Er der C-vitaminer i kartoflerne?

Om vinteren er det ikke nok at spise kartofler for at få C-vitamin. Vitaminet forsvinder nemlig, når kartoflerne lagres

Kartofler er gode, blandt andet på grund af et højt indhold af C-vitamin

?

Man hører ofte, at C-vitamin ikke kan tåle opvarmning og derfor forsvinder fra frugt/grønt, når det varmebehandles. Samtidig hører man ofte, at det er vigtigt at spise kartofler om vinteren for at få C-vitamin, og de koges jo. Så hvad er egentlig op og ned i vitamindiskussionen?

Line Jensen

Svar fra Leif Skibsted

Askorbinsyre eller C-vitamin tåler ikke opvarmning i nærvær af luftens ilt, men nedbrydes ved oxidation. Kartofler er traditionelt vigtige for dækning af vores behov for C-vitamin, men om vinteren forsvinder det meste af kartoflens indhold af C-vitamin på grund af oxidation under lagring. Især om vinteren har vi derfor behov for grønt tilbehør til de kogte kartofler og for frisk frugt.

Vores daglige behov for C-vitamin er 100 mg. Rygere har endda brug for noget mere end de 100 mg C-vitamin hver dag. 100 mg C-vitamin svarer til 500 g nyopgravede kartofler, før de bliver kogt eller bagt, og det er en stor portion. Efter kogning eller bagning er der kun 70 procent tilbage. Kartofler, der er høstet om efteråret, vil hen på vinteren kun indeholde en tredjedel af den oprindelige mængde C-vitamin. Det betyder, at vi skal sikre os mod vitaminmangel ved at spise grønt tilbehør som rosenkål og grønkål til de kogte kartofler og frugt som appelsiner for at dække det daglige behov.

Leif Skibsted er professor emeritus ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.

Læs mere om