Det skete i de dage - Samvirkes juleportrætter

Lars Lydholm, København, spiller kornet i Frelsens Hær, 49 år, rører mange hjerter i julen

»Jeg får tit at vide, at hornmusik og Frelsens Hærs brassband er julens lyd. Nogle stopper op og står her i en halv time og lytter til musikken. Jeg kan mærke, de traditionelle danske julesalmer rører noget hos mange og kan få folks tårer til at trille.

Formålet med at spille på gaden er at indsamle 7-8 millioner kroner, som går til cirka 9.000 familier, der har søgt om julehjælp. De fleste af dem enlige forsørgere på kontanthjælp.

Jeg er født ind i Frelsens Hær og har spillet kornet, siden jeg var 6 år gammel.

Det er koldt, men hyggeligt. Nogle gange er det mere koldt, end det er hyggeligt. Men det er det hele værd, når jeg ser glæden, når vi har vores store juleuddeling op til jul. Især de udsatte børns enorme glæde for hjælpen, de får.

Sidste år var der for eksempel en lille fyr, der ud over julehjælpen vandt et juletræ. Træet var 3 gange så stort som ham, og han var vildt stolt. Han kunne næsten ikke bære det, men ingen måtte hjælpe ham, for det var hans juletræ.«

Karina Blaabjerg, 42 år, i ressourceforløb, Høje Taastrup, kan ikke give sin datter det, som andre jævnaldrende får

»På et tidspunkt sagde min datter til mig: ”Mor jeg vil hellere have, vi er sunde og raske, end at vi får en stor julegave.” Der var jeg lige ved at tude.

Det hårdeste er, at jeg ikke kan give hende det, som hendes jævnaldrende får eller oplever, men når man er på kontanthjælp, er der bare ikke råd til at holde jul, som andre gør.

Så min datter kan ikke komme tilbage i skolen og fortælle, at hun har fået en lige så stor og fin gave som de andre. Oveni kommer alle de sociale arrangementer, som jeg må sige nej til på hendes vegne. I år er hun både gået glip af spejderholdets juletur og fritidsklubbens shoppetur, fordi jeg ikke har pengene til det. Jeg har dårlig samvittighed, for det er jo ikke fair, at hun skal straffes for mine utilstrækkeligheder som mor.

Min datter bliver snart 11 år og har nået en alder, hvor hun godt kan se, man ikke kan få alt. Jeg siger til hende, at det nok skal blive bedre. Jeg har haft flere jobs inden for kontorfaget, men er hver gang blevet fyret på grund af for meget fravær.

Først da en psykiater for 5 år siden konstaterede, at jeg havde gået 20 år med ubehandlet posttraumatisk stress på grund af en hård opvækst, stoppede jeg med at dunke mig selv oven i hovedet og søgte flexjob. De sidste par år har jeg modtaget julehjælp fra Mødrehjælpen. Det betyder, at vi har råd til at få noget god julemad og nogle julegodter.«

Jørn Hvenegaard Christiansen, Vordingborg, Seniorsergent, 58 år, udsendt over julen

»Vi oplevede flere og flere raketangreb, og situationen var ret hektisk. Jeg var 5.000 kilometer væk hjemmefra, men det var ikke en ferielejr. Det var en krigszone. I 2006 var jeg udsendt til Irak hen over julen. Jeg havde forudset, at der sikkert også ville komme raketter juleaften. Derfor havde vi på forhånd pyntet vores beskyttelsesrum, så der var julestemning. Og ganske rigtigt blev vi nødt til at søge ned i bunkeren i løbet af aftenen.

Juleaften var der god kø på telefonerne hjem til Danmark. Jeg havde selv en kone og to mindre børn. Jeg blev selvfølgelig nostalgisk og tænkte på, at hele familien var samlet derhjemme, og hvad de mon lavede.

