Mennesket kan kun spise kød, fordi vi har gryder
Når hjernen vokser, skrumper tænderne
Vores forfader Homo Habilis satte tænderne i et dyr og sluprede lidt antilopehjerne for nu godt 1,8 mio år siden. Proteinerne og fedtet fra dyrekødet gav hans hjerne mulighed for at udvikle sig.
Det gjorde, at hjernekapaciteten og tankevirksomheden stille voksede. Derfor kunne han udtænke jagttaktikker, og ikke mindst udvikle måder at tilberede det rå kød på.
»Da Homo Habilis begyndte at skære og koge mad i stedet for at rive det i stykker, blev tandsættet mindre vigtigt og derfor kunne tænderne og kæberne anatomisk set tillade sig at blive mindre,« siger biolog Jørn Madsen.
Vores tandsæt er helt til grin
Der er ikke meget hugtand over de fleste menneskers gebis. Og det er ikke bare svært at forestille sig, men også helt urealistisk, at mennesket skulle kunne fortære kød som dyr gør det.
»Chimpansens tandsæt er langt større. De har store hjørnetænder til at slå ihjel og store flader til at tygge. Havde mennesket ikke stenredskaber og kogekunst til at nedbryde mad, så kunne vi ikke overleve. Vores tandsæt er helt til grin. Det er social evolution,« siger Jørn Madsen.