Hvorfor er der krystaller i min druesaft?
Jeg har en masse vindruer, som jeg laver saft af. Noget bruger jeg til gele, resten fryser jeg ned og bruger som saft lidt efter lidt. Jeg har et spørgsmål til den frosne saft: Når den tøs op, bliver der et krystalliseret bundfald, som jeg kasserer, jeg har kun observeret det ved vindruesaft, ikke andre bær. Hvad skyldes det?
Ulla Broeng
Svar fra Leif Skibsted
Bundfaldet kaldes vinsten, og det kan også kan forekomme i vin efter lagring. Vinsten er på ingen måde skadeligt. Druer har som anden frugt et højt indhold af kalium relativt til natrium. Det høje indhold af kalium er en af grundene til, at vi skal spise meget frugt. Druer indeholder også vinsyre, der er en naturlig syre, der ligner citronsyre. I syrlig vin eller ved afkøling af druesaft kan kaliumhydrogentartrat, som er et salt af kalium og vinsyre, der kaldes vinsten, samle sig som et bundfald. Vinsten bundfældes ofte langsomt som smukke store krystaller, der kan ligne glasskår.
Leif Skibsted er professor emeritus ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.