Redaktionen anbefaler






Mens nogle frugter, grøntsager, bær og urter er meget billige at købe, har andre høje priser, og bruger du mange af sidstnævnte, kan det hurtigt koste dig mange penge.
Vi har fundet fem afgrøder, som ofte er forholdsvist dyre at købe, og som du selv let kan dyrke.
Hvidløg er nemt og billigt at dyrke i din have. De kræver ikke megen pasning, og planterne fylder ikke meget og kan stå forholdsvist tæt. Foto: Anita Fetterlein, Videncentret Bolius
Hvis du elsker at bruge hvidløg i maden, kan der virkelig være mange penge at spare ved at dyrke dem selv. Et bundt hvidløg kan koste op mod 20-30 kr. i supermarkedet, afhængigt af, om du vælger økologiske hvidløg eller ej, mens du ved at dele og sætte et enkelt hvidløg kan høste 6-7 hele nye hvidløg. Samtidig fylder planterne ikke så meget og kan stå forholdsvist tæt, så du på ret lille plads kan få et stort udbytte.
Hvidløg er en såkaldt cirkulær afgrøde – det vil sige, at du kan blive ved med at sætte nye fed i jorden fra de planter, du høster, og du behøver på den måde ikke købe nye hver sæson.
LÆS OGSÅ: Høst og opbevaring af løg fra køkkenhaven
Er du til hindbær, er det bare med at få plantet hindbærplanter i haven, for de leverer masser af bær, uden at du skal gøre noget særligt. Plant dem et solrigt sted forår eller efterår og gød og beskær dem senere. Foto: Anita Fetterlein, Videncentret Bolius
Hvad er bedre end friske bær på en sommerdag? Men det løber hurtigt op, hvis du skal købe bakker med lækre hindbær, jordbær, blåbær og brombær i supermarkedet – 20-40 kr. for en bakke med 100-200 gram er ikke unormalt. På mange planteskoler kan du typisk nøjes med at betale 100 kr. for 10 ens bærbuske, der i din egen have kan kaste rigtigt mange bær af sig over årene.
Det gode ved bærbuske og -planter er også, at de er flerårige – det vil sige, at når først de har etableret sig i jorden, så bliver de ved med at give bær år efter år. Vær opmærksom på, at nogle brombærbuske og hindbærplanter nemt kan sprede sig.
LÆS OGSÅ: Sådan får du de bedste jordbær
Jordskokker er meget nemme at dyrke selv og giver et stort udbytte, men de kræver dog lidt plads, hvis du vil have mange planter. Det er bedst at lægge dem i jorden i april eller maj. Foto: Kasper Jørgensen, Videncentret Bolius
Den lille populære knold med den nøddeagtige smag kan hurtigt koste op mod 30 kr. for et kilo i supermarkedet. Jordskokker i egen have er dog en af de nemmeste afgrøder med det største udbytte, som du kan komme i nærheden af. Lægger du en enkel knold i det tidlige forår, kan du i løbet af efterår og vinter grave næsten et kilo jordskokker op af jorden.
Rabarber er dyre at købe i en butik, men de ikke behøver at koste noget at dyrke selv. Du kan nemlig få familie, venner eller naboer til at dele deres rabarberplante, så du kan få en knold med hjem. Foto: Malte Abildgaard Christensen, Videncentret Bolius
Den smagfulde plante med de lange, røde stængler kan også være et bekosteligt bekendtskab fra supermarkedsdisken, når den kommer i sæson. Men har du tålmodigheden til at lade dine hjemmedyrkede rabarbere udvikle sig godt i jorden over et par år, har du til gengæld en plante, der bare bliver ved med at give afkast.
LÆS OGSÅ: Sådan dyrker du rabarber
Krydderurter som timian, salvie, rosmarin kan tåle de danske vintre og kommer igen året efter, så du ikke behøver at plante nye. Foto: Torben Klint, Videncentret Bolius
Uanset, om du køber krydderurter som timian, rosmarin, salvie og oregano i potter eller afskåret form, så koster de typisk 20-40 kr. stykket, og ofte rækker det kun til et par måltider. Så her er der også mange penge at spare ved at plante krydderurterne udenfor, så du løbende kan nippe det, du skal bruge til aftensmaden.
KILDE: Videncentret Bolius
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10