hud

Derfor rynker fingrene under vand

Du har sikkert lagt mærke til, at fingre og tæer får en rynket overflade, når du har ligget længe i badekarret, men har du nogensinde tænkt over hvorfor? Der er faktisk en ret god grund til det.

Et godt, langt bad efterlader dine fingre som rosiner. Læs her, hvorfor.

Vores fingre rynker ind

Fingrene rynker, fordi det autonome nervesystem skrumper fingrene og skaber overskudshuden, som så rynker. I lang tid troede man, at rynkerne kom, fordi fingrene sugede vand ind, som så samlede sig i rynker, men det er faktisk den anden vej rundt.

Man har fundet ud af, at fingre, der har mistet nerveforbindelse, ikke rynker eller skrumper, og det er altså en beslutning, som din krop tager for dig.

Det autonome nervesystem styrer sig selv, og når nu nervesystemet selv tager beslutningen om at gøre fingrene rynkede, uden at  vi selv har noget at sige om det, må der jo være en god grund. Sådan tænkte en gruppe forskere fra Newcastle University i hvert fald, da de satte sig for at finde ud af, hvad fænomenet skal gøre godt for.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvad skal vi bruge rynkefingre til?

Forskerne fra Newcastle havde en teori om, at rynkede fingre måtte have en funktion, siden vores autonome nervesystem gad besvære sig med at skrumpe dem. Men hvad var funktionen?

Den er både utrolig simpel og utrolig genial. Vi har bedre greb om våde objekter, når vores fingre bliver rynkede. Det bliver altså nemmere at holde fat i ting, vi finder under vandet - eller i kanten på badekarret, når vi skal op.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Forsøg viser det bedre greb

Forskerne lavede et forsøg, hvor testpersoner blev bedt om at flytte glaskugler fra et bassin med vand over i en kasse - både med rynkefingre og glatte. Teorien var, at grebet om glaskuglerne skulle være bedre med rynkede fingre, og opgaven derfor kunne løses hurtigere.

Forsøgspersonerne løste opgaven 12 procent hurtigere med rynkede fingre end med glatte. Der er altså et godt bevis for, at vi har bedre greb om våde ting, når vores fingre rynker.

Dine våde fingre fungerer måske som bildæk

Det næste spørgsmål er så, hvorfor grebet bliver så meget bedre med rynkede fingre. Der findes en del teorier, men den, der lader til at have bedst greb, sammenligner rynkede fingre med våde bildæk.

Dækmønstret på et bildæk er designet til at hjælpe med at guide vandet ind i renderne og dermed væk fra den flade, der skal skabe greb på vejen.

Man kan sammenligne bildækket med renderne i de rynkede fingre, som muligvis kan være med til at lede vandet væk fra fladen mellem fingrene og det, som fingrene skal gribe om – for eksempel glaskuglerne i forsøget - og dermed gøre grebet bedre.

Læs mere om