Sæt dit trægulv i stand og reparér loftet i februar
Februar er god, hvis du vil istandsætte indendøre
Sæt dit trægulv i stand og reparér loftet i februar. Den tørre luft indendørs gør februar ideel til træarbejde!
Det anbefaler fagredaktør i Bolius, Kristine Virén.
- Februar er en rigtig god måned til istandsættelse og reparationsarbejde inden døre. Luften indendørs er tør i vintermånederne. Den tørre luft får træværket til at tørre ud og dermed krybe og trække sig sammen. Det ses bl.a. ved, at der kommer sprækker i samlingerne ved trægulve og paneler, og indfatninger omkring vinduer og døre, forklarer Kristine Virén.
Venter du derimod med at gå i gang til sensommeren med spartel eller pensel, risikerer du efterfølgende at få flere revner og sprækker, når træet tørrer.
Mellemrum i trægulv er større i tør luft
Mellemrummet mellem brædderne i trægulvet bliver også større i den tørre luft indendørs. Samtidig har gulvet en tendens til at knirke og knage mere, end det plejer.
Når luften bliver fugtigere igen senere på året, udvider træet sig også igen.
Hvis du vil udjævne store mellemrum og revner i paneler, karme eller gerigt, kan du spartle eller fuge dem. Brug en elastisk fuge, så der er plads til, at træet arbejder.
Slå søm dybere ned og undgå knirken fra gulv
Det er vigtigt, at et nyt fodpanel kun gøres fast til væggen og ikke til gulvet. På den måde har trægulvet mulighed for at udvide sig og trække sig sammen, afhængigt af fugten i luften. Hvis der ikke er mulighed for det, risikerer du, at træet revner.
- Hvis dit gulv knirker, kan du slå (dykke)sømhovederne lidt dybere ned i træet, hvis dit gulv er monteret med synlige søm. Men vær forsigtig og sørg for, at træet ikke kvases eller på anden måde ødelægges, råder Kristine Virén.
Spartel inden du maler
Det er en god idé at male indendørs, når sæsonen med stearinlys på bordene og flammer i brændeovnen går på hæld. Begge ting kan nemlig give sod på vægge og loft.
- Hvis du vil male, skal du begynde med at tjekke, om der er revner, sprækker, huller eller ujævnheder. De skal spartles op, før du går i gang med at vaske ned og male, forklarer Kristine Virén.
Hun opfordrer også til at bruge de kolde og våde dage til at rydde op og ud, så du får mere plads indendørs.
Læs mere om, hvad du kan gøre i din bolig i februar i Bolius' elektroniske årskalender "Årets gang i huset".