Naturligvis savnede jeg dem, men jeg havde forberedt mig på at være væk. Nogle fra delingen var ret udfordret ved at være udsendt, og det kom ekstra meget op i julen og højtiderne. Julen er jo en speciel højtid, hvor man tænker meget på dem i Danmark. I dag er det lidt specielt at kunne fortælle, at jeg har brugt en juleaften i en bunker med raketter flyvende over hovedet.«

 

Jimmi Jørgensen, Korsør, tidligere stiknarkoman, 56 år, har haft det svært med julen

»Jeg følte mig ekstra ensom i julen, når hele byen blev pyntet. Det gjorde ondt at kigge ind ad folks vinduer og se, hvordan de hyggede sig. Jeg måtte holde masken for ikke at komme til at tude. Jeg ville jo gerne være sammen med mine 2 døtre, men det måtte jeg ikke for min ekskæreste, så længe jeg var skæv.

De 5 år, jeg levede på gaden, var min december ikke anderledes end andre måneder. Hver dag handlede om at skaffe stoffer og finde lidt varme, indtil herberget åbnede kl. 23. Et år blev jeg anholdt juleaftensdag om morgenen og taget med på stationen, fordi jeg havde forsøgt at stjæle nede i Netto. Er du tosset, jeg var bange for, at jeg skulle undvære stoffer hele aftenen. Heldigvis blev jeg løsladt, og jeg gik med det samme ud og stjal 8 oste. Jeg vidste, jeg kunne sælge dem på et værtshus, og så havde jeg råd til at få mig et tiltrængt fix.

Det gode ved december var, at folk var meget gavmilde, så det var en god måned at tigge. På en god dag kunne jeg tjene 1500 kr. Nogle gange fik jeg så meget, at jeg kunne købe en nat på hotel og glo fjernsyn eller gå i biografen.

Den næstekærlighed, jeg oplevede i julen og senere i forbindelse med min afvænning, er det, der gør, at jeg i dag prøver at gøre noget godt for andre. Der var folk, der tog sig af mig dengang, og nu forsøger jeg at betale tilbage.

De sidste 4 år har jeg blandt andet arrangeret juleaften i Korsør for alle, der ikke har midler til selv at holde jul.«

Sofie Bøgeskov, Randers, læser til sygeplejerske, 27 år, har tilbragt julen på psykiatrisk afdeling

»Jeg havde slugt en bordkniv af flere omgange. I 2014 havde jeg selvskadet så meget, at min læge vurderede, at hvis jeg selvskadede igen, var der stor risiko for, at jeg ville dø af det. Derfor var min læge på den psykiatriske afdeling ikke tryg ved at lade mig komme hjem til jul.

Jeg blev helt vildt ked af det, da jeg fik at vide, at jeg ikke kunne komme hjem. Hvordan skulle jeg fortælle det til mine forældre? I stedet lavede vi den aftale, at jeg kunne komme udenfor og gå en tur med min kontaktperson. Der tænkte jeg: »Fedt, mens vi går tur, stikker jeg bare af og løber hjem til mine forældre.« Derfor trak lægen også forslaget tilbage.

Det var enormt mærkeligt ikke at være hjemme juleaften. Jeg havde svært ved at rumme, at det ikke var en frivillig beslutning. Jeg var nødt til at tænke, at det bare var en normal aften.

I løbet af dagen kom mine forældre forbi med gaver. Min bror og søster kom også forbi, og vi så Disney Juleshow. Det er en tradition, selvom vi er blevet voksne. Det gjorde julen lidt mere normal.«

Signe Olsen, København, læser gastronomi, 22 år, følte sig ensom i skolen

»Jeg var meget ensom i gymnasiet. Jeg gik for mig selv og isolerede mig. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sætte ord på ensomhed. Det føles som ikke at blive set. At være usynlig. I skolen var jeg bange for at sige noget forkert, så jeg sagde ikke noget, mens jeg derhjemme kunne sige og gøre, hvad jeg ville. Jeg er aldrig blevet drillet eller mobbet, men jeg har altid været meget stille og genert.

Jeg havde ikke det store netværk, så det var rart, når det blev december. Der skete lidt mere. I min familie har vi altid haft et tæt bånd, men specielt i december har vi gjort noget ekstra sammen. Lavet juledekorationer, fældet juletræ og bagt småkager. Jeg følte mig mest ensom, når jeg var sammen med andre på min egen alder. Jeg har aldrig følt mig ensom til jul. Når jeg ikke var i skole, tænkte jeg ikke så meget på, at jeg følte mig udenfor.

