Flæskesvær: Alt du har brug for at vide om slagterens sprøde bolcher
Flæskesvær er godt for klimaet
Bag den opsigtsvækkende overskrift, gemmer sig forskningsresultater, der viser, at det ofte kun er en fjerdedel af det kød, vi producerer, der faktisk ender på tallerkenen. Hvis vi udnyttede blot halvdelen af det kød, der i dag kasseres, ville udledningen af drivhusgasser fra køer og grise falde med 14 procent. Selvom flæskesvær ikke er det sundeste, påpeger professor Gang Lui fra SDU, at netop flæskesvær er symbol på en bedre udnyttelse af dyret og kød, der allerede er produceret.
3 ting, du måske ikke vidste om flæskesvær:
Ikke særlig dansk
Flæskesvær er ikke noget særligt dansk. Den salte svinehud er almindelig spise i eksempelvis Thailand, Vietnam, Filippinerne, Mexico og en række europæiske lande
Ikke særlig gammel
Flæskesvær har kun været på hylden i supermarkedet de seneste godt 40 år. Indtil begyndelsen af 1980'erne var slagteren det eneste sted, du kunne købe flæskesvær.
Sæson hele året
Der findes ikke en særlig højsæson for flæskesvær. En pose med svær går godt både sommer og vinter, og salget af flæskesvær ligger stabilt hen over året.
Vidste du ...
... at det langtfra er al hud på grisen, der er egnet til flæskesvær? Hud og kød fra grisens rygstykke, nakke og dele af brystet kan blive til flæskesvær. Resten af huden bliver til husblas, lim eller ingredienser i andre fødevarer. Ud af en gris på 100 kilo bliver omkring 2 kilo brugt til svær. I alt bliver det omkring 150 flæskesvær pr. gris.
638 kcal
pr. 100 gram er der typisk i flæskesvær. I chips er der i omegnen af 500 kcal.
Sådan laver du dine egne flæskesvær
Køb et stykke grisehud eller skær sværen af en flæskesteg. Skær i strimler. Kog huden i 20 minutter, afkøl stykkerne på fedtsugende papir. Vend strimlerne i salt og sæt den i en 200 grader varm ovn i 30 minutter. Vend undervejs.
Sorte pletter er ikke hudorme
Af og til kan man støde på påstande om, at flæskesvær er fyldt med hudorme og bakterier. Det er ikke korrekt. Slagtesvin bliver flamberet, så mikroorganismer udryddes. Er der alligevel sorte prikker på flæskesværen, skyldes det hårsække fra griseracen Duroc.