Det skal du drikke til din grillmad

Sommersolen og de lyse aftener får den indre grillkok frem i de fleste. Men hvordan vælger man den rigtige vin til oksestegen, de grillede rejer eller de stegte pølser? Samvirke har spurgt indehaver af Con a´more vinimport og flittig fritidsgriller Jens Bendix til råds. Han fortæller, hvad han bedst kan lide at drikke til grillmad, og hvorfor.

Oksekød

Når du tilbereder kød på grillen, får det helt automatisk mere smag. Røgen fra kullene og de småbrankede fedtkanter giver mange smagsindtryk at konkurrere med, og det kræver en kraftig og krydret vin. Hvis du vælger en ung vin, der kun har ligget kort tid på fad, vil frugtsmagen træde klart igennem og ikke blive overdøvet af den bløde smag af egetræ.

Gode druer: Grenache fra Rhône, fordi den lyse rødvin smager af krydderurter som timian og rosmarin, men oftest også har en herlig mættet tone af solmoden frugt. Du kan også prøve en Shiraz fra Sydafrika.    

Svinekød

Grillmad er sommermad, og derfor skal din vin have en god balance mellem frugt og krydderier. Vinen må gerne have meget garvesyre. 

Gode druer: Tempranillo, fordi den spanske topdure har duft og smag af røde bær, solbær og krydderurter.

Tip: Du kan sagtens drikke en kølig rosévin til svinekød.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Fjerkræ

Uanset om du griller kylling eller kalkun, kan du servere både rødvin, hvidvin og rosé til maden. Så længe du vælger en vin, der ikke er for tør. Lad dig styre af dit tilbehør og drik hvidvin eller rosé til salater og rødvin til grillede rodfrugter og grøntsager.

Tip: Prøv en ung Barbera til dit fjerkræ, uanset om det er kylling, kalkun eller and. Den har ikke så meget garvesyre og en saftig smag.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Fisk

Når du griller fisk, får de også mere smag end normalt. Derfor skal du vælge en hvidvin, der har masser af smag, og som ikke er alt for sød. Smagen må gerne være i den syrlige ende, fordi frugt, citrus og syre passer godt til fisk.

Gode druer: Riesling fra Alsace, Pinot Grigio fra det nordlige Italien eller en hvid Bourgogne på Chardonnay eller en frisk og syrefast Pinot Blanc fra Alsace.

Skaldyr

De kommer fra havet, og de passer også bedst til bobler. Crémant og Spumante fra henholdsvis Frankrig og Italien er glimrende til både krabber, muslinger og hummer. I sommervarmen kan en rigtig Champagne nemt blive lidt for tør. Du kan også vælge en tør rosévin, selv om de er lidt underkendte, men glimrende til alt fra havet.

Tip: Prøv en Sauvignon Blanc fra New Zealand. Det kølige klima giver en skøn, frisk hvidvin, der sagtens kan bruges til skaldyr. Viognier fra det sydfranske er også en mulighed.

Pølser

Det mest oplagte til en grillet pølse er en god øl, fordi det modvejer den meget salte smag. Hvis vejret er varmt, er det oplagt med en hvedeøl, ellers en kraftig ale også god til pølser.

Har du gode pølser med masser af kød, kan du også sagtens drikke hvidvin eller en rødvin fra Rhône, især hvis du serverer en sprød salat eller pommes frites til.

Tip: Hvis du har købt en god specialøl, skal du servere den ved den rette temperatur. Hvedeøl er bedst lige fra køleskabet, mens de fleste ales helst skal være 8-16 grader. 

Læs mere om