Hvorfor er kødbakkerne pludselig gennemsigtige?

Når kødbakkerne er af gennemsigtig plast, er bakkerne nemmere at genanvende. Derfor skifter Coop de sorte plastikemballager ud med kødbakker af klar plast

Selvom vi generelt er gode til at smide plastikbakken fra det hakkede oksekød eller kyllingefileterne i containeren med plastikaffald, er det langt fra sikkert, at kødemballagen ender med at blive genanvendt og brugt til ny plastik. De sorteringsmaskiner, der findes på affaldssorteringsanlæggene i dag, har nemlig problemer med at genkende og sortere den sorte plast.

På sorteringsanlæggene bliver plastikken belyst med infrarøde stråler, og strålerne sender signaler tilbage til maskinerne, som så kan sortere plastikken. Men de infrarøde stråler kan ikke belyse den sorte plastik, og for nogle affaldsselskaber, eksempelvis AffaldPlus, er det pt. ikke muligt at genanvende den sorte plast. 

66.000 ton

Så meget plastik sorterer danskerne hvert år til genanvendelse. 30 procent ender dog med ikke at blive til ny plast.

Desuden er den lille andel sort plast, der ender med at blive genanvendt, hverken nem eller billig at arbejde med:

”Den sorte plast er dyr og svær at afsætte, fordi der skal kompenseres for investeringer i andre sorteringsteknologier. Desuden kan den sorte farve kun anvendes til at lave nye sorte produkter, hvorfor der er langt bedre muligheder for at genanvende klar plastik i høj kvalitet,” forklarer Kenneth Kaasgaard, der er Head og Circular Solutions i Ragn-Sells Danmark.

Coop skifter fra sorte til klare kødbakker

For at øge genanvendelsen af plastik skifter Coop derfor de sorte kødbakker ud med emballage af gennemsigtig plast. Og de nye kødbakker er fuldstændigt lige så rene og praktiske som de gamle bakker.

”Med skiftet styrker vi den cirkulære økonomi og sikrer en markant højere genanvendelse af kødbakker og anden plastemballage af kød,” siger CSR-chef i Coop, Thomas Roland.

I de første måneder af 2024 udfaser Coop både de hårde sorte plastbakker og den bløde sorte plast til kød i Coops egne varemærker, det vil sige varemærkerne Coop, Änglamark og 365 Økologi, samt i slagter og delikatesseafdeling. Omstillingen vil gælde for 82 procent af de kødemballager, som findes i Coops butikker.

Hos Plastindustrien er de begejstrede over udskiftningen:

”Vi ved, at plast i transparente farver er et betydeligt bedre valg, hvis plasten skal genanvendes. Hos Plastindustrien er vi derfor meget positive over for Coops beslutning,” siger Christina Busk, der er miljøpolitisk chef hos Plastindustrien.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

1 kg ny plast = 2,35 kg CO2

Plastik laves af olie, og hver gang, der produceres 1 kg helt ny plastik, udledes 2,35 kg CO2 til atmosfæren. 1 kg plastik, der er lavet af genanvendte materialer, udleder kun 0,16 kg CO2. 

 

Kilde: Dansk Affaldsminimering

Med Coops skifte vil 1012 tons plastik årligt have lettere ved at blive genanvendt. Samtidig slipper vi for de kemikalier, der anvendes i den sorte farve. 

Coops mål er, at al emballage fra Coops egne varemærker skal kunne genanvendes i 2025. Samtidig arbejder Coop for at bruge mindst mulig fossilbaseret, ny plast, og arbejder målrettet for at øge mængden af genbrugsplast i al plastemballage for at skåne klimaet og styrke den cirkulære økonomi.

Du kan læse mere om Coops arbejde med plast og genanvendelse her.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Genbrug eller genanvendelse?

Genanvendelse og genbrug er ikke det samme. Når et produkt bliver genbrugt, bliver det brugt til samme formål mere end én gang. F.eks. en telefon, der bliver solgt eller givet videre, så den kan bruges igen. Ved genanvendelse bruges materialerne fra et produkt til skabelsen af et nyt produkt. F.eks. en plastikbakke, der bliver smeltet om og brugt i produktionen af ny plastikemballage.