Efter at have været på højskole er jeg blevet mere udadvendt, men det er stadigvæk noget, jeg arbejder på. Det kan godt lade sig gøre, men man skal selv arbejde for det.«

Kirsten Thaarup, Vedbæk, pensionist, 66 år, har en mor med Alzheimers, som hun ikke fejrer juleaften med

»De sidste gange, vi havde min mor med til juleaften, blev hun hurtigt træt og ville egentlig helst bare hjem. Hun sad ved bordet og havde svært ved at følge med i samtalen. Både på grund af hendes dårlige hørelse og på grund af demensen. Men vi kunne jo ikke bare ignorere hende. Jeg tror også gerne, hun ville være med i fællesskabet, for indimellem forsøgte hun selv at sige noget. Det var bare ofte helt hen i vejret, hvad der kom ud.

I nogle år var det et svært dilemma, om min mor skulle med til juleaften, eller om det faktisk ville være bedst for hende at blive hjemme.

Da hun stadig boede i egen bolig, vidste hun godt, det var jul, så vi ville ikke have, hun skulle sidde alene – uanset hvor besværligt det så kunne være at have hende med. Men til sidst kunne hun ikke finde ud af at spise og sad mest bare og grattede med maden.

Det er svært at se sin mor på den måde. Hun sang med på salmerne og vidste også godt, vi skulle gå om juletræet, men hun skulle have hjælp til at pakke gaver ud.

Da hun kom på plejehjem i 2014, havde vi virkelig dårlig samvittighed over, at hun skulle sidde dér juleaften, selvom hun ikke helt vidste, at det var juleaften. Men personalet forsikrede os om, at hun ville have det godt. Hun ville være i vante omgivelser, og der ville være julehygge og julemad.

Det var, ligesom om der blev løftet en byrde fra mine skuldre.«

Rasmus Jørgensen, Vejle, 27 år, lærerstuderende, mistede sin far lige før jul

»Min far blev bisat få dage før juleaften i 2014. Han døde af et hjertestop på vej til arbejde.

Vi skulle have holdt jul hos noget familie, men min mor kunne ikke tage af sted. Så i stedet fik vi besøg af familien. Vi lavede julemad, smilede og grinede, fordi det skulle man. Men jeg vil sige, at det var falsk. I virkeligheden havde chokket nok ikke ramt os endnu. Jeg tror, min lillebror og mor var bedre til at være i det, end jeg var.

Jeg følte dårlig samvittighed over, at vi sad og skulle have det rart, for det synes jeg egentlig ikke, vi kunne være bekendt. På et tidspunkt gik jeg ud på toilettet og tudede, og jeg måtte også gå en tur for at komme lidt væk. Jeg ønskede mig ikke andet, end at min far var der.

Jeg har stadig ikke lyst til julen. Sidste år rejste jeg væk i juledagene. Det var simpelthen en flugt.

Min far har altid været mit største forbillede. I julen var det ham, der samlede familien og sørgede for arrangementer med gløgg og æbleskiver. Nu er der et kæmpe tomrum. I år skal min bror og jeg holde jul med min mor, hendes nye kæreste og hans 2 børn. Hvis jeg skal være ærlig, så gør jeg det mest for min mors skyld.

Jeg håber og tror, jeg kan finde glæden ved julen igen, når jeg selv får børn og føler deres glæde over julen.«

Gitte Molnit, København, projektsupporter, 36 år, mor til autistisk barn

»Julen i vores familie skal planlægges ned til mindste detalje.

Min 10-årige søn Patrick er infantil autist og har derfor et stort behov for faste rammer. Patrick har svært ved at forstå de sociale spilleregler.  Så vi bliver nødt til at vælge mange julearrangementer fra.

Når vi er afsted til julefrokost, hvor der er andre børn, er jeg nødt til hele tiden at sikre mig, at han ikke roder sig ud i problemer.

Jeg plejer at sige, at juleferien ikke er ferie, men stress.

Det gør da ondt, at vi ikke kan de samme ting som andre familier. Det er svært at acceptere, men det er vi nødt til.

