Spis dit juletræ: Lav mad med gran
Juletræet kan spises – hvis det er økologisk
Først skal træet vises, siden skal det spises. Og det er ikke kun de søde sager, der er placeret i juletræets kræmmerhuse eller dingler fint fra grenene. Selve grannålene fra juletræet kan bruges i madlavning.
Du kan spise og bruge alle gransorter: rødgran, ædelgran, lærketræ, skovfyr med flere. Det forklarer Julie A. Swane, der bl.a. er naturformidler, ukrudtsentusiast og forfatter til bogen Mad med gran.
Hun anbefaler dog, at du kun spiser grantræer, der er økologisk dyrket, eller som du med sikkerhed ved ikke er sprøjtet med pesticider.
Pas på den giftige taks
Derudover skal du være påpasselig med takstræet. Ædelgran og gran kan forveksles med taks, der indeholder taxin – et stof, der både er giftigt for mennesker og dyr.
Taksen er enten et lille stedsegrønt træ eller en bred kroget busk. Du kan kende den på dens røde bær, og så har den ingen kogler og dufter ikke af harpiks som andre grantræer. Nålene er mørkegrønne og blanke på oversiden og lyse og matte på undersiden.
Taksen vokser normalt ikke vildt i Danmark, men findes typisk på kirkegårde, i haver og parker.
Brug grannåle som smagsgiver
I juletiden – og i vintermånederne generelt – er grannålene grove og stive og kan ikke spises. I stedet kan du bruge nålene som smagsgivere.
Brug nålene fra de grene, du alligevel klipper af juletræet, eller sank gran i naturen. Nøjes med at bruge de yderste 10-12 cm af grangrenene, som har de mest friske nåle.
Jule- og vinteropskrifter med grannåle
Der findes flere gode opskrifter med grannåle, som du kan bruge i vintermånederne.
Laver du hvid gløgg, kan du f.eks. komme et par grankviste i. Ifølge Julie A. Swane giver det et vildt tvist af nåleskov:
”Gløggen kommer ikke til at smage af skumbad, men raffineret af gran og harpiks,” fortæller hun.
Ellers kan du lave en kop grante ved såre simpelt at hælde kogende vand over grannålene og lade dem trække i 10 minutter. Teen kan evt. sødes med en smule honning.
Gransirup er også oplagt at inddrage i julekøkkenet. Ifølge Julie A. Swane laves den bedste sirup på de nye lysegrønne skud i foråret, men du kan lave en fin gransirup på nåle hele året rundt.
Lav gransirup på nåle
Gransirup laver du ved at komme grankviste i en gryde, og dække dem med vand. Kog op, og lad dem trække i vandet natten over.
Si grannålene fra, og smid dem ud. Mål den resterende væske i dl, og tilsæt samme mængde sukker. Lad blandingen simre, til den begynder at tykne. Hold godt øje til sidst, så det ikke brænder på. Hæld siruppen på skoldede glas, når den er færdig.
Siruppen kan bruges i drinks, is, bagværk med mere.
Pluk granskud i foråret
Det kan virke oplagt at lave mad med gran i juletiden, hvor duften og synet sætter gang i julestemningen.
Men vil du spise granen og ikke bare bruge den som smagsgiver, skal du vente til foråret. Her pibler de små lysegrønne granskud frem på grantræerne, som kan nippes af og puttes direkte i maden. Skuddene er nemme at tygge og smager syrligt, mildt og grønt.
Sank gran i naturen
3 gode råd:
- Sank minimum 50-100 meter fra trafikerede veje.
- Undgå at sanke gran i skovbryn ved marker, medmindre du er sikker på, at markerne er usprøjtede.
- Spørg om lov, hvis du sanker i private skove, og pluk f.eks. langs stier, eller hvor der alligevel skal beskæres for at holde stien åben.
Opskrifter med granskud
De lysegrønne granskud kan bruges i både det søde og det salte køkken.
Som nævnt er det oplagt at lave gransirup på de små nye skud. Men du kan også lave en graneddike ved at hælde lagereddike på skuddene og lade blandingen trække lunt og lyst en måneds tid. Eddiken er, ifølge Julie A. Swane, særdeles god som smagsgiver, f.eks. i risottoretter.
De friske granskud kan derudover bruges lidt ligesom rosmarin til f.eks. at marinere kød, som grynt drys på smørrebrød eller i din forårssalat.
Pluk endelig rigeligt granskud. Granskuddene kan holde sig ca. 1 år på frost.
Sylt og gem granen
Har du sanket en masse granskud, kan en god måde at gemme dem på være ved syltning. Du kan både sylte dem sødt og surt, og så kan de f.eks. gemmes til julens madlavning.
Det er også muligt at gemme skuddene ved at tørre dem i en ovn eller dehydrator og lave dem til granpulver. Så kan du altid hive pulveret frem, når maden får brug for et drys gran. Det smager f.eks. skønt på panna cotta.