jul

Det kan du ønske dig i julegave, hvis du ikke ved, hvad du skal ønske dig

Er din ønskeliste til jul helt tom? Og har du svært ved at fylde den ud? Livsstilsekspert Helle Lundsgaard kommer med bud på, hvad du kan ønske dig til jul, hvis du synes, du har alt, og ikke ved, hvad du skal ønske dig.

Haveredskaber

Kig i redskabsskuret, og overvej, om de hullede havehandsker, den rustne trillebør eller den vakkelvorne stige trænger til at blive skiftet ud.

Køkkenredskaber

Ting til køkkenet er klassiske julegaveønsker. Tjek, om du har skæve piskeris eller tyndslidte knive, der godt kunne klare at blive skiftet ud.

Insekthotel, pindsvinebo eller egernhus

Vil du gerne hjælpe biodiversiteten og smådyrene i haven godt på vej? Så kan du ønske dig et egernhus, insekthotel, pindsvinebo eller andre dyrehuse til haven.

Dug på specialmål

Du kan f.eks. ønske dig hørdug, som hitter for tiden. Du kan også ønske dig en jule-, påske- eller fødselsdagsdug på specialmål, så den passer til netop dit spisebord.

Brugte ting

Det er efterhånden blevet legitimt at ønske sig brugte ting i gave, så du kan sagtens skrive en 100 år gammel lysestage på ønskelisten. Husk blot at notere, præcis hvordan den ser ud, og evt. hvilken genbrugsbutik du har set den i, hvis du ikke vil risikere at ende op med en messing-rædsel, som du ikke kan bytte.

Fleksible oplevelsesgavekort

Du kan sagtens skrive oplevelser på ønskelisten. Men sørg for, at folk forstår, at oplevelsesgavekortet skal være fleksibelt. Ellers risikerer du at stå med et gavekort til et meget specifikt arrangement 200 kilometer væk, som du aldrig får brugt.

Kalender til næste år

Hvis du i forvejen bruger en fysisk kalender, er en flot familiekalender til køleskabet eller en personlig kalender, du kan have med i tasken, et oplagt julegaveønske.

Gavekort frem for genstand

Mangler du en lampe? Lad være med at skrive »lampe« på din ønskeliste. Hvis du ikke ved, præcis hvilken lampe du ønsker dig, er det en god idé at ønske dig et gavekort til din yndlings lampebutik i stedet for.

 

Sokker og undertøj i god kvalitet

I stedet for at ønske dig »sokker og undertøj« og ende med 30 par billige sokker, der alligevel går hul på efter 3 ganges brug, kan du ønske dig 1 par underbukser eller 1 undertrøje i rigtig god kvalitet.  Det holder længere og giver en bedre følelse, når du tager det på. Der er også større chance for, at du efterfølgende vil huske, hvem du har fået gaven af, hvis den er af god kvalitet.

Start tidligt på din ønskeliste

Et godt tip til at få en fyldt ønskeliste, når kalenderen skriver december, er at notere ned i god tid, hvad du mangler. Det kan f.eks. være hverdagsting, som du normalt ville gå ud at købe med det samme, men som i stedet kan blive til et godt julegaveønske.

Laver du en ønskeliste på din telefon, har du den hele tiden ved hånden og kan skrive ned, hvis du kommer i tanke om noget, du mangler.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Find inspiration til din ønskeliste

Hvis du stadig er helt på bar bund i forhold til, hvad du skal ønske dig, efter at du har set de 10 bud ovenover, kan du forsøge selv at finde inspiration til ønskelisten. Det kan du f.eks. gøre i danske netbutikker – gerne nogle, der har et bredt udvalg.

Det er ikke altid smart at søge inspiration på sociale medier som Instagram og Pinterest, selvom der kan være mange flotte billeder at finde. Hvis du finder billeder med produkter fra udenlandske netbutikker, er de måske bøvlede at få fat på eller koster meget at få sendt hjem til Danmark.

Du kan også gå en tur rundt i dit hjem og prøve at se det med nye øjne. Hvad trænger til at blive skiftet ud? Hvad mangler du? Hvad har du altid godt kunnet tænke dig, men endnu ikke fået købt?

Kilde: Helle Lundsgaard, livsstilsekspert og kommunikationsrådgiver.

Læs mere om