psykologi

Jeg bliver så vred ... 3 mennesker fortæller om hvad der gør dem vrede

Vreden kan komme væltende eller snigende, når noget er uretfærdigt eller nogen snyder. Her er 3 mennesker der fortæller om deres vrede, og hvordan de håndterer den

»Der vil altid være noget i mig, der er vredt,« siger Linh Le, de er 30 år, og arbejder som performancekunstner. Hun bruger vreden som drivkraft i sin hverdag.

»Jeg danser min vrede ud«

»Jeg bliver vred, når jeg oplever uretfærdighed i verden, eller at mennesker har forestillinger om, at det, de mener, er det rigtige, og at andre folk er under dem. Det kan også handle om, hvordan vi behandler hinanden, klimaet eller dyrene.

Jeg har en ret stærk retfærdighedssans, men det er ikke sådan, at jeg eksploderer i vrede. Det er sådan en kold vrede, som jeg lagrer over tid, og som jeg får ud igennem min kunst eller ved at lave aktivisme.

At føre samtaler og forklare vreden igennem ord i tale eller på skrift, det er sværere for mig, end hvis jeg skal vise det igennem dansen. Jeg kan sætte flere nuancer på, når jeg danser og bevæger mig, end jeg kan ved at fortælle nogen, hvilken uretfærdighed jeg kan blive vred over. Det er derfor, jeg bruger kunsten så meget, fordi det kan nuancere nogle ting. Jeg oplever, at folk siger, at de kan forstå det bedre, når de ser mig danse, end når de hører mig fortælle om det. Fordi de kan se smerten, og så kan de selv føle smerten ved det.

Før var vreden en uønsket følgesvend, men nu er vreden blevet en accepteret livsledsager for mig, som jeg ser som en gave. Vreden er en energi, der hele tiden brænder, på den måde kan jeg altid finde noget energi. Vreden er en kugle af energi, jeg har i mig, som jeg kan bruge i mine forskellige projekter, i mit arbejdsliv eller i mine relationer.

Vreden er en vejviser, der fortæller, hvor ens grænser går, og hvor man egentlig burde være, og hvor man burde være på vej hen. Vreden guider mig i den rigtige retning.«

»Jeg kunne ikke finde på at sige noget til dem, der snyder, når jeg ikke kender dem,« siger Pernille Hansen, der er 39 år og læge. Hun bliver vred når andre snyder - især når det gælder sport og spil.

»Snyd gør mig arrig«

»Jeg ville prøve crossfit, fordi jeg syntes, det lød godt. Jeg går til træning i et center, og så står der nogle flotte unge piger med perfekt makeup ved siden af træneren. Vi begynder træningen, hvor vi skal lave X antal øvelser hurtigst muligt. Fordi det er første gang, så holder jeg trit med de to piger, fordi de ser ud, som om vi er i nogenlunde samme form. Så har jeg styr på, at jeg får presset mig selv, og jeg gør det rigtigt, og så kan jeg altid se, om jeg er hurtigere eller langsommere. De holder faktisk nogenlunde samme tempo, men da jeg mangler 20 eller 30 af en øvelse, så er de lige pludselig færdige og går op og skriver tiden på. Jeg tænker, »hov, hov, der er noget galt«, for vi har jo været lige hurtige.

De to piger fik vildt meget ros for deres tid, som jeg vidste, var snyd. Jeg fik selv en meget dårligere tid. Derhjemme hos min mand var jeg spruttende arrig og sagde: »De snød, de snød!«, og så grinte min mand og sagde: »Det er da ligegyldigt, det går jo kun ud over dem selv.«

Jeg tog derover igen, de var der igen. Og de snød igen. Så kunne det også være ligegyldigt, hvis der er sådan nogle snyderøve med. Jeg ved godt, at det hverken er fornuftigt eller rationelt, men jeg blev bare virkelig, virkelig hidsig over det. Det bliver til en frustration, og jeg bliver indebrændt over det, jeg har jo bare lyst til at gå op og sige: »Hey, de snyder! I skal ikke stole på dem.« Der er noget i mig, der føler sig forurettet, fordi det var jo ikke o.k. at snyde, og så bliver jeg bare hidsig.

Jeg bliver ikke så tit vred, men jeg bliver vred og irriteret, når folk snyder.«

»Det er ikke altid, jeg reagerer, men hvis det rammer mig, hvor jeg kan mærke, at det fylder, så reagerer jeg på det,« siger Mikkel Vallentin, der er 35 år og arbejder som marketing executive. Han reagerer ofte, når han oplever uretfærdighed.

»Jeg har brug for at sige fra«

»På Facebook så jeg en historie om en 18-årig kvindelig dommer, der havde dømt en herrekamp. Hun gav en af mændene et gult kort, og så havde han skubbet til hende og spyttet på hende og kaldt hende en møgluder eller sådan noget. Det var rimelig voldsomt. I kommentarsporet sad andre voksne mænd og forsvarede spillerens handling. De skrev, at så måtte hun bare tage sig sammen, hvis hun ikke kunne tåle den slags. Der bliver jeg vred. Jeg skrev til manden, at han skulle tænke sig lidt om. For mig handler det om at sige fra. Andre læser jo med, det kan være, at den kvindelige dommer læser med, og så handler det om at sige, at sådan er det ikke alle mennesker, der har det.

Jeg reagerer tit på ting, jeg læser. Jeg har en retfærdighedsting, så hvis jeg ser noget uretfærdigt, så agerer jeg. Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis ændrer på noget henne hos ham, der skriver. Jeg ved ikke engang, om det er for min egen skyld, det er nok mere for at vise andre mennesker, at der er andre synspunkter end bare ham, der sidder og skaber sig.

Jeg er ret bevidst om, at vreden ikke skal hobe sig op i mig, så hvis jeg ser eller oplever noget, så vil jeg hellere reagere på det med det samme og få det ud af systemet.

Det er sjældent, at man ser nogen i virkeligheden, der siger sådan nogen outrerede ting, som folk siger, for eksempel på Facebook, men det er da klart, at hvis jeg så en fyr stå nede i bussen og fortælle en pige med tørklæde, at hun ikke hørte til, og at hun skulle til at flytte hjem eller sådan noget, så ville jeg også gribe ind og sige: »Nu synes jeg, du skal stoppe«.«