Forstå din vaskemaskine: Sådan skal du bruge 9 forskellige vaskeprogrammer
Kilde: Torben Førsterling, salgschef for hvidevareafdelingen i Elgiganten
Finvask, håndvask, silkevask og uldvask
Fælles for programmerne er, at de er skånsomme for dit tøj. Programmets vaskerytme – det vil sige antallet af gange, maskinen drejer rundt i minuttet – og mængden af vand er tilpasset de sarte tekstiler. Silkevasken er den mest skånsomme, som blot vugger dit tøj frem og tilbage. Uldvasken roterer tøjet engang imellem, men i meget lavt tempo, så tøjet ikke slår sig. Finvasken kan bruges til forskellige pænere tekstiler, som man gerne vil passe lidt på. Det minder om håndvaskeprogrammet, som det dog er de færreste nyere vaskemaskiner, der har.
Sportsvask
Sportsvaskeprogrammet er også et mere skånsomt program. Det vasker ved lavere temperaturer – 30 eller 40 grader – for ikke at ødelægge den elasticitet, der ofte er i sportstøj. De lave temperaturer kan dog ikke vaske svedlugten og svedpartiklerne ud af tøjet, hvis tøjet først har ligget et stykke tid i vasketøjskurven, hvor sveden har fået lov at sætte sig rigtig fast. Det giver derfor kun mening at bruge programmet, hvis du vasker sportstøjet umiddelbart efter brug.
90 graders-vask
I gamle dage havde man tit sit undertøj på mere end én dag ad gangen. Dengang gav det rigtig god mening altid at vaske det ved 90 grader. I dag skifter vi undertøj hver dag, og derfor behøver det ikke så høje temperaturer, før bakterierne forsvinder. Sengetøj, viskestykker, håndklæder, klude og lignende har stadig godt af at få 90 grader engang imellem, så det bliver helt rent.
Desuden er et program på 90 grader godt for vaskemaskinens vedligeholdelse. Der ligger altid en smule vand tilbage i maskinen, og for at det ikke rådner, skal det skylles igennem med meget varmt vand fra tid til anden. De høje temperaturer er også med til at rense maskinen og fjerne sæberester m.v.
Kvikvask
En såkaldt kvikvask på mindre end 59 minutter giver slet ikke det samme resultat som en længere vask. Vores vaskemaskineekspert sammenligner kvikvasken med at bruge deodorant i stedet for at gå i bad: Man dufter ren, men er det ikke. Et miniprogram på 15 minutter vil aldrig kunne nå både at skylle, vaske og centrifugere ordentligt. Det giver kun mening at bruge en kvikvask, hvis du lige har brug for at skylle dit snavsede løbetøj igennem, ellers hvis ungerne har spildt noget på tøjet, der hurtigt skal af.
Eksperter har fundet ud af, at den gyldne tid for et vaskeprogram er 59 minutter. Det er minimumstiden for, hvornår et vaskeprogram kan nå at vaske tøjet ordentligt.
Skjortevask
I slutningen af en skjortevask bliver skjorterne dampet, hvilket gør dem mindre krøllede, når de kommer ud af maskinen. Har du strygefri skjorter, vil du i mange tilfælde kunne vaske dem på et skjorteprogram og ikke behøve at stryge dem efterfølgende. Nogle vaskemaskiner bruger ægte damp, f.eks. ved hjælp af vandet, der ligger i bunden af maskinen. Andre har en særlig udglatningsfunktion. En skjortevask er desuden mere skånsom for tøjet, bl.a. fordi programmet har flere vaskerytmer og en centrifugeringshastighed på max. 900 omdrejninger.
Outdoor-vask
Outdoor-vaskeprogrammet er særligt designet til at beskytte udendørs tekstiler som f.eks. Gore-Tex. Derfor er det optimalt til flyverdragter, jakker osv. Vasker du dit overtøj på et almindeligt bomuldsprogram, risikerer du at ødelægge tøjets vandafvisende og åndbare effekt. Du kan også bruge outdoor-vaskeprogrammet til at imprægnere dit overtøj med et særligt imprægneringsvaskemiddel.
Allergivenlig vask
Et allergivenligt vaskeprogram er det samme som et normalt bomuldsprogram, bortset fra at det har flere skylninger til sidst. Så kan man være helt sikker på, at alle sæberester er kommet ud af tøjet. De fleste vaskemaskiner kan måle, om al sæben er kommet ud af tøjet – også ved de almindelige programmer – men som allergiker kan man have brug for at være ekstra sikker på, at tøjet er helt fri for sæbe. I det tilfælde giver det mening at bruge et allergivenligt vaskeprogram.
Eco-vask
Et eco-vaskeprogram tager længere tid end andre vaskeprogrammer, men bruger til gengæld mindre strøm og vand. Det gør programmet mere energisparende. Dog kan man ikke altid regne med, at eco-programmet vasker ved den temperatur, der er angivet. Ofte er temperaturen lavere, og for at vasketøjet skal blive rent, skal maskinen vaske i længere tid og bearbejde tøjet mere. Det lange program kan slide på tøjet, som måske skal skiftes hurtigere ud end ellers. Af den grund er eco-programmet ikke nødvendigvis det mest miljørigtige valg.
Forvask
En forvask er ofte helt unødvendig, fordi vaskemaskiner i dag vasker meget rent. Før i tiden var man nødt til at give tøjet en forvask, hvis det var meget beskidt. Forvasken er altså et levn fra gamle dage, som mange – især ældre – bare godt kan lide at have på deres vaskemaskine.