Er det bedst at vaske bilen i vaskehal eller derhjemme?
Tril bilen ud af garagen, find spand, sæbe og børste frem. Gnub så på fugleklatter, trafikfilm, vejsalt og andet snavs, mens bilen holder parkeret i indkørslen eller på villavejen. Sådan gør mere end hver 4. dansker, når bilen skal vaskes. Det kan sagtens være, at det er nemt, men ser man på miljøet, er det ikke en fordel at klare bilvasken ved at tage børsten frem og selv stå for en håndvask.
Hjemme ryger sæberester og vand direkte i afløbet, mens en moderne vaskehal opsamler vandet, så det kan renses og genbruges.
»Miljøstyrelsens seneste undersøgelse viser, at vaskevandet som regel indeholder tungmetaller i koncentrationer, der er højere, end hvad man tillader ved udledning til miljøet. Derudover vil vaskevandet indeholde de vaskemidler, der bruges til bilvasken. Endelig viser andre undersøgelser, at vandforbruget ved hjemmevask af biler typisk ligger 5 gange højere end i vaskehaller,« siger Mikkel Hall, kontorchef for vandforsyning i Miljøstyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet.