9 ting du ikke vidste om bland selv-slik
Vi elsker ferskner
Danskerne elsker de bløde ferskner. Uanset om vi køber bland selv-slik i supermarkedet, på tankstationen eller i biografen, er der altid flest ferskner i slikposen. Top 5 over de mest solgte slikvarianter i de butikker, Candy King leverer til, er:
Ferskner
Jordbær med sukker
Engelsk vingummi
Click mix
Chokofanter
300 gram slik i posen
En gennemsnitsslikpose vejer i omegnen af 300 gram, når vi selv blander slik. Dermed slægter vi broderfolket, svenskerne, på. I Sverige blander man i gennemsnit 326 gram slik, når man køber bland selv-slik.
Fredag er slikdag
Langt, langt hovedparten af bland selv-slikket bliver solgt om fredagen. Lørdagen er ugens næststørste slikdag, men den kommer ikke op på siden af fredag.
På ugens sidste 5 dage - altså søndag til torsdag - sælges der meget lidt slik. Under en tiendedel af, hvad der sælges på en fredag.
200 slags Kitkat
Synes du, at slikbutikken bugner af slik, så har du ikke været i Japan. Alene Kitkat findes i op mod 200 forskellige varianter i Japan. I Danmark findes der ganske få Kitkat-varianter.
Saltlakrids bliver mere og mere populær
Fordelingen mellem vingummi og lakrids har været stabil i årevis. Alligevel har der været en ændring. Danskerne vil nemlig have mere og mere salt lakrids, når de køber bland selv-slik. Når det gælder salmiaklakrids, er de små djungelvrål det største hit.
Høj afgift på slik
Afgiften på slik i Danmark er 25,97 kroner pr. kilo. Afgiften er uafhængig af, hvad bland selv-slikket koster i udsalgspris.
Koster bland selv-slik 9,95 kroner pr. 100 gram, giver det en kilopris på 99,50 kroner. Heraf går 20 kroner til moms og 25,97 i til slikafgift. Staten tjener altså knap 46 kroner pr. kilo bland selv-slik. Er du en af dem, der køber en gennemsnitspose på 300 gram, ryger 14 kroner i statskassen.
Næsten ingen bakterier
Både svenske og danske fødevareanalyser viser, at der er meget, meget få bakterier på bland selv-slik, hvis du køber slikket hos en forhandler, der har styr på leveringen og ikke sælger ompakket slik. Det er stik modsat myten om, at bland selv-slik er den rene bakteriebombe.
Slik fra de nederste hylder er blevet testet i undersøgelserne. Det er her, børn nemmest kan nå. Antallet af bakterier var omkring 1 procent af Fødevarestyrelsens grænseværdi. En af forklaringerne er, at bakterier har svært ved at vokse på slik. Bland selv-slik indeholder nemlig meget lidt vand.
Lus giver farve
Det er efterhånden flere år siden, de danske slikproducenter udfasede brugen af azo-farvestoffer. I dag er mange farvestoffer i slik udvundet naturligt, og vidste du, at den røde farve karmin, der har E120 som e-nummer, er udvundet af cochinillelusens skjold?
Den røde farve bruges også i mange andre fødevarer.
Blandet ved et tilfælde
Vidste du, at lakridskonfekten altid består af 7 forskellige slags slik? Blandingen blev – ifølge Bassetts, der har lavet den siden 1899 – til ved et tilfælde.
I 1899 tabte en af deres salgsfolk, en Charlie Thompson, en stor bakke med slikvareprøver foran en kunde og fik på den måde blandet alt deres slik sammen ved et uheld. Kunden, der ellers sikkert ikke havde været meget for at købe, blev fascineret af det flotte mix og bestilte straks en blanding. Bassetts begyndte straks at masseproducere blandingen, der har været populær lige siden.