelderroste debut Samling (2022), som blev shortlisted til flere litterære priser, bl.a. Goldsmiths Prize og Orwell Prize for Fiction, og er i år aktuel med romanen Det universelle. Hun har skrevet efterordet direkte til denne danske udgave af Stolthed og fordom. Bogen er en smuk og tidløs klassiker til bogreolen.
Sådan overlever du livet er 100 gode råd om uønsket hårvækst, kærlighed, alkohol, neuroser, jalousi, forældre, selvhad, sex og selfies til unge og alle andre. De 100 råd, der er tegnet og fortalt af Maren Uthaug, kendt fra Politiken med striben Ting jeg gjorde, er overraskende, alvorlige og meget lidt alvorlige.
Selv er Maren Uthaug mor til tre store piger – og hendes kærlige, sjove, kloge og lige-i-ansigtet råd om alt fra billeder af kønsdele til religion og forelskelse er solid livsvisdom til søde, skrækkelige, sårbare, skøre og skønne unge med livet foran sig.