10 gode råd til drivhuset
1 Placér drivhuset i solen
Placér et nyt drivhus på det sted i haven, hvor der er mest sol og ikke under store, skyggegivende træer. Under mindre skyggegivende træer kan du udnytte den lette skygge, så du måske bliver fri for at skygge drivhuset med gardiner eller male vinduerne.
2 Rengør drivhuset inden brug
Rens og skur vinduer, sprosser og flader, inden du begynder at anvende drivhuset efter vinteren - så fjerner du overvintrende insekter, æg og svampekim. Brug en brun sæbeopløsning.
3 Sørg for den rigtige temperatur i drivhuset
Temperaturen i drivhuset skal helst variere mellem en dagtemperatur på 25 og nattemperatur på 15 grader. Hvis du ikke kan supplere med varme, så vent med at dyrke sarte planter som agurker i et uopvarmet drivhus. Overdækning med plastik i et uopvarmet drivhus i kolde perioder kan hæve temperaturen nogle grader om natten.
4 Udnyt det uopvarmede drivhus
Udnyt et uopvarmet drivhus. Fra maj kan du potter rabarber eller stauder, roser, krydderurter m.m. og placerer dem i drivhuset.
5 Brug krukker eller plantesække
Dyrk dine planter i krukker eller plantesække - så er du fri for, at skifte jorden ud i hele drivhuset.
6 Husk at skifte jorden i drivhuset
Skift jorden. Hvis du dyrker dine planter i den samme jord igennem flere år, får du lettere misvækst, og risikoen for angreb af skadedyr og svampe er større. Skadevolderne kan let overvintre i jorden.
7 Sørg for god ventilation
Sørg for gode muligheder for ventilation. Vinduesarealet, som kan åbnes, skal svare til mindst 30 procent af gulvarealet.
8 Beskyt drivhuset mod kraftig sol
Kalk taget på drivhuset og nogle af siderne for, når solen bliver for kraftig. Kraftig sol giver ofte skader på bladene, da vanddråber på bladene virker som små brændglas. Har du overvintrende større planter som fuchsia, skal du allerede skygge i marts.
9 Giv planterne i drivhuset flydende gødning
Giv planterne i drivhuset flydende gødning gennem et automatisk vandingsanlæg, eller put flydende gødning i en vandkande i det blandingsforhold, som der står på gødningen. Brug så vidt muligt opsamlet regnvand. En særlig god flydende gødning er Hornum blanding.
10 Anvend automatisk vanding og vinduesåbnere
Er du en inkarneret drivhusdyrker, bør du anvende forskellige former for automatik som automatiske vinduesåbnere og automatisk vanding. Hvis du installerer sådanne ting, kan du godt rejse på ferie.