Må man selv transportere en afdød?
Kun få regler for transport af lig - det skal bare være sømmeligt
Rustvogn er ikke nødvendig, hvis et lig skal transporteres fra A til B, for bedemanden har ikke monopol på transport af lig, kister og urner. Generelt set har begravelseslovgivningen meget få regler for, hvordan en begravelse skal foregå - eneste begrænsning er, at alle handlinger omkring en begravelse skal være sømmelige.
Det har Finn Langager Larsen, der er kommitteret i Kirkeministeriet og gennem flere år blandt andet har beskæftiget sig med begravelseslovgivningen, tidligere fortalt Samvirkes læsere.
Kør bare selv med kisten
Har du behov for at få transporteret en afdød fra for eksempel et plejehjem til et kapel, er det fuldt lovligt at stå for transporten selv. Et eneste krav er, at transporten af liget er sømmelig. Det er nemlig beskrevet i Straffelovens §139, at omgang med lig skal være sømmelig.
Det kan være svært at sætte præcise regler op, men følgende kan være fingerpeg:
- Du må selv transportere en kiste i din bil, hvis den kan være inde i bilen og både døre og bagklap kan lukkes.
- Du må også transportere en afdød siddende i din bil, hvis det utvivlsomt ser ud som om, at afdøde sover. Du bør ikke fortælle vidt og bredt, at du transporterer liget selv eller har transporteret liget selv.
- Lig og/eller kiste skal være ordentligt fastgjort.
- Du kan selv stå for transport af urner.
Lig skal behandles med respekt
Et gennemgående træk for alle ovenstående er, at lig skal behandles med respekt. Både for afdøde og for de følelser, de handling kan vække hos andre folk.
Vil du give din far en sidste tur på motorcyklen, så gør det så andre ikke kan se, at det er hans sidste tur. Og fortæl ikke om det - det kan støde andres følelser, og så er det pludseligt ikke længere sømmeligt.