Han kan ikke bare tage en pille og blive helbredt. Folk bliver selvfølgelig skuffede, når vi ikke kan komme til arrangementer. Langt hen ad vejen er de forstående, især efter at Patrick i foråret fik en diagnose.«

 

Sara Jakobsen, Frederiksværk, 5. klasse, 11 år, var glad for at holde jul på julemærkehjem

»Det var hårdt at være væk fra mine forældre. Men hver gang de gik, tænkte jeg: »Jeg ser dem igen.« Jeg var på julemærkehjem 11 uger sidste år, fordi jeg skulle tabe mig, få mere selvtillid og få nye venner.

Jeg er stolt af mig selv. Jeg tabte 10,5 kilo i alt. Min mave skulle vænne sig til, at den nogle gange var sulten, og til at få havregrød hver morgen. Julen var hård. Jeg var vant til chokoladejulekalender og alle de andre julegodter, man får i december. På julemærkehjemmet var der ingen æbleskiver og marcipan.

Jeg savner at være på julemærkehjem. Man kedede sig aldrig. I december måned hentede vi vores dyner og madrasser efter aftensmaden. Så lå vi og så julekalender og hyggede.

Jeg arbejdede på at tro mere på mig selv. Når vi dyrkede motion, og jeg ikke kunne mere, skulle jeg sige: »Jo, jeg kan godt.« Vi øvede os på at rose hinanden. Jeg blev for eksempel rost for at være god på løberuterne, og at jeg svømmede mange baner, da vi var i svømmehallen. Jeg har fået mere selvtillid. Men man kan altid godt få mere.«

Tom Hansen, København, projektmedarbejder, 47 år, har tidligere fejret jul i fængslet som indsat

»I 2013 var jeg i fængsel for drabsforsøg og havde min første juleaften i fængsel. Jeg sad alene og så tv hele aftenen. Der mærkede jeg virkelig, at jeg var isoleret og afskåret fra omverdenen.

Da Disneys Juleshow kom på, gik mine tanker tilbage på de gode juleaftener, jeg havde haft ude i friheden i min barndom. Og på hvorfor jeg dog ikke havde brugt nogle af de seneste juleaftener med familien i stedet for på arbejde. Inden jeg kom i fængsel, havde jeg 22 år i streg arbejdet juleaften. Jeg tog for givet, at jeg altid kunne komme hjem til mine forældre juleaften.

For første gang i over 20 år fejrede jeg sidste år jul derhjemme. Den sidste juleaften, hvor både min mor og far var i live, viste det sig.

Hvis jeg ikke var kommet i fængsel, havde jeg stadig været på arbejde i julen. Tiden i fængsel har gjort juleaften vigtigere for mig. Før var det en dag, jeg kunne hjælpe en arbejdskollega med en vagt. Nu handler det om at være sammen med familien, mens den er der.«

Karina Hermansen, Gentofte, læser softwareteknologi, 30 år, har lidt af spiseforstyrrelser

»Til jul ville det være for åbenlyst, hvis jeg ikke spiste julemad. Så jeg spiste lidt og gik ud og kastede op bagefter. Fra jeg var 13 til 17 år, havde jeg en blanding af anoreksi og bulimi. Jeg er vokset op i et kærlighedsløst hjem. Hverken til os børn eller mine forældre imellem blev der vist kærlighed. Jeg begyndte at skære i mig selv som 9-årig, og da det blev for synligt, stoppede jeg og udviklede i stedet en spiseforstyrrelse. Jeg havde en frygt for at blive tyk.

Det er meget angstprovokerende at have en spiseforstyrrelse til en julemiddag. Jeg sad med svedige hænder, havde indre rystelser og var dødnervøs. Der var ikke nogen, der skulle kunne sætte en finger på mig.

Jeg blev så gravid som 17-årig og havde pludselig noget at leve for. Det var ikke længere kun mig selv, det gik ud over, hvis jeg ikke passede på mig selv.

Jeg har aldrig haft glæde ved jul. Det er jeg begyndt at få igen, efter jeg har fået en søn. Det er vigtigt for mig at give ham gode minder og glæder. Han skal ikke vokse op, som jeg voksede op.«

Danny Rosenkilde, Brønshøj, underviser i musikvidenskab, 43 år, føler sig alene juleaften

»Det hårdeste er faktisk at se julegavepapiret ved affaldscontaineren dagen efter. Så bliver jeg mindet om, at der var den der aften i går, selvom jeg prøvede at gå tidligt i seng og finde ro.

