Derfor elsker vi slik og søde sager

Vi har stadig sukkerhungrende stenalderhjerner

Guldkarameller, vingummibamser og lakridspiber. Tænderne løber i vand hos de fleste. Og det er der en helt naturlig forklaring på.

For vores hjerner har altid elsket søde sager. Så det er vores dybe instinkt, der titter frem, når vores fødder stopper foran slikhylderne.



»Hjernen er skabt til at elske søde sager, og det var smart dengang stenaldermanden levede. For der gjaldt det om at spise den mest kalorierige mad for at overleve,« forklarer hjerneforsker Peter Lund Madsen.



Moden frugt og bær var de søde sager, som stenaldermanden nød for 75.000-100.000 år siden. Og dengang var det smart at få sin søde tand tilfredsstillet, for de indeholdt flere kalorier end den umodne frugt.

Hjernen burde have lyst til gulerødder

»Vores hjerne har slet ikke ændret sig, siden vi var stenaldermennesker,« fortæller Peter Lund Madsen.



Og det er ikke særligt smart, for i dag får de fleste af os mere end rigeligt med kalorier. Så hvad der engang var et nødvendigt overlevelsesinstinkt, har med tiden fået den modsatte virkning.



»Vores hjerne burde omprogrammeres til at have lyst til gulerødder og selleri. Og det er ikke længere hensigtsmæssigt for os at spise de søde sager,« siger Peter Lund Madsen.

Krybdyrhjernen lokker dig til at spise rub og stub

Det er altså nogle dybe overlevelsesinstinkter, vi er oppe imod, når vi sidder med fredagsslikket. Og historien ender ikke her.

For den første søde mundfuld aktiverer vores krybdyrhjerne, og den bliver ikke tilfreds, før alle de søde sager er indenbords og lagret som energi til dårlige tider = sul på sidebenene.



»Når vi tager et stykke slik, bliver sultcentret vækket, og det styrer vores adfærd meget effektivt. Derfor er det svært at stoppe med at spise, før man får kvalme, dårlig samvittighed eller der ikke er mere slik i posen,« siger hjerneforsker Peter Lund Madsen.

Det moderne menneske har brug for rygradstræning

Der ikke nogen nem vej væk fra slikposerne. Til gengæld må vi træne rygraden og erkende, at vi dybest set er styret af ældgamle overlevelsesmekanismer.



»Man må erkende, at lysten til sød og fed mad er en stærk trang i mennesket. Hvis man ikke kan stoppe med at spise før slikposen er tom, så skal man slet ikke tage den første vingummi. Man skal blive stærkere end sine instinkter, men det er ikke nemt,« siger Peter Lund Madsen.