7 facts om juleslik: Vi elsker lakridskonfekt, skum og bridgeblanding i december

Bridgeblandingen blev til ved en tilfældighed

En skål med bridgeblandingen kommer ofte på bordet i juledagene, men vidste du, at blandingen opstod ved en tilfældighed på en slikfabrik? Hver dag sad et hold medarbejdere og spillede bridge i frokostpausen. På bordet stod en skål med en blanding af alt det forskellige slik, fabrikken producerede. Ingen havde oprindeligt tænkt over, at de forskellige slags passede godt sammen, men bridgeklubbens blanding fra kantinen blev lanceret som en pose slik, almindelige danskere kunne købe i 60’erne.

Lakridskonfekten udkonkurrerer de andre i december

I mange familier hører lakridskonfekt især julen til, og det kan ses på salget i årets sidste kvartal, hvor Lagermans lakridskonfekt er den mest solgte pose blandet slik i Danmark. Og vi holder på traditionerne, for selvom der er kommet konkurrenter til Lagermans variant, så er 4 ud af 5 poser lakridskonfekt fra Lagerman. 

Danskerne elsker bland selv-slik, ja faktisk også slik helt generelt – kun svenskerne spiser mere slik, end vi gør i Danmark. Generelt stiger salget af bland selv-slik hvert år, og selvom december ikke er den måned, hvor der sælges allermest af den slik, man selv putter i en papirpose i supermarkedet eller kiosken, er salget højt. Og julefavoritterne? I december sælges især chokolade med navnet Center, Fudge Vanilla og Jordbær med sukker.

Danskerne elsker især 2 stykker i lakridskonfekten

I 2011 forsøgte Lagerman at ændre på smagen i lakridskonfekten, men smagsændringerne, hvor man tilsatte naturlige smags- og aromastoffer, faldt langtfra i danskernes smag. På nettet kunne man læse beretninger fra folk, der var skuffede og overraskede over smagen, da de tog en bid fra den store slikskål i juledagene, og i begyndelsen af 2012 blev forbrugerne lovet, at den velkendte variant vendte tilbage.

Mens vi er ved lakridskonfekten: Danskerne er især glade for den blå knap og den pink, hvide og sorte sandwich. I øvrigt har lakridskonfekten især mange trofaste slikmunde blandt mænd og folk, der er ældre end 45 år.

Juleskummet lanceres hvert år officielt i uge 43, og nu er skummet ikke bare de lyserøde julemænd. Cloetta laver også juletræer i skum, og i butikkerne kan man også fra forskellige producenter finde skum med chokoladeovertræk.

Skummet er ikke bare slik. På nettet er der over de sidste år opstået flere forskellige juleskumshacks: Juleskum kan fryses, dyppes i chokolade, bages eller laves til et shot.

Marcipangrisen var i starten et byfænomen

I gamle dage kom der svinekød på bordet, når flertallet af befolkningen fejrede jul. I 1800-tallet boede de fleste danskere på landet, og her blev en af gårdens store grise slagtet i julemåneden, og så var der til flæskesteg, medister og andre gode juleretter, der kunne tilberedes af fersk kød. Resten af vinteren levede man af det kød, man havde saltet, tørret eller røget. I byerne fik man ikke på samme måde gris, men tog marcipangrisen til sig som julesymbol.

I nogle familier er det en tradition, at man får en marcipangris i mandelgave, og hvor mandelgavetraditionen stammer fra, er der ikke helt enighed om. Nogle kilder fra 1600- og 1700-tallet omtaler, at man i nogle landfamilier gav en gevinst til den, der finder en nød i sødgrøden. Præmien var et kys af pigen på gården. Det bedre borgerskab har formentlig taget mandelgavetraditionen til sig fra Frankrig, hvor det var kutyme at bage en lille kongefigur ind i en kage, der blev serveret til helligtrekongersaften.

I mange slikskåle kan man i december finde (især) orange seje vingummilignende stykker slik. Slikket kaldes flæsk eller frugtflæsk, og det deler mange steder vandene. Enten elsker man den lidt bløde konsistens, den citrusagtige smag og sukkeret, som flæsken er rullet i, eller også foretrækker man helt almindelige, seje vingummier.

Flæskets historie går langt tilbage. I 1800-tallet blev det almindeligt at servere kvædebrød i julen. Kvædebrød blev fremstillet ved at koge pulp af den sursøde kvædefrugt og sukker. Når pulpen var blevet til en tyk og geléagtig masse, lod man den størkne. Størknet og sej blev kvædebrødet skåret i bidder, der blev trillet i sukker. Kvædebrødet blev hurtigt populært – de kongelige havde serveret en lignende konfektbid i mere end 300 år.

Kilder: Cloetta, Kristeligt Dagblad, Nationalmuseet, Slikleksikon