Jeg har tidligere holdt jul hos kærester eller venner, men der er nok omkring 10 juleaftener, jeg har siddet alene.

Det kan godt gøre lidt ondt, når jeg kan høre, hvordan familien i nabolejligheden danser om juletræet ved 8-9 tiden, og jeg selv bare sidder og ser fjernsyn. Jeg tager høretelefoner på og lukker mig ligesom inde i en osteklokke. Alligevel kan jeg også godt finde på selv at sidde og spille julesange på klaveret. Så man kan sige, at jeg på en gang prøver at få julen på afstand og samtidig markerer den på min egen måde.

Jeg kommer fra en familie, der havde det svært. Jeg mistede min mor i en ung alder, og min far kunne ikke passe os, så jeg er vokset op i en plejefamile. Jeg har altid haft svært ved at knytte mig til nogen, men da jeg var 23 år, fik jeg en kæreste, som jeg senere blev forlovet med.

Vores forhold stoppede i 2002, efter jeg kørte galt, og hun gik fra mig. Dér knækkede filmen. Jeg mistede mit job og fik en depression, og jeg begyndte at afskære mig mere og mere fra venner og bekendte.

Heldigvis kom jeg ovenpå igen. Men det er svært at gå rundt på tiggerfødder i omgangskredsen og spørge, om jeg kan være med til jul, og der er ikke nogen, der selv henvender sig. Juleaften føler jeg mig meget alene og bliver mindet om alt det, jeg ikke har.«

 

Tove Michaelsen, Langø, pensionist, 64 år

»Ulykken skete juleaftensdag 1997 om formiddagen. Jeg var i køkkenet i gang med at stoppe anden, mens min mand var på arbejde og min søn, Jakob på 25 år, var nede og træne med en ven. Jeg havde spurgt Jakob, om han ville tage fløde med hjem til risalamanden. Men han kom ikke tilbage.



Pludselig ringede telefonen. I røret var en politimand, som fortalte, at Jakob var kørt frontalt ind i en betonklods. Han var blevet hentet af en lægehelikopter og fløjet til Rigshospitalet. Jeg sank sammen i køkkenet og sad bare og rokkede frem og tilbage. Jeg kan ikke huske hvor længe, men min mand nåede hjem, inden jeg fik ringet til ham. Vi faldt hinanden om halsen og græd.

Min mands svigerinde og hendes mand tilbød at køre os til København. Jeg bad til Gud om, at Jakob ville overleve, da vi sad i bilen. Det var før mobiltelefonen, så vi kunne ikke ringe til vores datter, der var på vej hjem til os med sine 2 børn. På vejen kom de forbi ulykkesstedet og genkendte straks Jakobs bil med blod i bagruden. Da vi kom ind på hospitalet, lå Jakob i koma. Han havde ikke en skramme, men lignede sig selv – veltrænet og solariebrun. Blodet fra hovedet var kommet ud gennem øret. Jakob lå i koma i 8 dage, hvor jeg var spærret inde i en boble med alle mulige tanker om, hvilken søn vi ville få tilbage.

Da Jakob vågnede, var han ikke sig selv. Han reagerede på mange måder som et barn. For eksempel kunne han ikke lægge et puslespil med ti brikker, og han spiste som en gris og ville ikke i bad. Noget af det kunne jeg grine af sammen med Jakob, men når jeg kørte hjem fra hospitalet, græd jeg. Jakob blev gradvist bedre, men var stadig ikke sig selv, da han blev udskrevet efter tre måneder. Alligevel lod hans arbejdsgiver ham komme tilbage på arbejde – det er jeg meget taknemmelig for. Vi havde vores gamle Jakob tilbage igen 10 måneder efter uheldet. Jeg holder stadig rigtig meget af jul, og i år får vi både Jakob, vores datter og deres børn på besøg.«

 

Frederik, Greve, frivillig på Livslinien, 72 år

»Jeg respekterer, at folk træffer det valg at begå selvmord. Jeg kan jo ikke gøre andet. Siden jeg startede på Livslinien i 1999, har jeg siddet ved telefonen stort set hver juleaften fra klokken 15 til 19. At lytte til de tanker, folk ringer ind med, sætter mit eget liv i perspektiv. At de ting, jeg selv kæmper med, virkelig er småproblemer.

