Pas på bilens forrude i kulden: Disse forbehold skal du tage inden kør selv-skiferien

Iskolde nætter og skift i temperaturen kan få selv de mindste stenslag i forruden til at udvikle sig til revner. Derfor er det vigtigt at gå sin forrude grundigt efter, inden man pakker bilen og drager mod pister og puddersne. FDM’s tekniske konsulent Yasser Abaiji giver her 6 tips til, hvordan man passer på sin forrude i kulden:

Små umærkelige stenslag kan få forruden til at revne



Ifølge Danmark Statistik rejser 200.000 danskere på skiferie i februar. Tidligere undersøgelser har vist, at to tredjedele af dem kører til skisportsstedet i egen bil.  Og har man travlt med at få klemt sine børn ind ved siden af langrendsskiene, glemmer man måske at tage et kig på sin forrude. Men det bør man.

Ekstrem kulde kan nemlig påvirke bilruden og føre til, at små, umærkelige stenslag får forruden til at revne. Hvad der hurtigt kunne være blevet repareret inden afgang, kræver så i stedet en komplet udskiftning af ruden.

Bil med sne og isskraber

1. Gå din forrude efter, inden du kører på ferie

Inspicer din bils forrude for dybe stenslag, så du kan få dem udbedret inden afgang. Det kan ikke undgås, at der vil være et par ridser og slag i rudens overflade, men går skaderne ned i glasset, skal de repareres, så du undgår, at ruden ødelægges yderligere.

2. Når stenslaget opstår, så dæk det med tape

Kommer der vand og skidt ind i din bilrudes åbne ’sår’, risikerer du, at ruden revner, når vandet fryser til is og udvider sig. Hav derfor en rulle tape eller rudetape liggende i din bil, så du kan dække stenslaget til, inden der trænger vand ind.

3. Få altid tilset stenslag på bilens ruder

Tidligere afhang det af stenslagets placering, om det var nødvendigt at reparere for at få bilen synet. Sådan er det ikke længere. Uanset om stenslaget er inden eller uden for viskerfeltet, kan det kræve udbedring, hvis det bliver vurderet, at det begrænser udsynet. Få derfor altid tilset din rude, hvis du får et stenslag.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

4. Undgå at give din bilrude et kulde/varmechok

Glas udvider og bevæger sig, når det udsættes for temperaturskift, og er ruden skadet, risikerer man, at den slår revner. Vask derfor ikke din rude med varmt vand for at fjerne isslaget, brug i stedet knofedt og en god isskraber.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

5. Vælg den rigtige isskraber til bilruden

En isskraber med stålklinge vil ridse din forrude og gummilisten omkring den. Brug i stedet en skraber af plexiglas.

6. Tildæk din forrude

Det kan være en idé at afskærme sin forrude, når bilen er parkeret. Det skåner både bilens forrude og bilistens tålmodighed ikke at skulle skrabe sne af ruden, inden man kan køre.

Læs mere om