10 klassiske frisurer
Afro
Den sorte afro fra slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne blev ikoniseret af guitaristen Jimi Hendrix.
»De sorte, der havde det krusede hår, var udsat for diskrimination i USA, men sidst i 60'erne oplevede man en frigørelse blandt de sorte, som var med til at manifestere afrohåret som frisure. Meget popkultur havde sit udspring fra sorte amerikanere, så flere begyndte at tage moden, der fulgte med, til sig,« forklarer Lasse Emil Asly.
Foto: wikicommons
Beatles-hår
Beatles-frisuren, som også blev kaldt for 'gulvmoppen', vandt frem i begyndelsen af 1960'erne.
»Dengang gik mange unge fra kort og velfriseret til langt og sjusket hår. Der var mange forældre, der ikke ville have, at deres børn blev klippet sådan, fordi de mente, at børnene ikke så velsoignerede ud. Frisuren var et udtryk for et lille oprør blandt de unge,« siger frisøren. Som vi ser på billedet, kan frisuren stadig gå an, også blandt de helt unge.
Foto: Beatlehair; Flickr
Etagehår
I midten af 1970´erne blev det fjedrende etagehår populært blandt mange kvinder. Frisuren var med til at give håret en luftig fyldighed.
Skuespillere som Farah Fawcett fra tv-serien "Charlie's Angels" og Goldie Hawn, der ses på billedet, var med til at gøre frisuren moderne.
Grydehår
Grydehåret eller kasserollen vandt frem i begyndelsen af 1990'erne, siger Lasse Emil Asly.
»Mange klippede sig selv i den periode. Så hev de en elastik rundt om hovedet og klippede det kort med en maskine. I dag er der stadig mange kvinder, som får lavet frisuren, da den er markant og ligner lidt en paryk.«
Foto: TenthMusePhotography, Flickr
Hanekam
Hanekam eller på engelsk 'Mohawk' kom frem med punkbevægelsen og bz'erne i 1980'erne. Håret blev sat med Coca-Cola, da sukkeret gjorde håret helt stift, eller med husblas og æg.
»Punkerne var med til at flytte grænserne inden for frisørfaget. Lige pludselig kom der mange kontraster og farver ind i frisurerne.«
Mullet
1980'ernes mullet er måske ikke et kært barn, men har dog mange navne. Frisuren blev også kaldt for 'Bundesliga-hår', 'Hockey-hår' eller i Tyskland 'Vokuhila', som er en forkortelse af vorne kurz, hinten lang (foran kort, bagved langt).
Et andet navn er 'Ten-Ninety', som går på procentfordelingen af hårlængden. En sparsom mængde hår foran og langt bagtil.
Foto: Tony Alter, Flickr
Pagehår
»Pagehåret ser vi tilbage fra 1920'erne, hvor kvinderne blev klippet kortere. Hvis du ser billedhuggerier fra oldtiden, er der også nogle statuer, der har samme hårpragt. Så det er en tidløs frisure. Den er velkendt, og en frisure, der får håret til at se tykkere ud, hvis man ikke har så meget af det. Det giver et lidt mere solidt udtryk,« siger Lasse Emil Asly.
Foto: Wikicommons
Permanentkrøllet hår
Det permanentkrøllede hår ser vi tilbage i begyndelsen af 1980'erne. Inspirationen kommer ifølge Lasse Emil Asly fra den krusede afro-frisure. Mange kvinder kunne ikke få naturlige krøller, så de måtte til frisøren og få lavet det store, brusende hår.
Foto: Curly Hair, Flickr
Pixie-frisuren
Den berømte fotomodel Twiggy er det klassiske symbol fra 1960'erne på Pixie-frisuren.
»Twiggy blev symbol på den kvindelige selvstændighed. Frisuren er en klassiker, kvinder stadig får lavet. De kvinder, der vælger det korte hår, bærer typisk meget makeup for at fremhæve det kvindelige på en anden måde. Ansigtet kommer nemlig mere i fokus, jo mindre hår du har, « forklarer håreksperten.
Navnet 'Pixie' betyder nisse og siges at komme fra eventyrfeer, som typisk blev tegnet med kort hår.
Foto: Janell, Flickr
Rockabilly
Rockabilly eller 'Pompadour' er en klassisk herrefrisure med masser af gele fra 1950'erne. Inspirationen kom fra berømtheder som Elvis Presley og James Dean. Ifølge Lasse Emil Asly medførte det flere besøgende hos herresalonerne, da mænd uden naturlige krøller og bølger i håret måtte forbi til en permanent.
Foto: MQ, Flickr