Glasguide: Brug det rette vinglas
Smag dig frem
Har du set franske vinbønder drikke vin af små glas uden fod, og har du på en bar i Italien fået serveret kølig hvidvin i et vandglas? Så har du måske opdaget, at vinen var både god og drikkelig trods den afslappede servering. Glasset betyder ikke alt, men somme tider gør det oplevelsen af vin bedre, at du bruger et godt glas. Vin af plastkrus er for eksempel sjældent en berigende oplevelse. Vil du være helt sikker på, hvordan din vin smager bedst, kan du veksle mellem forskellige typer glas derhjemme og smage dig frem til, hvad der er bedst.
Rødvinsglasset er det største
Rødvinsglasset er det største vinglas. De fleste rødvine har godt af at få så stor en kontaktflade med luften som muligt. Kontakt med luft åbner vinens smag. Det er altid en god ide at bruge et upyntet eller uslebet glas, så kan vinens farve bedst studeres. Rødvinsglasset har stilk, så du kan holde på stilken, uden at varme vinen i glasset. Omvendt er det ”tilladt” at holde om glasset frem for stilken, hvis du vil varme vinen op. Nogle går op i, at der skal et bredere glas til syrah- og cabernet sauvignonvine. Til mere delikate vine, må glasset gerne være smallere og dirigere vinen direkte til tungen. Tulipanformede glas er bedre end tragtformede glas, og der skal aldrig skænkes højere i glasset, end der, hvor det er bredest. Vinen skal have plads til at brede sig op ad glassets inderside, når den slynges rundt og duftstofferne dermed frigøres.
Hvidvinsglas holder på smagen
Hvidvinsglas er mindre end rødvinsglas. Her skal kontakten med luften begrænses, så holder glasset bedre på hvidvinens smag. Glassene skal helst have tulipanform, og der skal aldrig skænkes højere i glasset, end der, hvor det er bredest. Vinen skal have plads til at brede sig på glassets indersider, når den slynges rundt, og duftstofferne dermed frigøres. Hvidvinsglas bruges også til rosevin.
I champagneglas skal perlerne ses
Glas til champagne og alle andre mousserende vine er høje glas med en lille åbning, så man holder bedst muligt på boblerne og den perlende smag. Det høje glas gør vejen længere for de fine bobler, når de skal bevæge sig op til overfladen. Det er et smukt syn, som et er værd at holde lidt på. Samtidig koncentrerer den smalle åbning duften. Lave, skålformede champagneglas af krystal, stødte man tidligere på, men de bruges ikke så meget mere. De er smukke at se på, men boblerne stiger alt for hurtigt op til overfladen i de flade glas.
Små dessertglas styrer alkoholen
Glas til dessertvin er mindre end andre glas, og det er der en ganske god grund til. Dessertvine har nemlig et højere alkoholindhold end andre typer vin, og skal derfor nydes i mindre mængder. Men helt små glas, der ikke er meget større end snapseglas, gør ikke noget godt for vinen. Dessertglas skal være så store, at smagen kan folde sig ud. Brug eventuelt et lille hvidvinsglas.
Opbevar ikke glas med bunden op
Det kan være en vane at sætte glassene på hovedet ind i skabet, altså med åbningen direkte på hylden. Det holder støvet væk, men duften er ikke så frisk i glasset, som hvis det stod med åbningen op. Stil glasset ind i skabet med foden ned, hvis du vil undgå, at en lidt hengemt skabs-smag skal smitte af på vinen. Har glassene stået længe, og er der kommet støv i dem, kan du skylle dem inden brug.
Kilder: flaskeposten, vin og co, jysk vin, vinsiderne, alt om vin