Hvor længe kan kødrester holde sig?

Hvilke kødtyper egner sig bedst til at blive gemt til næste dag?
?

Hvilke kødtyper egner sig til at blive spist til aften den første dag og spist koldt på brød eller i salater dagen efter, eller flere dage efter?
 
Jeg sikrer hurtig nedkøling og er opmærksom på, at kødrester altid gennemvarmes ved høj temperatur - men det kan man jo ikke, hvis kødet skal spises koldt!
 
Hvor længe kan forskellige kødrester holde sig i køleskab, hvis de skal spises koldt?

Louise Østergaard

Svar fra Winnie From Thesbøl

Alle former for hele stykker stegt og kogt kød kan spises dagen efter. Kødet kan skæres i skiver og spises koldt på brød, spises som tilbehør til en helt ny varm ret, bruges som fyld i en omelet, topping på salater, tærter m.v. Kotelet, kyllingebryst, frikadelle, stegt flæsk m.v. kan også spises koldt næste dag.

Nedkøling skal foretages inden for 3 timer efter fremstilling som med al anden varm mad. De fleste stykker koldt kød, der er gennemstegt/-kogt, nedkølet som beskrevet og opbevaret i køleskab ved maks 5 grader, kan snildt holde sig 2-3 dage. Lugt til det eller smag forsigtigt på det, hvis du er i tvivl.

Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.

Se, hvad vi ellers skriver om: #holdbarhed og #madspild