Redaktionen anbefaler






Det kan være svært at holde styr på grammatikken, når det kommer til regler, huskesætninger og sproglige ændringer på dansk.
Det kan være svært at høre forskel på ligge og lægge, men der findes to huskeregler, som kan hjælpe med at vælge det rigtige ord. Enten kan man udskifte ligge med sidde og lægge med sætte. Alternativt kan man blot huske, at ligge er stilstand, mens lægge er en bevægelse.
Eksempel:
Det kan være rigtig svært at høre, hvornår man skal bruge ”og” eller ”at”. Som en huskeregel kan man i stedet udskifte og/at med de engelske and/to. Hvis sætningen på engelsk lyder rigtig med to, skal man bruge at, og lyder den rigtig med and, skal man bruge og.
Eksempel:
Benyt sætningen: ”Det er svært og/at sige” på engelsk for lettere at høre forskel.
Nogle betyder et par, en del, visse eller enkelte.
Eksempel:
Nogen betyder en eller anden, nogen overhovedet og nogen som helst.
Eksempel:
Problemer med nutids-r er en af de hyppigste grammatiske fejl i Danmark. Det kan være meget svært at høre, om et ord skal have r på, men en gammel huskeregel lyder: Prøv med prøver.
Eksempel:
På engelsk deles sammensatte navneord, og det er smittet af på en stor del af danskerne, som i flæng skiller ord ad og dermed ændrer betydningen.
Eksempel:
Det hedder en dansklærer (en lærer, der underviser i dansk) og ikke en dansk lærer (en lærer fra Danmark).
En fladfisk er en særlig fiskeart, mens en flad fisk kan være hvilken som helst slags fisk, der er flad eller gjort flad.
De to endelser blandes ofte sammen, da d’et i -ende er stumt. Endelserne udtales på stort set samme måde, særligt i daglig tale. Udsagnsord får endelsen -ende (at løbe = jeg kom løbende), mens navneord får endelsen -ene (et løb = jeg deltog i løbene). Med lidt øvelse kan man lære at høre forskel, men indtil da er her en huskeregel:
Endelsen -ende sættes på, når man/noget er eller gør noget.
Eksempel:
Endelsen -ene sættes på for at skabe flertal.
Eksempel:
Det er blevet en rigtig dårlig vane for mange danskere ikke at bøje datidsformen af at bede, særligt i talesproget. I stedet for at bøje bede til det korrekte bad er mange, specielt unge, begyndt at bruge babyordet bedte som datidsform.
Eksempel:
”Samvirkejournalisten bad læserne sprede budskabet via facebook”, ikke ”Samvirkejournalisten bedte læserne sprede budskabet …”
Hvor det tidligere var strengt forbudt, har fagfolk nu ytret sig om, at brugen af bedte kan blive korrekt i fremtiden, hvis nok mennesker begynder at bruge det.
Brugen af "i" skrives med småt i beskrivende sætninger, og på dansk skrives i efterhånden altid med småt uanset konteksten, men når man tiltaler flere personer, skal "I" altid skrives med stort. Det samme gælder De, Dem og Deres ved høflig tiltale af andre.
Eksempel:
Ordene i dag og i morgen skrives oftere og oftere i et ord: idag og imorgen. Særligt når vi mailer, sms’er og skriver på de sociale medier, er det let lige at sammenskrive de to ord, der via udtale godt kan lyde, som om de hænger sammen. Men det gør de ikke, så skriv dem altid i to ord:
Det kan i nogle tilfælde være svært at kende forskel på, hvornår man skal bruge hendes og sin. En let huskeregel siger, at sin/sine/sit altid leder tilbage til ejeren (sætningens grundled), mens hendes/hans henviser til en anden.
Eksempel:
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10