Sådan laver du din egen kølepose
Brug fryseren til smertelindring
Når fodboldstjerner forstrækker en muskel, kommer fysioterapeuten eller holdets læge springende med isposer. Og hvis man er blevet opereret i et led, anbefaler sygehuset ofte, at man bruger en kuldepude til at mindske hævelserne og til at lindre smerter.
Kulde er – uden at man kan dokumentere præcist hvorfor – en god måde at lindre smerte på. På apoteket, hos materialisten og i sportsforretninger kan du købe poser med en flydende gel. Poserne skal puttes i fryseren, og du får et koldt omslag, du kan lægge på det ømme sted.
Nemt at lave din egen kuldepude
Du kan forholdsvis nemt lave din egen kuldepude. Alt du skal bruge er en frysepose og flydende, brun sæbe.
Sådan gør du:
- Hæld rigeligt brun sæbe ned i en frysepose, der er stor nok til at dække det hævede eller ømme sted. Typisk vil en frysepose på 4 liter være god – du skal dog kun hælde en halv til trekvart liter brun sæbe i posen.
- Snør eller bind knude på posen.
- Læg posen i fryseren i et halvt til et helt døgn.
Når du skal bruge en pose til nedkøling – uanset om den er hjemmelavet eller fra sportsbutikken – så pak den altid ind i et håndklæde, når du bruger den. Husk også, at du ikke bør køle mere end 20 minutter for hver time.
Brug altid flydende brun sæbe. Det er nemt at forme efter kroppen, når det har tøet et par minutter. Brun sæbe i geléform bliver meget hårdt og uformeligt. Har du ingen brun sæbe, kan du bruge en pose frosne grøntsager.