Redaktionen anbefaler






Når Malene Langholz kigger i klædeskabet, finder hun kun favoritter. Tøj, der passer, og som hun føler sig inspireret til at tage på hver eneste dag.
Men sådan har det ikke altid været. For 13 år siden var Malene, der er grafisk designer og garderobeformidler i sin egen virksomhed kind.studio, gravid med sin søn. Her gik det op for hende, hvor lidt af det tøj, hun havde i skabet, hun reelt brugte. Og det fortsatte, efter hun havde født.
”Jeg gik meget i det samme tøj, og jeg var så træt af det. Jeg købte tøj helt uden at overveje, om jeg kunne bruge det, og min garderobe var ustruktureret og fyldt med fejlkøb, jeg aldrig fik brugt.”
Derfor tog Malene en beslutning om, at hun ville skabe en simpel og mere personlig garderobe.
”Min garderobe skulle være tidløs og brugbar. Jeg startede med at skære ned til et minimum – under 40 stykker tøj. De sidste mange år har jeg stille og roligt bygget garderoben op igen,” fortæller hun.
”Jeg har prøvet mange forskellige stilarter og farver af, før jeg fandt min helt egen personlige stil.”
Et af rådene til at skabe en overskuelig og personlig garderobe lyder, at nye tøjkøb skal passe med mindst 4 andre ting i din garderobe. Så er der større sandsynlighed for, at du får tøjet brugt. Foto: Privat
Det sværeste for Malene Langholz, der tidligere har arbejdet i modebranchen, har været at begrænse sig.
”Jeg er virkelig vild med tøj, og vi bliver jo eksponeret for nyt tøj, ligegyldigt hvor vi kigger hen. Man skal virkelig tage et aktivt valg om ikke at lade sig friste.”
For at gøre det lettere har Malene opsat nogle guidelines for sig selv. Der er bl.a. visse tøjbutikker, hun ikke går ind i, fordi hun ved, hun kan blive fristet til et hurtigt køb. Og når hun endelig køber nyt tøj, går det langsomt.
”Det kan tage mig rigtig lang tid at finde det rette item. Processen bliver endda længere og længere fra år til år, kan jeg mærke. Jeg vil hellere have, jeg får det rigtige ind i garderoben.”
Størstedelen af indholdet i Malene Langholz’ garderobe kan bruges både i de kolde og de varme måneder og til både hverdag og fest. Hun har nemlig besluttet, at 70-80 % af hendes tøj skal kunne bruges til alle tider og hele året rundt.
”Derfor er det vigtigt for mig, at når jeg køber en ny festkjole, skal den også kunne styles, så den passer til hverdag.”
Hver eller hver anden måned gennemgår Malene sit skab for at se, om noget tøj skal rykkes lidt frem, og andet tilbage.
”Når vinteren er forbi, går jeg måske stadig i striktrøjer, men det kan være, jeg så kan have nogle andre sko på, hvor der er mulighed for bare tæer. Shorts er noget af det eneste tøj, jeg kun bruger i sommersæsonen, men på en kølig sommeraften kan jeg sagtens tage en striktrøje ud over et par shorts og på den måde også få brugt mit uldtøj, selvom det er sommer.”
Garderobeformidler og grafisk designer Malene Langholz har selv downsizet sin garderobe med hård hånd og har nu kun favoritter hængende i skabet, som hun har lyst til at tage på hver eneste dag. Foto: Privat
Malene Langholz’ klædeskab er i dag opbygget efter det, hun kalder 70-20-10-princippet. Derfor består 70 % af hendes garderobe af tøj, der definerer hendes stil – altså den slags tøj, hun kan tage på hver dag. For Malene er det f.eks. blazere, skjorter, jeans, brede bukser og striktrøjer.
20 % af tingene i garderoben gør stilen personlig. Det kan være en farve, hun er vild med, et særligt snit, der klæder hende, eller et smykke, hun altid har på. De sidste 10 procent efterlader plads til en modetendens.
”Hvis man f.eks. synes, at rød er spændende, men ikke har lyst til at have vildt mange røde ting, fordi man godt ved, man ikke får dem brugt, giver de sidste 10 % plads til, at man kan købe en rød strømpe og style den med sine andre ting,” forklarer hun.
Malene Langholz er grafisk designer og garderobeformidler i sin egen virksomhed kind.studio. Du kan finde mere inspiration til at få ryddet ud i klædeskabet og skabt en personlig garderobe på Malenes hjemmeside eller følge hende på instagram.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10