Generelt er der ikke noget mønster i, at vi modtager flere opkald ved juletid, men samtalerne i julen kan godt være mere centreret om, at folk sidder alene.

Selvom jeg har hørt det meste efterhånden, er der nogle oplevelser, der godt kan være svære at slippe efter en endt vagt. Specielt samtaler med unge, som fortæller om tæsk og misbrug i hjemmet.

Som frivillig på Livslinien skal man være en god lytter og være god til at se muligheder. Det er ikke altid, folk har brug for gode råd. Når det lykkes at tilbyde hjælp til en med akutte selvmordstanker, giver det overskud til andre gange, hvor det ikke altid ender i succes.«

Susanne Sofie Rasmussen, Sakskøbing, pædagogmedhjælper, 37 år, fødte i hemmelighed juleaften

»Jeg fødte juleaften efter at have holdt min graviditet hemmelig. Jeg var sikker på, at min familie ville blive sure og skuffede over, at jeg som 19-årig var gravid med et uægte barn. Jeg boede hjemme hos mine forældre, som begge er døve.

Det var hårdt at gå og skjule min graviditet. Det var kun om aftenen, at jeg havde ro til at kunne sidde og nyde maven, der voksede. Jo længere jeg kom, jo mindre mening gav det at fortælle det.

Min bror var den eneste, der var med, da jeg fødte Sasha. Da jeg havde født Sasha, og hun lå på maven af mig, kom min far ind og så hende. Al luft gik ud af ham. Jeg så på ham og spurgte, om han var sur på mig. Så græd han bare og sagde, at det kunne han jo ikke være nu.

Det var en kæmpe lettelse, da min far kom forbi på sygehuset, og alle hemmelighederne forsvandt. Men også et dunk i nødden. Hvad er det for nogle tarvelige tanker, du har om din far? Selvfølgelig ville han ønske ethvert nyt liv velkommen.«

Fotograf: Peter Ehlers

Bjørk Ellegaard, Haderslev, tidligere indlagt og behandlet for leukæmi, 15 år

Noget af det, jeg savnede allermest sidste år til jul, var min mormors julesmåkager, men der var mange ting, jeg ikke måtte spise, og alt, der kom ind på stuen, skulle sprittes af. Jeg fik min knoglemarvstransplantation i starten af december og var indlagt i isolation på Rigshospitalet i over en måned.

Jeg kan godt lide julen, og jeg havde forberedt, at jeg både skulle nå at se DR’s, TV2’s og en norsk og en svensk julekalender, men sådan gik det ikke. Jeg fik meget smertestillende medicin, og jeg kan faktisk ikke huske så meget fra juledagene. Helt frem til 24. december håbede jeg, at jeg kunne være med til at holde juleaften med hele min familie, som havde et værelse i Ronald McDonald-huset ved siden af hospitalet. Men jeg vidste godt, at det nok ikke kom til at ske.

Juleaften var jeg meget dårlig og sov meget, men når jeg var vågen, var mindst en af mine forældre hos mig. Jeg skulle have hvide handsker på, da jeg pakkede gaver op. Selvom jeg ikke kunne være med til juleaften med min familie, fik jeg alligevel mulighed for at opleve aftenen nogle dage senere gennem virtual reality-briller.

Mine forældre havde lånt et 360-graders kamera af hospitalet, og 29. december var jeg blevet frisk nok til at se det. Jeg kunne følge med i, hvad der var sket, og hvad mine søskende fik i julegave. Det betød, at jeg ikke følte mig helt udelukket. På den måde mistede jeg ikke en hel jul.

Fotograf: Kaare Viemose       

Annelise Knudsen, Struer, faglig sekretær i 3F, 61 år, havde indbrud i julen

»Selv i min seng og på mit sengetøj havde han været oppe at træde med sine store, beskidte støvler. Klokken var cirka 23, og jeg var lige kommet hjem fra juleaften hos min søster efter at have kørt min gamle mor tilbage på plejehjem. Jeg kom ind i stuen og kunne se, at alle skufferne var åbnet. Så mærkede jeg kulden fra mit soveværelse, hvor vinden stod ind fra det smadrede vindue.

