Den sidste tur til dyrlægen

Om lidt skal hun aflive Selma

Det vigtigste er, at du selv er afklaret,« siger dyrlægen, der kan læse tanker.

Hunden og jeg står på det hvide linoleumsgulv i hendes klinik, vi er kommet for et par minutter siden.

Hunden trykker sig lidt mod gulvet med sin sortplettede hvide pels som en camouflageuniform. Jeg prøver at gøre mig resolut og beslutsom, men dyrlægen har allerede set mit vankelmod.

Jeg deler det sikkert med 100 andre i samme situation. Dyrlægen er i 30’erne, kortklippet på den praktiske måde og energisk.

Måske er hun typen, der lader op hver aften med 5 kilometers løbetur, når computeren er slukket, og den sidste kat er sendt hjem med en ormekur.

Jeg bedømmer, at hun vil udføre det underlige job, jeg har bedt om, med en sikker og fast hånd. Om lidt vil hun tage livet af Selma, vores hund gennem 15 år. 

Ingenting føles afklaret og rigtigt

Jeg prøver at udfylde stilheden med en forklarende remse: Hjertesvaghed, nyredårligdom og svulst i leveren. Hun siger bare, at man ved selv bedst. Hvis tidspunktet føles rigtigt, er det rigtigt.

Der er bare det ved det, at ingenting føles afklaret eller rigtigt. Det er derfor, vi har kredset om beslutningen i det næsten halve år, der er gået, siden hunden uden varsel og på en gåtur stivnede midt i en bevægelse, mistede bevidstheden et par sekunder og lå ubevægelig som en væltet skakbrik. Det var hjertet. Siden svigtede også nyrerne og leveren, og det blev værre.

Efterhånden blev hjemmet et hundehospice

Efterhånden blev hjemmet et hundehospice med skånemad, medicinrationer, tunge overvejelser og stilhed, lige bortset fra den lave snorken fra hundekurven. Det var trykkende.

Men så alligevel kom hver morgen trippende poter ud på køkkengulvet og snuden skubbede vandskålen hen over gulvfliserne med en lyd, der betød, at nogen skulle komme og fylde op. Hunden var klar til en dag mere, og så skulle hun sandelig også have den. 

Selvfølgelig vil hunden helst leve

Selvfølgelig ville Selma gerne leve. Hun havde det vel som enhver anden, der altid hellere vil et lille stykke videre og se, hvad der kan være om næste hjørne, end lægge sig til at dø.

I en anden verden og en anden tid med et mindre sentimentalt forhold til dyr ville en udtjent jagthund have fået nådeskuddet uden videre vrøvl. Men vores forhold til hunden er helt unaturligt og disneyficeret.

Selma tror måske selv, hun er en slags menneske. Vi tror det samme og tillægger hende et følelsesgalleri, der spænder fra grådighed over forfængelighed til kærlighed, der til tider er med bagtanker. Sjovt nok ligner hun os. Vi hævder endda, at hun har humor.

Vi kan klaske en flue og spise en bøf, men at aflive Selma er et mord.

Selma logrer foran bildøren og hopper selv op

Først en søndag morgen, da hun står hostende og læner sin krop op ad badeværelsesdøren for at holde balancen, bliver det pludselig nemt at taste dyrlægens nummer og bestille tid til en aflivning. Jeg skynder mig, så jeg ikke når at ændre mening. 

Selma logrer foran den åbne bildør og hopper selv op på bagsædet. Hun har vandret med os fra Hundested til Helsingør og fra Frederiksværk til Rådvad. Nu går vi vores sidste fælles tur på en smattet skovsti i et hjørne af Grib Skov i nærheden af dyrlægen.

Skovbunden sopper i vand, fugle pipper halvkvalt i kulden, fældede fyrrestammer ligger stablet langs stien og dufter livgivende, hunden bevæger sig fremad og samtidig sidelæns, som hun plejer, med det ene øre løftet lidt højere end det andet.

Hun ligner et dementi af den aftale, jeg lige har truffet med dyrlægen. Find bilen, siger jeg, og vi vender om, som vi plejer, finder vores pladser og kører videre til endestationen.

Nogle dyrlæger tilbyder stearinlys, gardiner og musik

Nogle dyrlæger tilbyder stearinlys, gardiner, der er trukket for, musik og endda en lille kiste, når et dyr skal aflives. Jeg er mere tryg ved den usentimentale behandling, den kolde belysning, det hvide gulv og det rustfri stål.

Selma har frekventeret dyrlæger så tilpas meget i det seneste halve år, at hun uden modstand lader sig løfte op på stållejet og hviler hovedet på poterne, mens dyrlægen napper omkring en delle i den hvide pels i nakken og placerer den første af to indsprøjtninger. Den, der skal få hunden til at sove. Så går hun fra os ind på sit kontor. Vi kan se hende bag glasdøren.

Selma sukker og sover med sin snorkelyd

Selma vil ned på gulvet. Hun går langsomt med svajende gang rundt langs panelerne, snuser, står stille foran glasdøren, hvor hun kan se dyrlægen stå med hænderne på tastaturet til sin computer. Dyrlægen kigger tilbage, banker venligt på ruden. Jeg sætter mig på gulvet, Selma kommer hen og lægger sig på mit skød. Hun har svært ved at holde sig på benene. Så sukker hun og sover med sin snorkelyd.

Dyrlægen er tilbage hos os, jeg løfter Selma op på stålet til næste stik, det der vil slå hende ihjel. Hun får stikket samme sted som før, men opdager det tilsyneladende ikke. Der er ikke et ryk i kroppen, ikke et vågent øje. Hun trækker vejret ind og ud, det går langsomt, hun giver slip på luften og trækker ikke ind igen. Mere er der ikke. 

Hjem uden hund på bagsædet

Dyrlægen spørger, om jeg vil være lidt alene med min døde hund og tage afsked. Jeg takker nej. Jeg vil væk fra linoleumsgulvet og glasdøren, ud på fortovet og se mennesker med ligegyldige ærinder, bagerposer i hænderne og cyklende børn, der tror, det er en ganske almindelig søndag. Jeg vil ind i bilen, der skal køres hjem uden hund på bagsædet. Det føles stadig underligt og helt uafklaret.