Hvad er koncentreret saft?

Når jeg køber juice, står der næsten altid på emballagen, at juicen er fremstillet af koncentrat. Hvorledes bærer producenterne sig ad med at koncentrere frugt- eller grøntsagssaften, og hvilken betydning har denne proces for indholdet af vitaminer og mineraler?
?

Når jeg køber juice, står der næsten altid på emballagen, at juicen er fremstillet af koncentrat. Hvorledes bærer producenterne sig ad med at koncentrere frugt- eller grøntsagssaften, og hvilken betydning har denne proces for indholdet af vitaminer og mineraler?

Alan Lauritsen, Odense

Svar fra Winnie From Thesbøl

Appelsinjuice fremstilles næsten altid af koncentrat: frugten plukkes, renses og presses. Herefter opvarmes saften let for at inaktivere de naturlige enzymer, der ellers vil ødelægge juicen over længere tid. Under vakuum og ved høj, kortvarig varme bortfordampes vandet, og kun tørstof bliver tilbage. Dette fryses indtil brug.

Ved fremstilling af juicen fra koncentrat blandes det frosne tørstof med frisk appelsinjuce, og der tilsættes vand, indtil indholdet af tørstof er det samme som i friskpresset juice. Mineralindholdet er det samme i juice fremstillet af koncentrat som i friskpresset juice.

C-vitaminindholdet (ascorbinsyre) i juice er afhængigt af mange faktorer: Dyrkning: sorten, frugtens placering på træet, tidspunkt for plukning ( jo mere modne, jo mindre C-vitamin), klima (jo koldere nætter, des højere indhold af C-vitamin) etc.

Dertil kommer selve fremstillingen af koncentratet, emballage og opbevaring. Den mest anvendte emballagetype, en brik m. film på indersiden, hvor både ilt og lys er udelukket, giver en næsten 100 procent bevaring af C-vitaminet. Opbevaringstiden og -temperaturen er også vigtig, jo køligere juicen opbevares, jo bedre bevares vitaminerne.

Ved undersøgelser er det påvist, at C-vitaminindholdet i juice, fremstillet af koncentrat generelt er højere end i friskpresset juice.

Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.

Se, hvad vi ellers skriver om: #drikkevarer og #emballage