Giv opmuntring, ros og information
Det betyder meget for barnets oplevelse, hvordan vi som forældre taler om det, der skal ske. Beroligelse og forsikring samt overdreven medfølelse kan faktisk – selvom det er sagt i bedste mening – være med til at gøre situationen sværere for barnet. Sørg hellere for at give opmuntring, ros og information, der hjælper barnet til at forstå, hvad der skal ske. Herunder er et par eksempler på sprog, der virker godt, og sprog, der virker mindre godt.
Det er godt at sige:
- »Det er svært, men jeg er stolt af, at du vil gøre det«
- »Forestil dig, at du er Supermand, og at det er en styrkeprøve«
- »Andre børn siger, at det føles lidt, som om det kradser i halsen«
Det er ikke godt at sige:
- »Det kommer ikke til at gøre ondt«
- »Der er ikke noget at være bange for«
- »Du skal ikke være ked af det«
Afhold dig desuden fra at kritisere barnet ved eksempelvis at sige: »Opfør dig så ordentligt!« Det kommer der ikke noget godt ud af.
Tving aldrig barnet og undgå fastholdelse
Hvis dit barn er helt og aldeles modvilligt, bør I udsætte testen et par timer eller finde en anden dag. Det er aldrig en løsning at fastholde barnet, og det vil potentielt kunne traumatisere det resten af livet.
Kilde: Rådene stammer fra Region Hovedstadens hjemmeside med information om coronavirus til patienter og pårørende. Find dem ved at klikke på linket her.