12 ting, du kan bruge en papkasse til
Trillebane
Du skal bruge en høj papkasse, paprør fra køkken- og toiletruller, stærk tape og en hobbykniv. Hvis du har en stor papkasse og bygger en stor variant af trillebanen, kan du bruge gamle plakatrør som trillebaner. Du skærer paprørene igennem på langs og taper dem fast på bagvæggen af papkassen. Du kan bruge bordtennisbolde, golfkugler eller hårdkogte æg til at trille gennem banen. Hvis du laver banerne stejle nok, kan en del småting faktisk trille.
Parkeringshus
Med ternet masking tape behøver man ikke være særlig kreativ eller fingernem for at kunne trylle en papkasse om til parkeringsplads.
Tegnekasse
Glem iPaden - en stor papkasse, hvor man må tegne på vægge og gulv er fantastisk til at pacificere små som store børn.
Model af eget værelse
Lad barnet bygge en model af sit værelse. Brug en papkasse som udgangspunkt og brug derudover genbrugsmaterialer som propper, plastiklåg, kapsler, mere pap, stofrester, ispinde mm til at bygge møbler med. Her er det Viggo på fire år, der har bygget en model af sit værelse.
Noahs ark
Skær cirkelformede koøjer i en papkasse. Brug et plakatrør eller to køkkenruller, der er tapet sammen med gaffatape som mast. Gør masten fast ved at skære et rundt hul i bunden af kassen og placer masten heri.Tape også rundt om foden på masten. Sæt en pind gennem masten som bom. Klip et trekantet stykke stof ud og sæt stærk masking tape fast i kanten. Lav huller i sejlet med en hullemaskine og monter sejlet med snor.
Soveæske
Tag en papæske, der eksempelvis har været brugt til fyldte chokolader. Her er det en papkasse fra Anthon Berg, hvor der har været chokolader med drue i muskatvin. Dekorer æsken med udklip, gavepapir, glansbilleder eller klistermærker. Her er der brugt farverig masking tape og et motiv fra et gammelt gratispostkort. Indret æsken med en lille bamse eller dukke og lagen, hovedpude og dyne. Så har du en perfekt legeæske til bil- eller togturen. Lav evt. en rumdeler i æsken, så der er plads til dukketøj mm i fodenden af æsken.
Puttekasse
En vinpapkasse kan forvandles til en puttekasse på fem minutter. Skær huller i kassen med en hobbykniv. Lad det afskårne pap sidde tilbage, så hullerne kan åbne og lukkes. Kom tennisbolde, plastikmad, små bamser, teskeer eller hvad som helst i kassen. Nu kan det lille barn bruge timer på at tømme og fylde kassen.
Legehus
Du skal bruge en eller to store papkasser. Hvis papkasserne mangler lidt i højden, kan man bygge dem med skråtag. Skær dør og vinduer med en hobbykniv. Husk også brevsprække, så man kan få post. Indendørs kan børnene selv banke små søm i væggene og hænge billeder op. Og huset kan indrettes med mindre papkasser som borde eller hylder på væggene. Dette hus er bygget med et stort hul i gavlen, så børnene kan gå ind ad døren og kravle ud af gavlen. Hvis man lægger aviser ud på gulvet eller stiller huset udenfor, kan børnene også være med til at male det.
Racerbane
Hvis du er så velsignet, at du kommer i besiddelse af en enorm stor og flad papkasse, så skal der ikke andet end en stor tuchs til før, du kan forvandle den til en racerbane. Undervejs i legen kan der tegnes flere veje og vejkryds.
Dukkehus
En papkasse kan hurtig forvandles til et fint dukkehus, hvis man klipper interiør ud fra boligblade, eller måske du kan klippe flotte billeder ud af et gammelt Samvirkeblad. Lim billederne fast på kassens indre og ydre med en limstift. Du kan skære stiger med en hobbykniv og lave tårne ud af toiletpapirspaprør.
Instrumentbræt
Tag et stykke pap og lad barnet bygge sit eget instrumentbræt. Her er det et instrumentbræt til en rumraket med dertilhørende manual. Alternativt kan man bygge instrumentbræt til en helikopter, flyvemaskine, brandbil, kran eller hvad der nu optager ens barn. Så mangler man bare at spænde hjelmen inden man rejser til andre galakser.
Rutschebane
Det går stærkt, når man rutcher ned ad en papkasserutchebane. Gør papkassen fast på trappen med Gaffatape foroven, så skulle den gerne sidde fast til en snes ture. Sæt også gerne tape på kanterne af rutschebanen, så børnene ikke skærer sig. Husk at tage imod børnene forneden de første par gange, da man glider hurtigt på det glatte pap. Det kilder i maven.
Har man ikke en trappe i huset, og vil man gerne lave rutchebanen i en trappeopgang i stedet, er det en god ide at spørge naboerne først.