Katte er meget mere kræsne end hunde. De spiser absolut ikke hvad som helst, så kemikalier eller menneskemedicin er normalt ikke det store problem. Alligevel er der ting, som man skal passe på med, når man har kat i huset. Dyrlæge Paulette Topsøe-Jensen med speciale i familiedyr guider her uden om de værste farer.
Stueplanter
De fleste indendørsplanter er giftige for katten. Det samme gælder blomster. Men hvis katten har brug for fibre i maven for at kunne kaste op, så den kan få hårboller og andre ufordøjelige ting op fra mavesækken, kan den finde på at gå om bord i stueplanterne. Hvis man har en kat med de tilbøjeligheder – og man skal bare se det én gang – må man fjerne planterne eller stille dem et sted, hvor katten ikke har adgang til dem.
Blomster
Hvis det er for surt ikke at kunne have en buket blomster stående fremme, kan man træne sin kat til ikke at røre planterne. Det kan man for eksempel gøre ved at kombinere ordet ’nej’ med vand, for eksempel fra en blomsterforstøver eller en vandpistol. Derved skaber man en betinget refleks, hvor katten kobler nejet med vand og lynhurtigt lærer, at nej betyder ’det her skal jeg lade være med’. Man kan for eksempel sætte blomsterforstøveren tæt på vasen; så nærmer katten sig slet ikke.
Sytråd, elastikker, alle former for snore etc.
Katte elsker at lege med alle former for snore. Men måske sluger de dem, og i værste tilfælde kan tråden eller elastikken snøre tarmen sammen, så skal de måske opereres væk. Gavebånd eller nedhængende snore fra f.eks. persienner og rullegardiner skal man også være varsom med. Katten kan blive filtret ind i dem og være uheldig at kvæle sig i dem.
Ledninger
Lyskæder på juletræer er dejligt legetøj. Men ledninger kan være farlige, især for legesyge killinger. Så man må lige rundt og tjekke, at de ikke hænger eller ligger løst fremme, fordi katten ellers kan finde på at bide i dem og risikere at få stød.
Nåle
Sidder der en nål i sytråden, kan det gå helt galt. Nålen risikerer at sætte sig fast i halsen eller komme længere ned og prikke hul på tarmen. Begge dele er farligt for katten og kræver operation for at få nålen ud.
Vaskemaskine og tørretumbler
Husk at lukke lågen til både vaskemaskine og tørretumbler, når den ikke er i brug. Det er et herligt sted for katten at bygge hule. Tjek altid, at katten alligevel ikke har fundet vej derind, før maskinen startes.
Legetøj
Man skal være lidt kritisk med det kattelegetøj, man giver dem. Er der for eksempel en lang elastik på eller lange snore, skal man klippe dem af. Kig også børnenes legetøj efter med ’katteøjne’.
Toilettet
Luk låget til toilettet, især mens katten er killing, for ellers ender den sandsynligvis i toilettet på et tidspunkt. De fleste vil kunne komme op ved egen kraft, men det er ikke nogen rar oplevelse hverken for katten eller ejeren.