Mørkeræd: Mød 3 mennesker, der synes mørket er skræmmende

Tankerne myldrer, når lyset er slukket. Er der noget under sengen, og hvad var det for en underlig lyd? Nana, Simon og Bente fortæller om deres angst for mørke.

»Når det er slemt, sover jeg med lyset tændt«

Nana Andres Paludan Seedorf, 26 år, BA i psykologi:
»Lige så snart jeg slukker lyset for at lægge mig til at sove, så tror jeg, at der er noget i mørket, som vil mig noget ondt – selvom jeg har gået rundt i lejligheden hele dagen. Det kan være ude i køkkenet, jeg fornemmer noget, eller det kan føles, som om der er noget under sengen eller noget, der svæver over mig. Det har ikke nødvendigvis en tydelig form, det er mere ideen om noget uhyggeligt.

Når det er rigtig slemt, sover jeg med lyset tændt. Det plejer at hjælpe, og så bliver jeg til sidst overmandet af træthed. Men jeg kan også bruge forskellige meditationsteknikker til at få tankerne hen på noget andet. Nogle gange starter jeg med at have øjnene lukket bare et par minutter, så åbner jeg dem og konstaterer, at der ikke er noget. Når jeg har gjort det et par gange, kan jeg mærke, hvor jeg er i mit angstniveau, og om jeg bliver nødt til at tænde lyset. Jeg har været bange for mørket – både i min egen lejlighed og hos andre – al den tid, jeg kan huske.

Da jeg boede hjemme, var der nogle nætter, hvor jeg først faldt i søvn klokken 4 om morgenen, når det igen begyndte at blive lyst. Jeg havde udsyn til vores entre, hvor der var helt mørkt, og der kunne jo være noget derude, som jeg ikke kunne se.

På den ene side synes jeg, det er sindssygt barnligt at være bange for mørke, men jeg har kun oplevet, at folk er forstående, når jeg fortæller om, hvor invaliderende det faktisk kan være. På den anden side synes jeg, det er rigtig sundt, at man tør fortælle om sine svagheder. Og det er jo bare én form for frygt, ligesom andre er bange for edderkopper.«    

»Vi kunne se lyskeglerne fra lommelygter, som kom nærmere ...« 

Bente Dalsbæk, 54 år, jurist, journalist og forfatter
»Jeg er meget mørkeræd, og jeg tror langt hen ad vejen, at det skyldes en »spøg« på en lejrtur, da jeg var 6-8 år. Om aftenen, da vi sad og så film, fik de ældste børn i teenagealderen lov til at gå en tur. Pludselig kom en af dem løbende tilbage og sagde, at de var blevet overfaldet ude i skoven. Gennem vinduerne kunne vi se lyskeglerne fra lommelygter, som kom nærmere. Jeg var sikker på, det var overfaldsmændene, der var på vej. Så blev døren flået op, og en gruppe maskerede personer væltede ind, mens de råbte og skreg. Det viste sig at være de store børn, som sammen med en voksen havde fundet på at skræmme os. Jeg husker følelsen af at være fuldstændig frosset til is af angst, og min mor har fortalt, at jeg stadig var helt rystet, da jeg kom hjem.

Oplevelsen har været med til at forbinde mørket med noget, der kan komme noget farligt ud af. Jeg kan også huske, at jeg som barn, når jeg skulle sove, sørgede for at have arme og ben under dynen, fordi jeg var bange for, at der skulle komme en stor indianer og hugge mine lemmer af, ligesom jeg havde set det i nogle af de voldsomme western-film, der var i fjernsynet dengang. Langt op i mit voksenliv sov jeg på den måde – ikke længere på grund af forestillingen om indianeren, men fordi det gav en form for tryghed.

I dag sover jeg altid med lys tændt i min lejlighed. Og det kunne aldrig falde mig ind at gå i en skov eller andre øde steder efter mørkets frembrud. Jeg bor i byen, men selv på min egen vej kan jeg føle mig utryg sent om aftenen – så kan jeg godt finde på at ringe til en veninde, som kan »hjælpe« mig hjem. Jeg forsøger at undgå situationer, der kan fremkalde mørkeangsten, men engang imellem må jeg konfrontere den. For eksempel for nogle år siden, da jeg var med til at arrangere natløb på en lejrtur for min yngste søns klasse, selvom jeg slet ikke syntes, det var nogen god idé. Jeg gik med en flok piger og skulle jo være modig for dem, så jeg fandt på en sang: »Vi er ikke bange,« skrålede vi i vilden sky. I virkeligheden var det jo min egen angst, jeg forsøgte at overdøve.«  

»Jeg kan føle, at nogen betragter mig«

Simon Fals, 31 år, billedredaktør og fotojournalist: 
»Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at åbne døren og gå ud i den mørke skov. Jeg var alt for bange. I stedet lå jeg bare på sofaen i den primitive hytte og hadede mig selv for at være taget af sted. Jeg skulle lave et fotoprojekt som en del af min uddannelse på Journalisthøjskolen og havde sat mig for at konfrontere min angst for mørke – 3 uger alene i den øde svenske natur. Egentlig var det meningen, at jeg skulle sove i telt, men det var alt for grænseoverskridende for mig.

Jeg er vokset op i København i et af Danmarks mest befærdede kryds og har altid været vant til lys, larm og mange mennesker. Så kombinationen af mørke og mennesketomme steder trigger min angst. Jeg ved godt, at det er irrationelt, men jeg vil meget hellere gå gennem Mjølnerparken om natten end gennem en mørk skov. I forbindelse med mit projekt læste jeg om, hvordan kroppen rent instinktivt kan gå i alarmberedskab, når synssansen bliver sat ud af spil. Det udløser adrenalin, der gør én klar til at reagere hurtigere på eventuelle farer. De andre sanser bliver jo også skærpet, og jeg kan hurtigt læse alt muligt ind i en gren, der knækker, eller føle, at der er nogen, der betragter mig.

I Sverige vidste jeg, at sandsynligheden for at møde andre var minimal. Jeg gik langsomt frem og begyndte at gå ud tidligt om morgenen, hvor jeg vidste, at lyset var lige rundt om hjørnet. Til sidst dristede jeg også mig ud om aftenen og natten. Jeg lærte, at en lommelygte ikke var en hjælp, men tværtimod triggede min angst, fordi lyskeglen gjorde alt andet meget mørkere og overdøvede det naturlige lysskær, der trods alt var. Og faktisk vænnede øjnene sig overraskende hurtigt til mørket. De sidste 3 nætter sov jeg i telt, og den sidste nat åbnede efterårsskydækket sig over mig, så fuldmånen for alvor lyste skoven op. Dér lykkedes det mig at gå en tur rundt om en sø uden at være bange.«   

Se, hvad vi ellers skriver om: #sundhed, #fobier og #angst