Jeg blev så vred, at jeg hylede over det. I de 7 uger, det tog, før jeg fik nyt vindue i, blev jeg hele tiden mindet om indbruddet. Jeg mistede noget elektronik og mine smykker. Det var ikke dyre smykker, men nogle, der betød meget for mig.

Nu har jeg fået sat alarm op. Når jeg ikke er hjemme, skal jeg være helt sikker på, at der ikke er nogen, der kommer ind. Før låste jeg aldrig døren, når jeg var hjemme. Det gør jeg i dag.«

Fotograf: Kaare Viemose

Elisabeth Buhrkal, Aarhus, sygeplejerske på hospice, 62 år

»Selvom beboerne på hospicet ved, de skal dø, kan de godt glæde sig over højtiden og vil gerne gøre noget ekstra ud af den. De lever meget intenst, når de er her, og der er faktisk rigtig meget liv juleaften. Vi gør meget for at markere julen. Vi pynter op, laver sangarrangementer og Luciaoptog.

24. december kalder vi ekstra personale ind. Sådan en dag er der brug for ekstra nærvær og støtte, og samtidig vil nogle af beboerne gerne have hjælp til at lægge makeup og komme i det fine tøj, så de kan være klar til den store aften. Mange får familie på besøg og er i deres lejligheder, mens andre deltager ved den fælles julemiddag.

Jeg kan huske en jul for 3-4 år siden, hvor en enlig mandlig beboer uden meget familie vandt mandelgaven. Det havde han aldrig prøvet før, og det var meget stort for ham at være den heldige, som fandt mandlen. Han var en nøjsom og stilfærdig mand, som ikke stillede mange krav, og jeg kan huske, jeg tænkte, at han da om nogen havde fortjent den oplevelse på sin sidste juleaften.

Julen er hjerternes fest, men også sørgmodighedens. Og det er klart, at der også er meget tristhed i julen på et hospice«.

Fotograf: Kaare Viemose

Jakob Bech Benediktson, København, selvstændig, 40 år, julevært for udsatte   

»Næsten ingen af de 11 gæster i min lejlighed juleaften 2015 havde permanent opholdstilladelse. Der var blandt andet et syrisk par med 2 drenge og 1 pige og en ung iransk mand, der var kommet til Danmark som børneflygtning. Alle havde en historie med sig, men det var ikke noget, vi fokuserede på. Jeg var selv lige blevet skilt, og mine børn holdt jul hos deres mor. For mig blev det en mulighed for at gøre en forskel for nogle, der havde det svært eller var ensomme. Julemenuen bestod helt traditionelt af både and, flæskesteg og brunede kartofler, som jeg havde fået doneret. Blandt gæsterne var også en thailandsk kvinde midt i 20’erne, som arbejdede på D'Angleterre og havde lavet dansk julemad hele december. Hun tog fuldstændig over i køkkenet og havde totalt styr på de sprøde svær. Vi raflede om pakker, og alle fik gaver, som jeg også havde fået doneret. Til den syriske pige havde jeg købt en barbiedukke og til hendes brødre Barcelona-trøjer. Drengene reagerede med et ”buh”, fordi de var Real Madrid-fans. Jeg synes faktisk, det er livsbekræftende, at selvom man har oplevet frygtelige ting, så har man stadig et fodboldhold, man er loyal over for. Det var måske den bedste jul, jeg har haft. Da jeg besøgte de 2 syriske drenge senere og havde byttet fodboldtrøjerne, blev de meget glade.«

Line Djurhuus Albrechtsen, Frederikssund, freelance designer, 39 år, barn af alkoholiker

»Min mor har altid været alkoholiker og haft svært ved at holde aftaler. Alligevel har hun tidligere formået at gøre sig umage og holde nogle hyggelige julearrangementer. Men i 2009 gik det galt. Hun havde inviteret sin daværende kæreste, og de var berusede allerede, da jeg ankom med min søn, som var 4 år på det tidspunkt. Der var ikke pyntet op til jul eller noget juletræ. Så jeg blev overrasket, da hun fandt en stor, flot gave frem til min søn. Han åbnede den forventningsfuldt, men blev slemt skuffet, da han så, hvad der var indeni. Min mor havde bare taget en plastikbrandbil fra sin kasse med legetøj og pakket den ind som julegave. Den var både beskidt og fyldt med spindelvæv.

