Redaktionen anbefaler






Bananen er både sød og blød, men produktionen af den gule frugt er forbundet med dårlige arbejdsvilkår for de ansatte i bananindustrien. De ansatte, der sørger for, at bananen ender i frugtskålen, har typisk lange arbejdsdage, korte eller ingen kontrakter, lønninger der ikke rækker til de basale behov og meget begrænset adgang til mad og drikke i arbejdstiden. Køber du bananer med Fairtrade-logoet, får arbejderne en fast minimumsløn, og Fairtrade arbejder hele tiden for at sikre en værdig levestandard dem selv og deres familier.
Når en bananplantage er Fairtrade-certificeret, er plantagen også forpligtet til at leve op til en række sociale standarder. F.eks. skal de ansatte have adgang til sikkerhedsudstyr, der er fokus på at fremme ligestilling og mindske diskrimination på arbejdspladsen, og der er forbud mod børnearbejde.
Når du køber Fairtrade-bananer, støtter du ikke kun livet på bananplantagen. En del af betalingen går nemlig til et Premium Fairtrade-tillæg, der ubeskåret går tilbage til en Premium-komité. Komitéen består af arbejderne på bananplantagerne, og det er derfor arbejderne selv, der beslutter, hvordan Premium-tillægget investeres bedst muligt. Typisk bliver Premium-tillægget brugt på alt fra uddannelse til de medarbejderne og deres familier, bedre leve- og arbejdsforhold herunder adgang til rent vand. Derudover kan Premium-tillægget bruges på at forbedre lokalsamfundet, skabe og forbedrebiodiversitet samt sikre adgang til sundhedsfaciliteter og akuthjælp ved naturkatastrofer.
Plantesygdomme og klimaforandringer truer bananproduktionen. Mange plantageejere bruger store mængder sprøjtemidler for at gøre bananerne mere modstandsdygtige over for svamp og bakterieangreb i det varme og fugtige miljø, som frugterne vokser i. De store mængder sprøjtemiddel er skadelige for både miljø og de ansatte på bananplantagerne, men når du køber bananerne med Fairtrade-logoet, støtter du en bananproduktion uden farlige sprøjtegifte.
Klimaforandringerne har også gjort bananproduktionen mere sårbar over for vejrfænomener som storme, oversvømmelser og tørke. Det er et stort fokusområde for Fairtrade at understøtte de lokale bananproducenter med flere økonomiske ressourcer og værktøjer til at stå imod de ekstreme vejrfænomener, så de kan fortsætte med at leve af deres afgrøder og levere bananer til supermarkeder i Europa.
Kilde: Fairtrade
Bananen er på førstepladsen, når det kommer til danskernes favoritfrugter. Hver gang vi bruger 100 kroner på bananer, bruger vi knap 65 kroner på æbler, 34 kroner på appelsiner og 21 kroner på pærer. Den gule frugt fylder mest i vores indkøbskurve, når vi køber ind om mandagen, og mindst om lørdagen.
Kilde: Coop Analyse