Derfor er smoothien ikke altid så sund, som du tror
Frugtsmoothies er fyldt med sukker
En smoothie er ikke så sund, som den tit udgiver sig for at være.
Frugten, du putter i blenderen, indeholder nemlig blandt andet sukker i form af fruktose, glukose og sakkarose og dermed kalorier. Det forklarer Preben Vestergaard Hansen, der er kandidat i humanernæring og ansat ved Professionshøjskolen Metropol:
»Juicer og smoothies indeholder meget sukker fra frugt. Men bare fordi det er naturligt sukker, er det ikke ensbetydende med, at det er sundt,« siger han.
Sukkerindholdet i en smoothie varierer alt efter, hvad du putter i den. Laver du den kolde forfriskning på grøntsager, vil den typisk indeholde mindre sukker og flere gavnlige kostfibre i forhold til, hvis du laver den af frugt.
Færdigdrikke kan være sødere end sodavand
Særligt de færdiglavede frugtsmoothies, du finder i supermarkedet, kan have et højt energiindhold, selvom mærkaterne ofte lokker med billeder af frisk frugt og ord, der klinger sundt.
Det skyldes, at mange færdigsmoothies er lavet på bananer, som har et højt naturligt indhold af sukker sammenlignet med andre typer frugt.
En smoothie fra køledisken i supermarkedet kan derfor indeholde helt op til dobbelt så mange gram sukker, som der tilsvarende er tilsat hvidt sukker i en sodavand.
Derudover bliver mange købedrikke fremstillet under varmebehandling, som nogle B-vitaminer er følsomme overfor.
Nogle vitaminer går tabt under blendningen
Netop vitaminer er en anden ting, som smoothien fører sig frem på. Jo flere eksotiske frugter, vi fylder i blenderen, jo sundere kan vi fristes til at tro, smoothien bliver, men også her tager vi fejl, siger Preben Vestergaard Hansen.
»Når man blender frugten, så ilter man den. Iltningen påvirker vitaminindholdet negativt.«
Hvor meget vitaminerne påvirkes afhænger af flere faktorer som tid, lys, temperatur, samt hvilket vitamin, der er tale om.
Pia Knuthsen, der er seniorforsker ved DTU Fødevareinstituttets afdeling for Risikovurdering og Ernæring, forklarer, hvordan især C-vitamin lader sig påvirke af en tur i blenderen:
»Når vi skærer frugt i mindre stykker, bliver plantecellerne mere eller mindre nedbrudte og næringsstofferne langt mere udsat for iltning. Blandt vitaminerne er specielt C-vitamin ustabil over for ilt, og kan nedbrydes til et stof, der ingen vitaminvirkning har.«
Hun påpeger dog, at det langt fra er alle vitaminer, der går tabt, og at smoothies lavet på frugt og grønt har en betydeligt større næringsværdi sammenlignet med sodavand, som kun indeholder energi fra hvidt sukker – altså »tomme kalorier«.
Flydende frugt mætter ikke på samme måde
Sammenligner man den blendede frugt med hele stykker frugt, er der også forskel på, hvornår du oplever at blive mæt af de to ting.
Hvor du i en smoothie hælder frugten ned, tager det længere tid at spise eksempelvis et æble, fordi du både skal bide, tygge og synke frugten, inden æblet ender i maven, hvor det fylder mere end den flydende frugt.
»Når du bruger længere tid på at tygge og spise, får du en større mæthedsfornemmelse end ved at drikke smoothies,« siger Pia Knuthsen.
Spis frugten hel
Derfor anbefaler Preben Vestergaard Hansen at spise sin frugt i stedet for at drikke den:
»Hvis man ikke spiser frugt eller grønt normalt, er der noget sundt fornuft i at drikke en smoothie. Men smoothien er overvurderet. Der er ikke noget belæg for at sige, at man bliver decideret sundere af at drikke dem. Der er jo også en grund til, at man siger: ‘spis 6 stykker frugt og grønt om dagen’ - og ikke ‘drik 6 stykker frugt og grønt om dagen’.«
Helt så nervøs for at drikke smoothies mener Pia Knuthsen ikke, at man som forbruger bør være, og henviser til de vitaminer, mineraler og kostfibre, man kan finde i mange smoothies.
Ifølge Fødevarestyrelsens anbefalinger kan et glas juice erstatte ét af de seks anbefalede stykker frugt og grønt om dagen.