Grønt råd: Lap tøj med finurligt broderi
Klimamusen reparerer tøj med broderi
De sidste tre år har Anna Kjær Voss repareret tøj med finurligt broderi og vist det frem på Instagram under navnet Klimamusen. Hun omdanner blandt andet hullerne i datterens tøj til ispinde og bananer, og løberne i hendes uldtrøjer bliver til porrer eller blomster. Inspirationen til broderimotiverne kommer ofte fra emojier, som er simple i farver og udtryk. Interessen for de kreative lappeløsninger er blevet så stor, at Anna Kjær Voss nu også holder foredrag, laver workshops og deler ud af sin viden om broderi på sitet klimamusen.dk.
De broderede lapper er del af trenden visible mending, som direkte oversat betyder synlige reparationer. Som navnet angiver, handler visible mending om at skabe kreative reparationer, der giver tøjet nyt liv, frem for at forsøge at gemme reparationerne væk. Begrebet inkluderer ikke kun broderi, men alverdens kunstneriske lappemetoder.
Sådan kommer du i gang med at lappe tøj med broderi
Ud over at have interesse og flair for at sy og strikke havde Anna Kjær Voss ingen forudsætninger for at kunne lappe med broderi, da hun for tre år siden kastede sig over metoden. Ifølge hende kan alle, der har lysten, lære teknikken. Start med at indøve et par af de mest simple broderisting, f.eks. forsting, bagsting og fladsting, og øv dig eventuelt først på et aflagt stykke stof eller noget tøj, du ikke er øm over. Vær opmærksom på, at det er nemmere at brodere på vævet stof end stof, som lettere giver sig. Med et par stingteknikker og lidt øvelse kan du komme langt, og efterfølgende kan du bygge på med mere avancerede sting og motiver.
Har du et hul, der er større end 1-2 cm i diameter, anbefaler Anna Kjær Voss, at du bruger en anden lappemetode end broderi.
Det skal du bruge, når du lapper tøj med broderi
At lappe med broderi kræver ikke meget udstyr: Nogle nåle, gerne broderinåle med en spids. Broderigarn, som ofte kan fås i genbrugsbutikker og ellers i garn- eller hobbyforretninger. Og eventuelt en broderiramme (også kendt som broderiring, syring eller syramme). Til en start kan en bold, et syltetøjsglas, en vandflaske eller lignende genstand, der kan hjælpe med at strække stoffet ud, sagtens bruges.
Brodér en citron
Klimamusens simple citronmotiv er et godt sted at starte, hvis du aldrig har lappet med broderi før:
1. Læg et par sting over hullet uden at trække kanterne sammen
2. Lav kanten af citronen med forsting og bagsting.
3. Udfyld citronen med fladsting.
4. Voilà: En færdig citron.