Jeg glemmer aldrig udtrykket i min søns øjne, da han genkendte brandbilen, som han havde leget med samme sommer i haven. Jeg prøvede at glatte ud og få min søn til at synes, det var okay, men han blev bare mut og gik ind i sig selv. Dér kunne jeg mærke, at det nok blev den sidste jul, vi skulle holde på den måde.

Jeg tror egentlig heller aldrig, min mor har brudt sig om julen. Det bliver stadig mere og mere tydeligt for mig, hvad min mor er, og hvorfor det er blevet sådan, men hendes historie er ikke min, og jeg vil ikke lade den blive en del af mine børn.«

Fotograf: Peter Ehlers

Annelise MacLassen, Hadsund, pensionist, 68 år, pårørende til udsendt

»2009 var eneste gang min søn Johan var udsendt over julen. Vi har ikke så stor en familie, så da min anden søn og hans familie var på Island, kom jeg til at sidde helt alene juleaften. Jeg kunne godt være taget til Island, men jeg havde ikke lyst til at være væk hjemmefra så lang tid, når Johan var udsendt. Jeg ville gerne have, han kunne få fat i mig, når han havde brug for det.

Når jeg ikke hørte fra ham i et stykke tid, vidste jeg, at han var ude i transport med risiko for at ryge på en vejsidebombe. Jeg frygtede altid, at det ringede på døren, og der stod nogen i militærtøj. I december tænkte jeg selvfølgelig ekstra meget på, at han var i Afghanistan. Vi snakkede meget sammen i julemåneden. Juleaften om eftermiddagen hørte jeg fra ham. Det var rart at vide, han var i sikkerhed. Men det var ikke nogen god jul. Det var det ikke.«

Sussi Gerner Knudsen, København, hjemløs på 10. år, 45 år

»En jul på gaden går hurtigt op i druk og slåskamp, så det er ikke det mest hyggelige fællesskab. I julen er der en dårligere stemning blandt hjemløse, fordi man burde være sammen med familien. Når jeg tænker på julen, kommer der dårlige minder frem.

For 3 år siden var jeg blevet slået ned, så jeg havde store blå øjne og armen i gips og kunne ikke spise selv.

For nogle år siden holdt min datter og jeg jul hos noget familie, men der følte jeg, de så ned på mig. Så vi gik. Inden maden. Selvom min datter blev meget skuffet.

Sidste år arrangerede Hus Forbi jul for hjemløse. Det er den bedste jul, jeg kan tænke tilbage på. Vi raflede om pakker og havde det sjovt. Der var en masse glade mennesker. Det er rart, at Folket, som vi kalder det, op til juletid kommer med mad og ting. Især da jeg havde min datter med på gaden, og de kom med tøj til hende. Jeg fik engang et par katteørevarmere. Jeg ville ikke bruge dem, men det er tanken, der tæller.«

Lasse Elbech, Aabenraa, pædagog, 30 år - barn af alkoholiker

»Julen i min barndom var med en mor, der var alkoholiker, og far, der ikke var til stede. Og så en søster og mig, der aldrig kunne finde ud af at enes.

Der var altid en masse forventninger til, hvad der var en god jul. Det kunne vi aldrig leve op til, så al hyggen og gaverne endte i et skuddermudder af skænderier. I julekalenderne havde jeg set, hvor hyggeligt man kunne have det. Det håbede jeg altid på, vi kunne opleve.

Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 16 år, og så har jeg ikke fejret jul siden. Jeg er den eneste i min omgangskreds, der ikke holder jul. Fra 24.-26. december føler jeg mig godt nok alene i verden. Alle andre har jo planer.

En jul væltede jeg juletræet i frustration og arrigskab. Juletræet er et ikon på selve julen, og da det væltede, var det et symbol på, at aftenen var ødelagt. Min søster gik ind på sit værelse, min mor græd vist lidt og tog en flaske mere, jeg gik ind til min computer, og så var det den jul.«